Den skotske bassist døde søndag. Han efterlader sig nogle af metallens mest klassiske album
Af Lars Schmidt
Dødens engel kræver sine ofre inden for musikindustrien i disse måneder. Det er helt grotesk så travlt, manden med leen har. Seneste offer blev den skotske heavybassist Jimmy Bain, som i en alder af 68 år døde.
Og det er et tab, der bør begrædes af alle med blot den mindste kærlighed for hård rock.
For Jimmy Bain – eller James Stewart Bain, som han blev døbt – har leveret de dybe toner på to af den hårde rocks absolut mest vigtige plader: I 1976 på Rainbows stilskabende klassiker ’Rising’ og i 1983 på Dios ’Holy Diver’.
Timingen er nærmest brutal.
19. februar i år udkommer nemlig det, der skulle give den oprindelige Dio-lineup et brag af et comeback, bandet Last In Lines debutalbum ’Heavy Crown’, med dertilhørende tour. Sammen med Vivian Campbell og Vinnie Appice og sanger Andrew Freeman havde Jimmy Bain begået et album, der sine steder ramte den samme vitalitet som Dios to første album. Lidt af en bedrift i disse dage. Metalized anmelder selvfølgelig albummet i det næste nummer.
På nuværende tidspunkt kendes dødsårsagen ikke, men det har været en offentlig hemmelighed, at Jimmy Bain lige som andre afdøde rock’n’roll-bassister ikke har sparet sig selv med hensyn til druk og stoffer. Her tænkes specifikt på Lemmy og Thin Lizzys Phil Lynott, der døde for 30 år siden netop som følge af et overdrevet stofmisbrug. Bain og Lynott var på mange måder ’partners in crime’.
Samarbejde med Phil Lynott
For netop Phil Lynott var en person, som Jimmy Bain havde et tæt samarbejde med i flere sammenhænge. Bain var med til at skrive og spille numre på det, der regnes for Thin Lizzys bedste studioalbum, ’Black Rose – A Rock Legend’ fra 1979. Her skrev han og spillede med på ”With Love”.
I samme periode medvirkede Jimmy Bain som musiker – både på bas og keyboards – og som sangskriver på Lynotts to soloalbum, ’Solo In Soho’ (1980) og ’The Philip Lynott Album’ (1982). Bain var blandt andet med til at skrive ’Old Town’ på sidstnævnte. Et nummer, som blev et mindre hit.
Da Thin Lizzys skotske guitarist i de klassiske år fra 1974-78, Brian Robertson, endegyldigt blev smidt ud af bandet efter for meget uro og ballade, ’overtog’ Jimmy Bain ham. Sammen formede de nemlig Wild Horses, der udgav to oversete, men fremragende albums, ’Wild Horses’ (1980) og perlen ’Stand Your Ground’ (1981). Med Bain som en ikke helt ringe vokalist.
Med i Wild Horses var blandt andre Neil Carter, som Gary Moore siden fik glæde af, og senere – som afløser for Robertson, der tog en tur til funny farmen i Motörhead – Laurence Archer, som senere blev skrivemakker med Phil Lynott i dennes post-Thin Lizzy orkester, Grand Slam. I 1981 indspillede Bain ’Dirty Fingers’ med Gary Moore, et album, der først udkom tre år senere. Og kun i Japan til at starte med.
Dio og Bain
Jimmy Bain gjorde dog først og fremmest sine hoser grønne ved at være the keeper of the low end i rytmesektionen sammen med Cozy Powell i den i særklasse mest betydningsfulde konstellation af Ritchie Blackmore’s Rainbow, den, der i 1976 gav verden ’Rising’ og året efter den legende og undervurderede ’On Stage’.
Det var her, han lærte sanger Ronnie James Dio at kende. Et møde, der siden skulle få stor betydning for Bail selv – og for metallen. For da Dio skrev fra Black Sabbath efter ’Mob Rules’, tog han trommeslager Vinnie Appice med sig og ringede til Bain. Sammen prøvede de guitarister af, og da den unge, irske komet, Vivian Campbell, kom til audition, tog han trioen med storm. Og der blev skrevet metalhistorie – ikke mindst på ’Holy Diver’ (1983) og ’The Last In Line’ (1984). ’Sacred Heart’ (1985) og ’Dream Evil’ (1987) var bestemt heller ikke at kimse ad. I det hele taget lykkedes det Bain at være med på de mest betydningsfulde Dio-skiver – således også den megatunge ’Magica’ (2000). Med på smutteren ’Killing The Dragon’ (2002) var han dog også.
De færreste ved, at Jimmy Bain var noget så tæt på at få tyske Scorpions’ helt store verdensgennembrud med på sit CV. Han indspillede faktisk bassporet til hele ’Love At First Sting’ (1984). Han blev inviteret med som fast mand, men bandets management ønskede en ren tysk besætning, og Bains basspor blev slettet og erstattet med baslinjer fra den originale Scorps-bassist, Francis Buchholz.
Det, som den plekterspillende bassist Jimmy Bain var noget så dygtig til, var at spille simpelt, enkelt, møgtung og enormt energiladet. Og så kunne han skrive sange.
I årene efter Dio hørte man ikke meget til Jimmy Bain. Last In Line skulle have ændret på dét faktum. Desværre er Bain nok ikke den sidste i rækken af rockhelte og –ikoner, manden med leen kommer til at tage sig af i disse år.
Æret være Jimmy Bains minde.
