DESTRUCTION/ARTILLERY – BOMBEHUSET

DESTRUCTION/ARTILLERY
BOMBEHUSET 17.12.15
Af Nolder

Den 20. juni 1987 var jeg på plads i det gamle Carlton Rock Paladz og overværede en af alle tiders bedste koncerter med danske Artillery og tyske Destruction. Koncerten var arrangeret af Rock Uglen, totalt udsolgt og er klassisk af flere årsager: Artillery havde netop udsendt deres kongeskive Terror Squad og spillede vel omtrent hvert et nummer derfra i et usædvanlig langt support-set, og de germanske konger fra Destruction var i Danmark første gang på baggrund af deres eminente Eternal Devastation album. Og jeg ved, at koncerten var helt speciel for Destruction, for hver gang jeg siden har interviewet frontmanden Schmier, har han nævnt hvor fedt det kunne være med en gentagelse!
Den kom så 28 år senere i det noget mindre Bombehus, hvor Artillery indtog scenen ved 21-tiden. Der er løbet meget vand i åen siden 1987, og kun Stützer-brødrene er nu tilbage fra dengang. Til gengæld åbnede bandet som dengang med to af klassikerne fra Terror Squad: ”The Challenge” og ”In the Trash” – fedt!! Settet var denne gang noget kortere end i 1987, men der blev dog tid til de vigtigste klassikere i form af førnævnte åbnere samt ”By Inheritance”, ”Khomaniac”, ”The Almighty” og ”Terror Squad” samt et spritnyt nummer, som vil være at finde på den netop indspillede kommende plade, og som lovede rigtig godt. Desværre var lyden, hvor jeg stod, noget tyndbenet, og trods især Michael Stützers ihærdige indsats, kom det hele aldrig rigtig helt overbevisende ud over scenekanten.
Dog et godkendt set, som fint lagde bunden for det brag, som Destruction udgjorde, da de entrede scenen. Ligesom Artillery valgte germanerne at lægge ud med samme nummer, som de gjorde i 1987: ”Curse the Gods”! Så var vi i gang, og Destruction pløjede sig med en væsentlig bedre lyd og spontane moshpits foran den lille scene igennem det allerbedste af deres massive bagkatalog, hvoraf jeg især stornød ”Mad Butcher”, ”Invincible Force”, ”Eternal Ban”, ”Release From Agony” og de to mega-klassiske encores ”Total Desaster” og ”Bestial Invasion”. Ok, der gik en smule tomgang i den under den lidt for slæbende lange ”Life Without Sense” og et nyt nummer som ”Carnivore” – men til gengæld blev jeg helt blæst væk af andre ny-klassikere som ”Thrash ’Til Death”, ”Nailed to the Cross” og ”The Butcher Strikes Back”, som alle beviste, at Destruction også har lavet langtidsholdbare thrash anthems her i det nye årtusinde. Schmier er og bliver en fortrinlig frontfigur med mængder af metallisk autoritet, og man kunne virkelig mærke, hvordan både han og guitarist-unikummet Mike nød at være tilbage på danske jord. Det stærkt begrænsede publikum lod da også til at labbe det hele i sig med velbehag, og for mit vedkommende satte Destruction et fedt punktum for et absolut godkendt koncertår 2015.

DSC_9859 - Kopi

DSC_9860

DSC_9861 - Kopi

DSC_9862

DSC_9891 - Kopi

DSC_9889 - Kopi

DSC_9877

DSC_9874

DSC_9873 - Kopi

DSC_9870 - Kopi

DSC_9868

DSC_9894 - Kopi

DSC_9900 - Kopi

DSC_9902-001

DSC_9905

DSC_9913 - Kopi

DSC_9931 - Kopi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *