SANGENE PÅ DET NYE MOTÖRHEAD-ALBUM, BAD MAGIC, ER SKREVET AF EN MAND, DER HAR STIRRET DØDEN I ØJNENE. MEN BARE ROLIG, LEMMY ER STADIG FULD AF DØDSFORAGT. OG DØDSFORAGTEN GIVER EKKO I SANGENE PÅ MOTÖRHEADS 22. STUDIEALBUM.
Af Peter Béliath
– Hallo.
Stemmen lyder skrøbelig og slidt. Det er ikke lige til at forestille sig, at det er de samme stemmebånd, man hører brøle løs på ”Tell Me Who To Kill” og ”Teach Them How To Bleed” – to af skæringerne på Motörheads nye album, Bad Magic.
Bad Magic er Motörheads 22. studiealbum. Det rummer ikke de store overraskelser, men det efterlader ikke desto mindre lytteren med en oplevelse af endnu engang at sniffe til udstødningsgassen fra et mægtigt oktan-drevet rockbæst. Bad Magic er et meget kraftfuldt album.
Det er altså Ian Kilmister alias Lemmy, hvis hotelværelse jeg har ringet op til denne søndag aften i juli 2015.
Lemmy er ikke ligefrem kendt for at tale over sig. Og ordstrømmen er ikke blevet større her, hvor den gamle læderhals venter på at fylde 70. Det har næppe heller hjulpet på snakkesaligheden, at Motörhead-bassisten og -sangeren har haft en del helbredsproblemer på det sidste. Faktisk er det lidt af et mirakel, at Lemmy stadig er i live. Manden er herostratisk berømt for sit indtag af alkohol og narko. Nu er det altså blevet tydeligt, at stålmanden Lemmy – trods alt! – er dødelig.
Lemmy lyder bestemt også dødelig, da han forklarer, hvorfor Motörheads nye album har fået titlen Bad Magic:
– Titlen er taget fra en af sangteksterne. Den siger ”bad magic, evil eye,” forstår du. Den hedder bare ”Evil Eye” på omslaget.
Jeg beder Lemmy om at fortælle lidt om baggrunden for sangen ”The Devil”.
– Den sang kom ud af det blå. Jeg var hjemme en aften og kunne ikke komme i tanke om noget. Og så kom den bare til mig. I ét ryk. Jeg prøver ikke at analysere mine sange, for de betyder som regel ikke ret meget. Jeg kan godt li’ ordspil, og jeg får dem bare til at passe til musikken.
Så sangen er ikke en kommentar til religion eller djævledyrkelse?
– Nej.
Hvorfor valgte I at indspille en cover version af The Rolling Stones-sangen ”Sympathy For The Devil”?
– Wrestleren Triple H bad os om at indspille den, så han kunne træde ind i ringen til lyden af den. Og så indspillede vi den. Den blev så vellykket, at vi smed den på albummet, griner Lemmy.
”Sympathy For The Devil” blev skrevet tilbage i 1968. På hvilken måde, mener du, at den stadig er relevant?
– Hvad mener du?
Mange sange fra 1960’erne virker ikke så relevante længere. Tiden er løbet fra dem.
– Ah, vores version er bedre end Stones’ version, haha.
Jeg tænkte på teksterne.
– Hvad jeg mener om dem? Jeg mener, at de er ord.
Jeg har forstået det sådan, at, da Mick Jagger [sanger i The Rolling Stones] skrev sangen, havde han et budskab, som han gerne ville ud med. Ikke sandt?
– Det ved jeg ikke. Jeg har ikke talt med ham om det.
Nogle mennesker mener, at det er en sang om at dyrke djævelen. Hvad mener du om den tolkning?
– Jeg er ligeglad. Og hvad betyder det nu? Det er bare en god sang med et godt riff.
Metalizeds læsere ved måske, at ”Sympathy For The Devil” har en blakket historie. Noget uforskyldt. For ud over at provokere det religiøse højre, har sangen fået skyld for noget virkelig slemt: ifølge bladet Rolling Stone var det netop ”Sympathy For The Devil”, som The Rolling Stones spillede, da Meredith Hunter blev dræbt under den udkoksede Altamont Free Concert i 1969. Drabsmændene var hyret som bodyguards af The Rolling Stones. Og de var medlemmer af Hells Angels. Det er selvfølgelig et uhyggeligt sammentræf: en sang, der i hvert fald umiddelbart lader til at hylde djævelen, fungerer som baggrundsmusik til et mord, begået af helvedesengle. Problemet med denne historie er bare, at mordet blev begået under sangen ”Under My Thumb”. Men der er altså opstået en sort rockmyte om ”Sympathy For The Devil”. Guns N’ Roses for resten også har indspillet en cover version af sangen om at have sympati for djævelen.
SANGE OM KRIG
Som interviewet skrider frem, snakker Lemmy sig varm. Eller i hvert fald varmere. Han er tydeligvis stolt af Bad Magic, et album, som er spækket med seje sangtitler. Jeg har allerede nævnt ”Tell Me Who To Kill” og ”Teach Them How To Bleed”.
Motörhead har altid haft seje, hårdkogte titler som ”Killed By Death”, ”Dancing On Your Grave” osv. Hvor vigtigt er det for jer at have disse seje titler?
– Det ved jeg ikke. De dukker bare op, svarer Lemmy.
Vælger du titlen, før du skriver sangen? Eller finder du på titlen, efter du har skrevet sangen?
– Både og. Men som regel finder jeg på titlen, efter at jeg har skrevet teksten.
Den tekst, som Lemmy er mest stolt af, er ”Orgasmatron”, titelnummeret fra Motörheads 1986-album. Men en tekst som ”Brotherhood Of Man” fra The Wörld Is Yours (2010) rager også op som et af hårdrock-poetens lysere øjeblikke. Selvom den maler et kulsort portræt af menneskeheden.
Det er hårdt arbejde at få Lemmy til at afsløre hemmeligheden bag sine tekster, som ofte er skarpe og hvasse og fyldt med vid og bid.
Nej, Lemmy læser IKKE digte! Så det er ikke i de laurbær-kransede poeters rækker, man skal lede efter Motörhead-sangerens forbilleder. Men Lemmy synes vældig godt om The Beatles, der lader til at være hans hovedinspirationskilde.
Lemmy skriver alle Motörheads tekster, men på pladecoverne krediteres gruppen kollektivt for musikken: Lemmy, trommeslageren Mikkey Dee og guitaristen Phil Campbell.
– Vi arbejder på alle leder og kanter. Somme tider kommer de med et riff, eller jeg kommer med et riff. Nogen gange kommer jeg med en sang, som er skrevet helt færdig.
Da jeg i 2002 i forbindelse med albummet Hammered interviewede Motörheads svenske trommeslager, Mikkey Dee, fortalte han om gruppens arbejdsmetoder:
– Jeg synger riffs for Phil [Campbell], eller jeg spiller dem på guitar. Da jeg lavede ”Sacrifice” [titelnummeret på Motörheads 1995-album] eller ”Burner” [fra Bastards, 1993], sang jeg dem for ham, og han arbejdede videre på dem. På den måde har jeg og Campbell skrevet musikken siden Bastards. Selvfølgelig er Lemmy også involveret i sangskrivningen, men numrene er nogenlunde færdigskrevet, før vi arrangerer dem med Lemmy. Han kommer dog også med riffs nu og da.
Dee understreger, at han ikke kommer med idéer til tekster.
– Teksterne er Lemmys. Lemmy skriver så gode tekster. Det er perfekt, det, han laver. Sommetider beder jeg ham om at skrive lidt mindre eller lidt mere om et eller andet emne. På et tidspunkt skrev han lidt for mange krigssange, og jeg sagde: ”Lem, skriv lidt mindre om krig.”
Men er Lemmys krigssange ikke oftest antikrigssange?
– Jo, præcis. De er alle sammen antikrigssange. Han forherliger aldrig krig. Lemmy bryder sig ikke om krig. Men alene emnet krig kan være trættende. Hele meningen med Motörhead er rock ’n’ roll – det skal være underholdende. Visse bands skriver sange, der er proppet med politiske budskaber, og Lemmy synes, det er noget pis. Og han kan heller ikke fordrage, hvis de præker religion i deres tekster. Men så siger jeg: ”Lemmy, sommetider præker du antikrig, eller du synger om krig, og det er på en måde det samme.” Hvis man skriver om motorcykler på alle ens plader, bliver man betragtet som en motorcykelmand. Og hvis man skriver om krig hele tiden, så anser folk en for at være en krigsmand. Man må være forsigtig med, hvad man skriver sange om.
Hvordan reagerer Lemmy, når du kommer med disse forslag?
– Meget godt. Vi er en familie. Vi kan sige alt til hinanden. Han kommer også med forslag til mig. Det er derfor, vi stadig holder den kørende. Vi respekterer hinanden. Og hvis vi ikke kunne tale om tingene, ville der ikke være et band. Lemmy bestemmer ikke det hele. Vi er tre i bandet. Selvfølgelig er Lemmy Motörhead, han er frontfiguren, det er hans band, men når det kommer til beslutninger, bestemmer vi alle tre.
ACE OF SPADES
I dag er Motörhead en sammentømret enhed af tre medlemmer. En triade. På pladecovers som We Are Motörhead (2000) og Motörizer (2008) har bandet forsøgt med symboler at illustrere den fælles front, som d’herrer Lemmy, Phil Campbell og Mikkey Dee udgør. Men Motörhead har som bekendt en lang historie, som startede i midten af 1970’erne.
I 1975 røg Ian ”Lemmy” Kilmister ud af Hawkwind, fordi han blev knaldet i tolden med narko på sig. Før da havde den hårdkogte præstesøn bl.a. været roadie for Jimi Hendrix og spillet i 1960’er-gruppen The Rockin’ Vickars. Som hærdet syrehoved og motorcyklist havde Lemmy et temmelig primitivt syn på musik: rock skal rykke og sparke røv. Ingen dikkedarer eller højglanspoleringer her.
Det var derfor meget passende, at Lemmy valgte det amerikanske slagord for speed freak som bandnavn: for da Motörhead i 1975 for første gang satte stikkene i forstærkerne, lancerede de en brutal kombination af heavy metal og punk rock, der med hidtil uhørt lydstyrke boostede ud af p.a.’et som et dyrisk brøl.
Motörheads musik var for hård kost for pladeselskabet United Artists, der først vovede at udsende ”debut”-albummet On Parole (indspillet i 1975-76, men først udgivet i 1979) efter, at Motörhead var begyndt at få succes med de i øvrigt væsentligt bedre skiver Overkill og Bomber, der begge blev sendt på markedet i 1979 af selskabet Bronze Records.
Det afgørende gennembrud kom dog med Ace Of Spades (1980), hvor Motörhead i et oppisket tempo affyrede en ordentlig salve rock ’n’ roll-fuldtræffere: ”Love Me Like A Reptile”, ”The Chase Is Better Than The Catch”, ”The Hammer”, ”(We Are) The Road Crew” osv. osv. Tracklisten giver åndenød. Det var hæsblæsende sange om at leve stærkt – og dø ung: ”I don’t wanna live forever,” jublede Lemmy med dødsforagt på titelnummeret.
Forståeligt nok står Ace Of Spades stadig som Motörheads hovedværk. Pladecoveret, hvor Motörhead-fyrene poserer som desperados med patronbælter over skuldrene, er tilmed ligeså klassisk som musikken. Og selvom Lemmy & Co. havde planket desperado-looket fra Guns Gunsight (1969), kan man bide spids på, at det var dette omslag, som gjorde patronbæltet til standard-udstyr på metal-militiaens uniform.
STORHEDSTIDEN
1977-82 var Motörheads storhedstid. I den periode bestod gruppen af Lemmy, guitaristen ”Fast” Eddie Clarke og trommeslageren ”Philthy Animal” Taylor.
Lige siden Fast Eddie skred i 1982, har Motörhead levet i skyggen af den succes, gruppen havde med studiepladerne Motörhead, Overkill, Bomber, Ace Of Spades og Iron Fist samt liveskiven No Sleep ’Til Hammersmith. Motörhead scorede sølv- og guldplader for disse legendariske udgivelser. Onde tunger hævder, at Motörhead aldrig blev det samme efter tabet af Fast Eddie. Ormstungerne påstår tilmed, at materialet på disse albums er det eneste Motörhead-stof, der er værd at lytte til.
Det er dog ikke et skudsmål, som Lemmy vil affinde sig med. Bandbossen er ubøjelig. Sådan er det med læderhalse: de er hårdnakkede. Og Lemmy giver sig ikke: Motörheads senere produktion er bedst.
– Jeg er musiker. Jeg kan godt selv afgøre den slags ting. Det nye materiale ER bedre! har Lemmy udtalt ved flere lejligheder. I irritation.
Da jeg i 2006 interviewede Lemmy i forbindelse med albummet Kiss Of Death, påpegede jeg, at der er folk, der kun husker ham for at have skrevet 1980-hittet ”Ace Of Spades”.
– Ja, det ved jeg. Jeg kæmper stadig imod det.
Mener du, at Ace Of Spades er et overvurderet album?
– Formentlig. Jeg ved ikke, hvad folk føler for det. Jeg ved, at de kender sangen, men jeg er ikke sikker på, at de kender albummet. Millioner af mennesker kender sangen, men jeg tror ikke, at de alle sammen lytter til albummet.
Jeg drillede også Mikkey Dee med emnet, da jeg interviewede ham i 2002:
Visse kritikere og nogle af Motörheads fans påstår, at den tidlige version af bandet med Fast Eddie og Philthy var det klassiske Motörhead, og at den besætning var bedre end den nuværende.
– Det er fint nok, haha. Jeg har nu ikke talt med ret mange, som mener det, svarede Motörheads trummis.
Er du enig med Lemmy, som hævder, at det nye Motörhead er bedre end det gamle?
– Absolut! Ikke fordi jeg spiller i det, men for Guds skyld! Lemmy og Phil spiller begge så meget bedre, efter at jeg kom med i bandet. Jeg siger dig, hvis Philthy var blevet i bandet i bare et halvt år mere, ville der ikke have været et Motörhead i dag. For han kunne ikke spille, om så hans liv afhang af det.
At Mikkey Dee har ret, kan man konstatere ved at lytte til Philthys ”præstationer” på livealbummet No Sleep At All fra 1988. Men der var nu ingen af Motörheads medlemmer, der spillede specielt godt på det tidspunkt. Mikkey Dees indtræden i gruppen gjorde underværker. Lemmy er ikke kendt som en mand, der roser andre unødigt. Men han har indrømmet, at Dee gav Motörhead en ny energi.
– Selvfølgelig, erklærede Mikkey Dee.
– De sov, da jeg kom med i bandet! De sloges indbyrdes, og de spillede af lort. De var ingenting, der var ingen magi i gruppen. De stank! Da jeg kom med, sagde jeg min mening. Jeg sagde, at vi burde øve. Men Lemmy sagde ”Åh, jeg behøver ikke at øve mig.” Og Wurzel [daværende guitarist] og Phil gad heller ikke at øve. De drak bare og var pisseligeglade. Men jeg tvang dem i øvelokalet ved at true dem med at skride. Og de indså, hvor meget bedre vi lød efter bare en uge i øvelokalet.
Mikkey Dee forklarede mig i interviewet, at Motörhead anno 1992 var rådvilde.
– De anede ikke, hvad de skulle stille op. De var meget forvirrede over alting. De sprang fra pladeselskab til pladeselskab, og deres manager havde taget røven på dem. Siden jeg kom med, er det gået bedre og bedre for hvert år. Vi har overlevet al dramatikken. Bands forsvinder hver dag, og vi turnerer hårdere, end vi nogensinde har gjort. Og vi kommer op med meget gode albums, synes jeg.
NAZI-BESKYLDNINGER
S-runer og jernkors har været en del af den hårde rock siden dag ét. Egentlig var det tidligere amerikanske jagerpiloter, som slæbte diverse nazi-symboler og -regalier med hjem efter 2. verdenskrigs afslutning. Det gamle nazi-ragelse fik en funktion som en slags trofæer, som sejrherrerne erobrede.
Nogle af disse tidligere piloter kunne ikke indrette sig efter civil-samfundets normer. Så de dannede de første outlaw motorcykelklubber. Den mest berygtede af disse er Hells Angels, der i deres første lømmel-årtier pyntede sig med gamle nazi-symboler. Det så sejt og kraftladet ud på læderjakker og cowboyveste – især når de blev sat sammen med dødningehoveder og andre skrækindjagende ikoner.
Rock og rockere har altid hængt sammen. Og bikerkulturen har i lange stræk været umulig at skille fra rockkulturen. På tidlige koncertoptagelser med Motörhead kan man da også høre Lemmy dedikere ”Iron Horse/Born To Lose” til Hells Angels.
Allerede i 1960’erne provokerede Ron Asheton fra proto-punk/metal-gruppen The Stooges ved at optræde i nazi-uniform. Kiss og Black Sabbath brugte s-runen i deres logoer i 1970’erne. Men Motörhead gik planken ud og lod deres maskot, krigssvinet Snaggletooth, udstyre med et hagekors på en af de pigge, der rager op på dens isse. Tjek selv, hvis du er i besiddelse af originaludgaven af Motörheads debut-lp fra 1977.
Gud og hver mand ved, at Lemmy samler på våben og parafernalia fra Det Tredje Rige. Jeg udfrittede ham om denne samlermani, da jeg interviewede ham i 2006.
– Jeg har også nogle danske nazi-ting. Jeg har to Schalburg-kors og nogle emblemer for danske frivillige. En svensk SS-hat. Ingen er uskyldig, hvis du forstår, hvad jeg mener. Der var sågar briter i SS.
Hvordan får du fat i disse ting?
– Jeg modtager kataloger. Det er big business, forstår du. Jeg mener, en af Hermann Görings daggerter blev for et par måneder siden solgt for hundred tusind dollars. Det er ikke en skinhead, som har købt den til den pris, vel? Det er læger og advokater, som køber tingene.
Så du har råd til at købe ting i den prisklasse?
– Noget af det. Noget af det er ikke så dyrt.
Men du har penge nok?
– Ikke lige nu. Haha.
Er du flad?
– Ikke helt. Men jeg bruger en masse penge på det. Jeg har en stor samling.
Normalt tror folk, at mænd, som samler på våben, er voldelige.
– Jeg mener ikke, at det er sandt. Nej, jeg tror, de samler på tingene af interesse. Nogle af tingene er smukke, og andre er ikke. Jeg synes ikke, at skydevåben er smukke, men jeg synes, at sværd og daggerter kan være meget smukke. Og det er også en kunstform. De er ikke lavet til kamp, men er bare ceremonielle daggerter og sværd, som er blevet brugt til parader.
På grund af din nazi-samling er der visse mennesker, som mener, at du er nazist.
– Så har jeg virkelig dårlig nyt til dem, for jeg har to sorte veninder, og hvor nazistisk er det? Jeg har ikke en eneste racistisk knogle i hele kroppen. Jeg forstår ikke racisme, og jeg hader det, når jeg møder racisme. Så det er grunden til, at jeg ikke har dårlig samvittighed over at samle på disse ting, for jeg ved, at jeg ikke tror på det. Jeg samler kun på tingene pga. måden, som de er blevet fremstillet på. Tyskerne var fremragende håndværkere. De slemme fyre har altid de bedste uniformer. Haha. Det går igen igennem hele historien.
Så du mener, at det er en slags politisk korrekthed at hævde, at du er nazist?
– Formentlig, ja. Det siger noget om, hvor kloge de er. Politisk korrekthed er det dummeste, jeg nogensinde har hørt om i hele mit liv.
LANGHÅREDE PUNKERE
Personligt ”opdagede” jeg Motörhead i 1978. Et ungdomsblad (Vi Unge?) kørte en konkurrence. Hvem kunne finde på et dansk ord, der dækkede punk og new wave? Det kunne jeg. ”Vinylskvulp” skrev jeg på blanketten. Det fik jeg en trøstpræmie for: et eksemplar af den dobbelte kompilations-lp Catch A Wave. Pladen er i dag en eftertragtet sjældenhed. Den indeholder skæringer med Generation X, Eddie and the Hot Rods, Skrewdriver og en flom af new wave-bands såsom Blondie og Ultravox. Men stand-out tracket var ”White Line Fever” med Motörhead. Nummeret jævnede alle datidens standarden for, hvordan rockmusik skulle lyde. Selv de mest primitive punkbands lød som dengser i forhold til Motörhead. ”White Line Fever” var øreblødende brutalt.
På det tidspunkt lå heavy metal-genren underdrejet. Punken og den deraf følgende new wave (der endte med at få den danske betegnelse: ny-rock) dominerede musikscenen sammen med disco og det, der var værre.
Motörhead passede godt ind i den nye enkelhed, som punk/new wave bragte med sig. Motörhead havde mere tilfælles med punkgrupperne end med hæderkronede heavy rock-bands som Uriah Heep og Led Zeppelin, der var begyndt at ligne dinosaurer i slutningen af 1970’erne. Motörhead var med til at definere lyden af Det Nye. Og de klædte sig da heller ikke i plateau-støvler eller kassebukser som mange af de mere bedagede betonrock-stjerner.
Men Lemmy & Co.’s hår! Det var langt. Endda meget langt i forhold til punkernes strithårsfrisurer. For punkerne var langt hår synonymt med ”hippie”. Og ”hippie” var fjenden. Men Motörhead blev godkendt af punk-publikummet.
Lemmy har ofte beskrevet Motörhead som ”langhårede punkere.” Lemmy & Co. fraterniserede da også med folk som Sex Pistols. Ja, faktisk gav Lemmy sexpistolen Sid Vicious lektioner på bassen, før ondskabsfulde Sid blev puffet ind på scenen for at spille punk-schlagere som ”God Save The Queen” – en sang som Motörhead for resten indspillede en cover version af i 2000 på albummet We Are Motörhead. I sin selvbiografi White Line Fever (2002) beskriver Lemmy sit forhold til Sid Vicious og punkscenen. Med kærlighed.
Da jeg denne juliaften i 2015 har Lemmy i telefonen, spørger jeg til det med Motörhead som langhårede punkere. Lemmy liver øjeblikkelig op.
– Ja, vi har samme idealer. Samme attitude.
Jeg kommer i tanke om Sex Pistols’ slagsang om ”Anarchy In The U.K.”. Så jeg spørger ham, om han er anarkist?
– Ja, det ville jeg være, hvis man kunne stole på folk. Men det kan man jo ikke. Så jeg kan ikke rigtig være anarkist, haha.
Da jeg interviewede Lemmy i 2006 borede jeg i det med de politiske synspunkter. Jeg spurgte:
Hvor hører du til politisk? Er du højre- eller venstreorienteret?
– Jeg hader alle politikere. For så snart de kommer med i regeringen, bliver de regeringen. Og så laver de ged i alt. Altid. Det kan man altid regne med. Alle politikere er røvhuller. De er politikere, fordi de ønsker at være politikere. Kan du forestille dig, hvilken type person man må være for at ønske at blive politiker?
Det kræver noget … brutalitet, måske?
– Ja, brutalitet og ligegyldighed over for andre mennesker. Og det hjælper at have en god advokat.
Ligesom Bill Clinton?
– Især ligesom George Bush. Bill Clinton er at foretrække frem for Bush. I det mindste blev Clinton naglet til korset pga. et blowjob. Man kan ikke forestille sig George Bush få et blowjob, kan man? Så langt rækker min fantasi i hvert fald ikke.
Er du pacifist?
– Det er jeg formentlig. Dybt nede er jeg anarkist, men man kan ikke stole på andre mennesker, vel?
ROCKEN ER DEN SANDE RELIGION
”(Don’t Need) Religion” hed en af sangene på Motörheads klassiske album Iron Fist (1982). Det var hverken første eller sidste gang, Lemmy langede ud efter religion. Og dog har Lemmy ved flere lejligheder hyldet rock ’n’ roll som en religion. På livealbummet No Sleep At All messede han: ”Rock ’n’ roll is the only religion that will never let you down.” Og på The Wörld Is Yours (2010) sang Lemmy: ”Rock ’n’ roll music is the true religion.” Kort sagt: rockmusikken har særstatus i Lemmys verden.
Da jeg har Motörhead-sangeren i røret her i juli 2015, spørger jeg ind til det med rockreligionen. Det er ikke de store dybsindigheder, Lemmy kan fristes til at diske op med i den anledning. Han kender bare ikke til eksempler på, at rocken har lovet folk noget, som den ikke har holdt. Derimod ender religion, hvad enten det handler om at dyrke Gud eller fanden, altid med at tage røven på folk. Længere er den ikke. Ifølge Lemmy.
Hvad synes du om rockmusikkens tilstand lige nu?
– Jeg mener, det er på tide med en forandring. Tiden trænger til et nyt Sex Pistols.
Hvad er der i vejen med rockmusikken i dag?
– Pladeselskaberne skriver ikke kontrakt med rockbands længere. De signer kun boy bands, ikke sandt? Men pladeselskaberne vil dø inden for de næste ti år om alle omstændigheder. Men det er lige meget, for rockmusikken vil overleve. Den opretholder sig selv.
Hvordan?
– Gode sange vil altid finde et publikum. Håber jeg.
Er du enig med Gene Simmons fra Kiss, når han påstår, at rockmusikken er død?
– Nej. Og jeg er ikke enig med Gene Simmons om noget som helst, haha.
Er alt blevet sagt med rock ’n’ roll? Eller er det stadig muligt at skrive gode og originale rocksange i dag?
– Hvorfor ikke? Der er stadig mange, der er interesseret i Motörhead. Jeg har skrevet et utal af rock ’n’ roll-sange. Så den er ikke død, vel?
Men nogen hævder, at rocken er død.
– Jeg er ligeglad med, hvad de mener. Rocken kommer snart og bider dem i røven, haha. Og så vil de sige, at de altid har været vilde med rock, haha.
Jeg husker engang, at du protesterede, når folk kaldte Motörhead for heavy metal.
– Det gør jeg stadig.
Okay, så du foretrækker at Motörhead bliver kaldt et rock ’n’ roll-band?
– Ja.
Men jeg husker at have set Motörhead på turné sammen med Manowar og Dio, to bands, som er arketypisk heavy metal.
– Men det betyder vel ikke, at vi er heavy metal, vel?
Nej. Men føler du dig malplaceret, når Motörhead spiller sammen med heavy metal-bands?
– Nej. Jeg føler mig aldrig malplaceret. Backstage kommer folk over og siger hej. Det er okay, det er lige meget, hvilken genre folk spiller. Og det er pisseligemeget, hvad pressen siger.
Åh. Hvad er den store forskel mellem heavy metal og rock ’n’ roll?
– I heavy metal slår man kun nedad på strengene. I rock ’n’ roll slår man både opad og nedad på strengene, haha.
IKKE BANGE FOR AT DØ
Bad Magic er et album, som er indspillet med en 69-årig mand som omdrejningspunkt.
Hvis du kigger tilbage på dit liv. Hvordan har det vestlige samfund så udviklet sig?
– Måden, som det vestlige samfund har udviklet sig på, er, at alle vil have flere penge.
Er samfundet blevet bedre eller værre? Er der sket fremskridt?
– Nej, det bliver aldrig bedre.
Statistikken fortæller jo, at de rige bliver rigere, og at de fattige bliver fattigere. Hvad mener du om det?
– Sådan har det jo altid været. Intet har ændret sig.
Jeg spørger ham, om man mener, at militant islam er en seriøs trussel mod Vesten. Men Lemmy virker ikke specielt bange for islamismen. Det er i hans optik mest noget, der foregår i Syrien og Irak.
– Men jeg er pisseligeglad. Jeg fylder 70 i år.
Tror du på, at der er en chance for at opnå verdensfred?
– Nej. Menneskeheden er skabt til at kæmpe indbyrdes.
Hvordan?
– Det er jo det, vi er bedst til. Vi har bekæmpet hinanden lige siden stenalderen. Man slog hinanden oven i hovedet med sten. Vi har gjort det altid. Så hvorfor skulle vi stoppe nu?
Men der har jo været politikere, som har forsøgt at stifte fred. Som fx Jimmy Carter.
– Men det var jo kun ham, ikke sandt? Det handler altid om: hvis du trænger ind på mit territorium, skyder jeg nosserne af dig! Det er jo ikke politik, der er hjemme-scanning eller, hvad man nu vil kalde det.
Du har haft nogle helbredsproblemer her på det sidste. Har det påvirket det nye album?
– Nej. Jeg har fået det bedre.
Føler du dig lige så stærk musikalsk nu, som du var i din ungdom?
– Musikalsk ja, men ikke fysisk. Jeg har været nede og vende. Jeg bryder mig ikke om at vågne op på et hospital. Og det har jeg gjort to gange nu.
Bad Magic er et stærkt album. Der er fuld knald på. Det er ikke tøsemusik. Det er ikke wimpet.
– Tak. Mange tak. Der kommer flere albums i den stil, du kan være helt rolig.
Så Bad Magic bliver ikke det sidste Motörhead-album?
– Nej, det gør ikke.
Nu du taler om at vågne op på hospitalet. Hvad er dit syn på døden?
– Aner det ikke. Det må jeg jo finde ud af, når det sker. Men jeg kan vente, haha.
Er du bange for at dø?
– Nej, er du?
Øh … ja, det tror jeg faktisk, jeg er.
– Men det skal nok komme for dig. Det betyder jo ikke noget, for man skal jo dø om alle omstændigheder.
Hvad tror du, der er på den anden side? Er der et liv efter døden?
– Jeg aner det ikke. Det finder jeg ud af. Og jeg kan vente, haha.
Er du ateist eller agnostiker?
– Agnostiker. Hvis jeg overhovedet er noget.
Hvorfor vil du ikke kalde dig selv for ateist?
– Hvorfor skulle jeg? For jeg ved det jo ikke. Jeg er ikke sikker på noget som helst. Hver gang man er sikker på noget, så sker der noget, der sparker en i røven.
Hvad tror du, at fremtiden har i vente for Motörhead?
– Alderdom og død, haha.
Men du sagde, at Bad Magic ikke ville blive jeres sidste album.
– Ja, det gjorde jeg. Men jeg sagde ikke, at vi ville dø i morgen.