PARKWAY DRIVE/ARCHITECTS/THY ART IS MURDER
Store Vega, København
28.01.2016
Af Trine Sebæk Madsen
Denne aften var der lagt op til et metalcore brag i Store Vega, der må have givet genlyd hos naboerne flere timer efter koncerten sluttede. Vega havde timer inden koncertstart meldt ud på Facebook, at folk skulle komme i god tid, hvis de ville nå at se første opvarmningsband Thy Art is Murder. Dette skyldtes ifølge opslaget obligatorisk ”visitering” af alle koncertgæster, og tanken blev hurtigt ledet hen på Eagles of Death Metal og Paris. Knuden i maven fortog sig dog hurtigt, så snart man var kommet indendøre. Folk var allerede ved 19-tiden mødt talstærkt op på trods af, at der ikke var meldt udsolgt. Især 9. klasses-hovederne med hue, handsker uden fingre og mellemlangt hår samt svenskerne fyldte lokalet med deres grin og frustrationer over Vegas evigt forvirrende trappelabyrinter. Vega bød dog også på en del andet denne aften foruden fulde svenskere og flad Carlsberg Classic til 60 kr. Parkway Drive havde taget deres landsfæller Thy Art Is Murder med fra Australien, og der kunne næppe have været et bedre bud på et ultimativt opvarmningsband. Publikum var med bandet lige fra start, skreg og dannede gerne moshpits på bandets utallige opfordringer. En fyr i kørestol satte tempoet for cirkelløbet, og den næstekærlighed og beskyttelse metalfans ofte viser for hinanden i moshsituationer, fremstod her aldeles intakt. Nok var der mosh, men der var stadig plads til alle, og det var eksemplarisk. Det er sjældent, at et opvarmningsband får sat så meget gang i publikum, men det var altså tilfældet her. Folk begræd næsten, at bandet måtte erkende, at de ikke havde flere numre oppe i ærmerne, og dermed måtte de forlade scenen, mens energien i salen netop var nået sit højeste. Snart efter tog engelske Architects over med tyk Brighton-dialekt. Folk reagerede ikke rigtigt på alle fraserne i mellem numrene, der også mest af alt virkede som noget, der bare skulle lires af inden næste nummer i rækken. Derefter var der også knald på bandets optræden, hvor skrig og mere clean sang blandede sig i et underligt miskmask med instrumenterne, der ikke kunne skelnes fra hinanden. Udtrykket var mere rodet end fuldendt, og man kunne ikke lade være med at stå tilbage med følelsen af, at man var blevet snydt for noget. Sam Carter gjorde sit for at råbe publikum op og få sin energi og vrede ud over scenekanten, men lykkes aldrig rigtigt for ham. Enkelte gange var der små glimt af forventning at spore i folks øjne, når Carters Jared Leto-agtige toner stod helt klart frem i lydinfernoet. Det druknede dog straks efter i uhensigtmæssig smadder fra højtalere og instrumenter, og hvad der var med vilje og rent tilfælde blev pludseligt et tvivlsspørgsmål. Den efterfølgende ølpause var passende lang, og ørerne fik et tiltrængt hvil i barerne, der var godt besøgt denne aften. Dette kunne også godt uddrages ud fra gulvet, der i de sene aftentimer havde suget et tykt, klistret overfladelag til sig, og ofte gjorde folk i tvivl om, hvor vidt de var groet fast til gulvet eller ej. Så kom hovednavnet, der blev klappet og hujet ind på scenen. Winston McCall havde til lejligheden affarvet sit hår i en spøjs gulig tone, der i første omgang satte spørgsmålstegn ved hans identitet. Vokalen var dog ikke til at tage fejl af, og det var entusiasmen heller ikke. Det var tydeligt at se, at bandet var glade for at være tilbage og denne gang for at præsentere deres seneste udspil IRE, der indeholder et markant genreskift sammenlignet med forrige skiver. De tidligere udgivelser har indeholdt den klassiske metalcore formular: klassiske breakdowns, skrig og riffs, der kan spejles i punkskabeloner. Med IRE har bandet taget et stort skridt hen imod metallen i stedet. Ikke desto mindre virker bandets opskrift, for salen var decideret proppet til bristepunktet med mennesker denne aften, og selv folk bagerst i salen headbangede og skreg på mere lige til det sidste. Energiudladningen var decideret berusende, men alligevel kunne man have tænkt sig bedre lydforhold. Bandet kom nemlig ikke helt til sin ret, og koncerten var ikke helt på højde med den de eksempelvis gav på COPENHELLs Helviti-scene i 2013. Nuvel, at kræve at Vega flår taget af bygningen, er måske at gå til ekstremer. Ikke desto mindre lykkes det på udmærket vis for Parkway Drive denne torsdagaften i januar, og bandet kunne uden tvivl have fortsat i flere timer uden, nogen ville hjem. Hjem måtte de dog, og således sluttede de showet og forlod publikum en smule uforløste, men med højt humør. ”Good night, Copenhagen. See ya soon”.