TREMONTI/THE RAVEN AGE/WEARING SCARS
Amager bio, København
09.12.15
Af Trine Sebæk Madsen
Amager bio var ikke just fyldt til randen med mennesker denne onsdag aften i december. Nok havde vinterens vanlige COPENHELL-udsendinge i form af Hellraisers gjort deres for at fylde hovederne med øl til BETAs preparty, men mange smuttede i nattens mulm og mørke med sved på panden og en livlig melodi på læben. Der var især mangel på generelt liv, da det første band Wearing Scars betrådte den brede scene i den store sal. Bandet leverede en sær blanding af usikker power vokal og udefinerbare riffs, der stak ud i mange retninger. Det er tænkeligt, at der i virkeligheden var gået et boyband tabt i det femmandsstore orkester, i det de næsten triumferede i numre med titler som ”Butterfly” og ”Just Had To Let You Know”. Ikke overraskende valgte publikum mest at gruppere sig om ølboderne og i forlokalet, hvor der blev solgt forholdsvist billigt merchandise. Anderledes så det ud, da de britisk talende herrer fra bandet The Raven Age gjorde deres entré. Det er måske også svært ikke at have mange øjne hvilende på sig, når man kommer fra Storbritannien og bærer efternavnet ”Harris”. Tænkte du på bassisten Steve Harris fra det famøse kultband Iron Maiden, tænkte du rigtigt. Æblet falder ikke så langt fra stammen. Derfor er det nok heller ikke helt tilfældigt at sønnikes band opvarmer for formands, når Iron Maiden i 2016 tager på tourné med deres højaktuelle ”The Book Of Souls”. Stilen i The Raven Age er dog en anden, da den vækker genklang af en helt ny generation af power bands. Her er der fokus på klassisk, nutidig hard rock fortalt i et dramatisk, energiladet kraftfelt. Sangskrivningen og kompositionerne er dog en tak bedre end, hvad man ellers risikere at støde på, når man skruer op for danske MyRock eller svenske Banditrock. Det er såmænd ganske imponerende arbejde for et band, der kun har én enkelt EP bag sig indeholdende bare 4 sange, hvor særligt ”Angel in Disgrace” lover en god fremtid for bandet. Der var også en sjældent set og oprigtig spilleglade hos samtlige bandmedlemmer, hvilket, desværre, ofte er en indikator på, hvor nye bandet er i branchen. Guitaristerne havde en improvisationsleg kørende og næsten battlede mod hinanden om, hvem der kunne kaste de bedste riffs af sig. Ambitionerne var uden tvivl store og de rakte langt op mod de største. Tillige gav de sig til kende i den ene guitarists valg af t-shirt, der naturligvis var prydet med det mest oplagte bandnavn til denne aften: hovednavnet Tremonti. Da det så blev manden himselfs tur, kvitterede han gestussen ved at troppe op på scenen med en The Raven Age-t-shirt, hvilket decideret var smukt at se, når man tænker på, hvor ofte der er en udeblivelse af gensidig respekt og støtte i en nådesløs industri, der næsten kan beskrives som kannibalistisk. Det var også tydeligt, at der blev gjort noget ud af, at reklamere for stjernens eget pladeselskab Fret12. Derudover var salen dog ikke tæt på at være fuld, selv da hovednavnet begyndte, hvilket på sin vis var ærgerligt, når man tænker på Vegas fyldte sale under Alter Bridges koncerter og Creeds kristne storhedstid, hvor de (næsten) indtog verden. Tremonti har dog også sadlet lidt om rent musikalsk, hvad angår hans rolle fra førnævnte bands. Bandet Tremonti kan nemlig beskrives som værende langt mere heavyorienteret og med lange guitarstykker, der vækker minder om groove rock, stoner og progressive metal, og netop guitardelen og måden den leveres på, kan man kun tage hatten af for. Tremontis vokal fremstod dog ikke så ren og klar som på hans to albums All I Was og senest Cauterize, hvilket nok i første omgang har skyldtes lyden til hans mikrofon i Amager bio. Der stod anstrengelse og vrede malet i mandens ansigt, men fremtoningen forblev næsten et mimeshow sammenlignet med, hvad publikum fik lov at høre af mandens spinkle, men rockegnede stemme. Men hvad der ikke kunne høres vokalmæssigt fra Tremonti, overtog publikum glædeligt for ham, da der blev skrålet med på blandt andet ”Brains” og ”Flying Monkeys”. Tremonti reddede først og fremmest aftenen hjem på sit guitarspil, der ikke uden grund, har givet ham adskillige topplaceringer i diverse magasiner som en af verdens bedste guitarister. Ligeledes slukkedes gnisten og glæden ved at være tilbage med eget band i Danmark for anden gang aldrig rigtigt, mens han stod på scenen eller bagefter, hvor der blev signeret merch til dem, der havde haft sedler med hjemme fra og valgt at købe merchandise i forhallen. Smilet og det bløde, men selvsikre håndtryk sagde blot det samme, som hele hans væren. Tak for braget. Tak for oplevelsen. Tak for støtten, Danmark.