En af historiens internationalt største danske rockstjerner, Mike Tramp, turnerer i et lille setup med trioen Lucer. Reportage fra en anekdotefyldt og musikalsk yderst vellykket aften i kulturhuset Brønden i Brøndby Strand
Af Lars Schmidt
Bruger man ordet ”rockmusik” i samme sætning som ordet ”Danmark”, ender sætningen som regel med ”… og jeg forstår det bare ikke”.
Således også, når talen falder på den tidligere Mabel-, White Lion- og Freak Of Nature-frontmand, Mike Tramp. Manden har i sine 55 leveår prøvet mere end de fleste, har leveret flere hits, solgt flere plader, spillet større og vildere venues end de fleste på disse breddegrader.
Alligevel opnår manden, der i dag optræder med et sparsomt setup, som viser styrken af hans sangskrivning, aldrig nogensinde behørig anerkendelse hos det danske parnas: på den ene side den bedrevidende elite, der fodrer os med Seebach og X-Factor, og på den anden side den (inde)lukkede kreds, som styrer de danske sommerfestivaler. Og man forstår det bare ikke.
Mike Tramp burde være selvskrevet i den danske rock-kanon. Han burde være selvskrevet på de store scener, og han burde bæres i guldstol hele vejen til banken.
Men det kommer aldrig til at ske. Han vil vente forevigt. Uanset, hvor meget den lille fighter giver alt, hvad han har i sig, uanset at han aldrig giver op, så synes Janteloven at have sat sit ubønhørlige stempel på rockdrengen fra Vesterbro.
Så skulle man jo tro, at Mike Tramp er endt op som en bitter, indebrændt mand. Og ja, han har været der. Men er kommet videre, for det handler om én ting: At spille musik og fortælle historier.
Og dem er der masser af, historierne. Både i sangene og i alle de anekdoter, som er blevet en mere og mere vigtig del af Tramps live-setup.
Gensyn med Brøndby Strand
Lørdag aften vendte Tramp efter 38 år tilbage til Brøndby Strand. Sidst, han var her, var med Mabel, og bandet var nærmest blevet stenet ud af Brøndby Strand.
Tramp anno 2016 trak også fulde huse – denne gang i det fine kulturhus Brønden. Tre timer med rock, anekdoter, gåsehud og masser af grin og syngen med.
For ja, Tramp har lagt bitterheden bag sig. Den er afløst af en naturlig lyst til at fortælle – og ikke uden selvironi – at efterlade det, som er et blevet et trofast publikum med masser af gengangere, med masser af smil på læben. Og det med stor og varm naturlighed.
Med sig havde han den nye, hypede danske trio, Lucer. En flok unge gutter i starten af tyverne, som koncerten igennem er fokus for en del yderst kærlige drillerier fra ham den gamle, kloge fyr midt på scenen.
Mike Tramp viser, at han kan kunsten at snakke langt og meget uden, at koncerten mister energi og intensitet. Og det er ikke mindst, fordi det, som vi først og fremmest kommer efter, musikken, er helt i orden.
Nyt og gammelt side om side
Seks sange fra hans seneste og fortjent meget roste album, Nomad, har fundet plads i sættet og viser tydeligt, at Tramp under ingen omstændigheder har glemt kunsten at skrive gode sange med alt, hvad det indebærer af fine riffs, energi, melodi og tekster skrevet med hjerteblod. Disse seks sange stod utroligt stærkt og meget fint i selskab med lige så mange fra tiden med White Lion og en håndfuld fra den resterende del af Tramps solokarriere.
Manden selv står midt på scenen med en akustisk guitar, mens Lucer-drengene er fuldt elektriske. Det, som er den svære kunst med et stort og spredt bagkatalog som Tramps er at skabe en rød tråd. Men den røde tråd er sangskrivningen og melodierne. Og her står White Lion-hittene meget fint i nedtonede om omarrangerede versioner side om side med de ligeledes stærke sange især fra de seneste år.
Tre numre stod fornemt ud i al deres halvakustiske nøgenhed. ”Broken Heart”, ”Hungry” og ”Little Fighter”. Tre af de største White Lion-hits fra firserne, som i nye versioner passer helt ekceptionelt godt ind i det udtryk, der i dag er Mike Tramps.
”Give It All You Got” fra Nomad når de tres niveau, og det gør også et nummer som ”Trust In Yourself” fra Museum. Lige som ”Cobblestone Street”.
Alle numrene krydret med historier, anekdoter og betragtninger, oftest leveret med et halvflabet og selvironisk glimt i øjet.
Andet sæt blev indledt med en humoristisk anekdote om, hvordan Mike Tramp formentlig er det eneste menneske i verden, der har fået Ronnie James Dio til at synge falsk. En anekdote, som introducerede den dybe og gåsehudsfremkaldende Dio-hyldest ”Hymn For Ronnie”.
Hyldest var der også til slut i koncerten, hvor der blev sendt behørige hilsner opad til Phil Lynott og Thin Lizzy. Først på ”More To Life”, hvis midtersektion var en fin udgave af ”The Sun Goes Down”, og til slut ekstranummeret, der ikke overraskende blendede yderst fornemt ind i det øvrige sæt: Thin Lizzys ”Southbound”.
Og lige så snart loftlyset i salen blev tændt, var Mike Tramp i gang med at sælge merchandise nedenfor scenen i kulturhuset i Brøndby Strand – tusindvis af fysiske og mentale kilometer fra Madison Square Garden.
Det spillede Mike Tramp:
Sæt 1:
Stay
Who Can You Believe
Tell Me
High Like a Mountain
Broken Heart
Wait Till Forever
Hungry
Cobblestone Street
Trust In Yourself
Something Original (Lucer uden Tramp)
Sæt 2:
Hymn For Ronnie
Cry For Freedom
Little Fighter
Better Off
Revolution
Counting The Hours
When The Children Cry
Give It All You Got
More To Life/The Sun Goes Down
Southbound (ekstra)