AC/DC JAM + GOD’S FAVORITES
VIFTEN, RØDOVRE
04.03.2016
Foto og tekst: Thomas Thomsen
Fejet af banen af et kopiband. Den vanvittige tanke strejfede mig fredag aften på Vestegnen, da jeg tænkte tilbage på hvordan den ægte vare præsterede i sommers i Roskilde. Nogen vil måske anklage mig for, at have samme dømmekraft som AGF har det om mesterskabsdrømme efter en premieresejr. Døm selv.
GOD’S FAVORITES
AC/DC Jam havde inviteret opkomlingene fra God’s Favorites med til at sparke deres afskedskoncert i gang.
Hvis du kom og troede, at du ville opleve et millimeter præcist plagiat af de originale drenge fra det oprindeligt kopunkende Disneyland After Dark. Ja, så var du gået forkert i byen.
Nuvel numrene var de samme som udplukket fra en greatest hits koncert, men så stoppede ligheden også der. Ja, det skulle da lige være for den geniale finte, at forsanger Thomas Jakobsen til lejligheden havde fået påsat ekstra brystvorter ned af maven. På samme måde som det gør sig gældende på Stig Pedersens velplejede mave i musikvideon til Reconstrucdead.
For spillemæssigt nåede de langt fra Jesper Binzer og co. til sokkeholderne. Men hvis du var til fadøl og fest var det sådan set også underordnet. Og det var det publikum havde brug for. Vi skal bare fest, farver og ballade. Og det fik de.
Drengene som kun har spillet sammen i den tid det tager at lave en pulled pork burger fra bunden, serverede den fest de havde planlagt og som publikum ønskede.
Det her skal være sjovt og ikke nødvendigvis en tro kopi af de originale, som de udtrykte det efter showet. Vi spiller for at have en fest og give publikum en fest. Og fest virkede det til, at publikum havde. For der var masser af klapsalver og sing a long på numre som Bad Craziness, I Want What She Got og Sleeping My Day Away.
Med fest, ballade og masser af Bad Craziness bar de showet igennem foran et begejstret publikum.
AC/DC JAM
Angus, Angus, Angus… Ja, sådan plejer det normalt at lyde når de Australske verdensstjerner indtager scenen. Men der var ikke skyggen af Angus i luften, eller for den sags skyld Brian Johnson eller Bon Scott. Heller ikke flere tusinde tilskuere med røde djævlehorn i panden.
Der var 4 voksne drenge med de borgelige navne Lasse, Steen, Rune og Jesper. Og så lige 700 tilskuere i Viften. De røde lamper var tændt. Lommetørklæderne var fundet frem. Klar til at tørre tårerne væk når det hele var slut. For det var deres afskedskoncert. Ja, det da lige med undtagelse af et allersidste job på Bornholm som var booket før beslutningen om skilsmissen blevet truffet efter 25 års ægteskab.
Hvis man troede at man lige så godt kunne smide en skive i CD-afspilleren og dreje volumenknappen helt i bund så tog man grueligt fejl. For de her drenge sparkede så meget røv, at taget i Viften flere gange var ved at løsrive sig og flyve op til Bon Scott.
2 ½ times rock ’n’ roll stod på menuen. Serveret med en professionalisme jeg sjældent har set et kopiband levere. Det her var ikke bare et garageband som ramte ved siden af tonerne som en blind spiller dart. Det sad lige i skabet. Hele vejen igennem.
Numrene havde sit primære afsæt i det gamle materiale fra Bon Scott tiden. Det kan godt ske nogen vil høre Thunderstruck eller andre nye numre. Men vi spiller det vi kan lide og synes bedst om. Sådan lød det fra de kvartetten få timer før den allersidste dans.
En betragtning af band og publikum kunne ikke tage fejl. Der var gensidig tilfredsstillelse og begejstring. Smil på læben. Glimt i øjet. Og bare en stemning der var episk.
Forsanger og guitarist Lasse Pehrson præsterede en vokal som sagtens kunne måle sig med den Brian Johnson har tilbage.
Trommeslager Jesper Pehrson sad der bag tønderne og fik det hele til at se legende let ud. Med præcision i slagene sad spillet lige i skabet.
Bassist Rune Larsen var garant for en sprød og delikat bas som blev leveret med ydmyghed og havde rette plads i det samlede lydbillede.
Guitarist Sten Hansen så stort på skoleuniform og hoppende dansetrin. Strengelegen var i højsædet og fandt vej til øregangene med en indlevende koncentration og skarphed.
Kvaliteten i lydbilledet var enorm. Og tanken om at de her drenge – hvis du lukkede øjnene og bare lyttede til musikken – kunne forveksles med den originale besætning var ikke fjern.
Tanken strejfede mig. Kunne kopivaren feje det originale band af banen? Hvis man sammenlignede med den præstation der blev leveret i sommers i Roskilde ville det ikke være utænkeligt.
”Om lidt bli’r her stille”. Stilheden ramte Viften som eftervirkningerne af leg med T.N.T. AC/DC Jam er historie. Tilført et nyt kapitel som afslutning. Og hvilken en.
”For Those About To Rock – We Salute You”.
Tak for alt AC/DC Jam.
Og hvis I føler for et comeback skal I ikke holde jer tilbage. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke står alene tilbage med den tanke.
Setlist AC/DC JAM
Rock ‘N’ Roll Damnation
Hell Ain’t a Bad Place to Be
Back In Black
Riff Raff
Bad Boy Boogie
Nightprowler
Girls
The Jack
Problem Child
Shot Down
Touch
Live Wire
Rosie
Hells Bells
Jailbreak
T.N.T.
Shoot To Thrill
High Voltage
Up To My Neck
Shook Me
Ekstra:
Highway To Hell
Let There Be Rock
Setlist God’s Favorites
Jihad
Call Of The Wild
Bad Craziness
Everything Glows
Isn’t That Wild
I Want What She Got
Reconstrucdead
Monster Philosophy
Sleeping My Day Away
I Won’t Cut My Hair
