TesseracT + The Contortionist
Pumpehuset, København
03.03.16
Tekst & foto: Lennart Bach
Med ild i vingerne
The Contortionist
5
Det var med forventningerne skruet helt i vejret, jeg havde set frem til The Contortionists koncert, som opvarmning, for britiske TesseracT. Det var historien om den velkendte fugl, der kun flyver højere og højere. The Contortionist udsendte den helt fantastiske Language i 2014. Et album der også viser bandet fra en mindre bidsk side, end man har mødt dem på deres foregående hårdt djent’ende og explosive greb på den nye progressive metal. Det tekniske niveau er uhyre højt og der eksperimenteres gerne med kompositioner og matematiske formler. Siden pladens udgivelse i 2014 har den fået lov til at modne sig og er nu blandt mine favoritter. Ja, jeg havde virkelig glædet mig til at se The Contortionist på denne torsdag aften. Med bandets kun ganske få besøg i Danmark, var forventningerne også til at spore i publikum. Det seks mand store band fyldte godt ud på den minimale scene, som Pumpehuset kan præstere. En udemærket start med de to numre, hentet fra seneste opus. “Language I: Intiuition” og “Language II: Conspire,” hvor bandets medlemmer var noget nær umulige at skelne mellem hinanden i røgen fra røgmaskinen og det blå og røde lys, der badede hele scenen. Egentlig gjorde det ikke den store forskel, for der var, for The Contortionist, alligevel lidt for højt op på Pumpehusets scene og bandet kom aldrig ud over scenekanten. En skam. Publikum tog i dén grad imod bandet, der forholdte sig fuldstændig anonyme under hele det korte sæt. Hovedvægten lå på materialet fra seneste udgivelse, dog med et par afstikkere i bagkataloget. Forsanger, Michael Lessard, trancede rundt på scenen og lod til kun at sanse sine egne lukkede øjne. Bevares. Med et musikalsk niveau, som med The Contortionist, må det forventes at det kræver en vis koncentration fra bandet at spille musikken live. Som tilskuer lignede bandet mere et efterskoleband, der spillede deres første koncert og man måtte blot se til mens vingerne brændte helt ud og publikum mistede interessen for et meget anonymt og indadvendt band.
Når festen bliver for programmeret.
TesseracT
7
Det var jo lille fredag og publikum var altså kommet for at få en fest. Og til en rigtig fest, hører sig rigelige mængder alkohol. Derfor var der hurtigt plads foran den lille scene, mens bandet pakkede deres gear sammen og der blev gjort klar til TesseracT og publikum kastede sig over baren. En lille fordel for de af os, der måler et stykke under gennemsnitshøjden for en dansk djen’t-fan denne aften. Scenen i Pumpehuset er relativt lav og publikums gennemsnitslig højde, omkring de 180 cm, gjorde det til lidt af en udfordring for nogle af os at følge ret meget med på scenen, medmindre man står lige foran den.
Med et brag blev koncerten skudt igang på et langt højere niveau end det foregående, og en tydeligt tændt Daniel Tompkins tilbage i front for det britiske band. To skarpe skud fra den seneste plade Polaris, fik det feststemte publikum hurtigt tilbage foran scenen og gjorde alle bekymringer om lyden til skamme. Der havde været lidt sammenmudret og hul under The Contortionist. Det blev hurtigt gjort tydeligt at Tompkins er en formidabel sanger og klæder bandet bedre end den tidligere Ashe O’Hara, der dog gør det udemærket på Altered State fra 2013. Så har Tompkins taget sig kærligt at numrene fra denne plade i liveregi. Hos publikum vakte de følgende numre, “Of Matter – Proxy” og “Of Matter – Retrospect,” tydelig begejstring, men der var ingen tvivl om at Tompkins styrke ligger i numrene fra One fra 2011, hvor han også var forsanger i TesseracT.
Publikum tog grådigt imod hele sætlisten, der var en god blanding af ældre og nyere materiale og særligt på numrene hentet fra One og Altered State vakte lykke og masser af fællessang. Det var næsten så man glemte at langt det meste af TesseracTs musik er så planlagt ned til mindste detalje, med et gennemgående back-track, der tager lidt af livefølelsen ud af helhedspolevelsen. Var det med publikums hjælp at bandet gjorde opvarmningsbandet til skamme, både hvad angår energien og fremførelsen af musikken. Bandet er enormt teknisk dygtige, hvilket bassist Amos Williams, med sine Flea-agtige slapping teknik er et ganske godt bevis på. Hele bandet var klare og tydelige i lydbilledet, selvom bassen, til tider, fik lige lovligt meget rum således at Ace Kahneys guitarfigurer helt forsvandt i de komplekse djent-rytmer fra Amos Williams, Jay Postones og James Montheith.
Til at binde numrene sammen, under hele koncerten, havde bandet programmeret nogle stemningsgivende soundscapes, der, langt hen ad vejen, også fungerede rigtig godt og fastholdt det fest-stemte publikums opmærksomhed. Men som også blev koncertens svaghed. Når musikken er så stramt for-programmeret, bliver der ikke meget plads tilbage til ret meget andet end et par kommentarer fra en tydelig glad og tændt Tompkins, der lovede at komme tilbage næste år og måske også med en ny plade.
Det er dejligt at se et tændt band på scenen og et fyldt Pumpehus tage godt imod de to, hyperkomplekse bands og det sender et vink med en vognstang til danske koncertarrangører om at der sker en masse spændende ting på den nyere metalscene og at der også i Danmark er et kræsent publikum, der sagtens kan holde en fest i 7/4 på en torsdag aften.