Den tidligere Hanoi Rocks-sanger Michael Monroe befinder sig på sin karrieres toppunkt. Koncerten på High Voltage fredag nat vil gå over i historien som et af de bedste hårdrock-shows på dansk grund. Nogensinde.
MICHAEL MONROE
HIGH VOLTAGE, KØBENHAVN
11.03.16
Af Peter Béliath
Fotos: john-son
Klichéerne hober sig op i hjernen her dagen derpå. For det var i nat, at Michael Monroe blæste et tæt pakket High Voltage langt ind i rockfurorens fjerneste stjernetåge.
På vej hjem i metroen passerede mit koncertliv revy. Vilde flashbacks til højdepunkter som Metallicas vanvittige optræden i Saga den 11. december 1984. Eller showet, da Thin Lizzy på deres afskedsturné lagde Scandinavium, Göteborg ned den 29. april 1983. Eller Morbid Angels verdensomstyrtende ritual på Copenhell den 18. juni 2011. Mega oplevelser, alle som en. Men var de større end det, jeg oplevede i nat på High Voltage?
Michael Monroe og hans band spiller rock ’n’ roll af den slags, som ofte får klistret etiketter som ”glam” og ”sleaze” på sig. Den slags havde sine gyldne dage i 1970’erne og 1980’erne. Og det kan let udvikle sig til klæbrig nostalgi. En parade af gamle mænd, som bekræfter hinanden i, at ALT var meget bedre i gamle dage – dengang vi stadig havde hår, og da nittebæltet stadig kunne nå rundt om livet på os.
Men selvom Michael Monroe netop tager ”de gode, gamle dage” op i sange som ”’78” og ”Hammersmith Palais” (begge på sætlisten!), så tillod den 52-årige finne aldrig, at publikum eller hans elektrisk knitrende backingband faldt hen i drømmerier med øjne i nakken og bagstræberiske skvulp med ølvommen.
Der var ligefrem mødt fans op, som var yngre end mig. En af dem havde sågar hår nok til at lave en tårnhøj hanekam! Det er sikkert overflødigt at nævne det, men der blev moslet igennem foran scenekanten. Og der blev kastet horn i kvanta, der kunne matche en hel gedefarm i brunsttiden.
De af os, der aldrig fik set Michael Monroe i Hanoi Rocks eller i Demolition 23 kan ånde lettet op. For det, den blonde Monroe og hans ravnsort-hårede håndlagere leverede i nat, kunne sagtens leve op til disse legender. Alt andet ville være naturstridigt.
Michael Monroe holdt stram eksercits. Der er ikke et gram fedt på den mands krop. Hans fedtforbrænding er i top. Og hvis hans habitus off stage ligner den, han demonstrerer på scenen, så forstår man hvorfor. Stod Michael Monroe overhovedet stille under koncerten? Kun i meget få øjeblikke, når han lige skiftede kasket. Ellers sprang han elegant rundt på den minimale scene.
High Voltage-scenens lidenhed begrænsede ikke Monroes aktionsradius. Nej, han sprang rundt på gulvet, klatrede på væggene, svang sig i lysrigningen og sang stående på bardisken. Uden at miste pusten.
Det var positiv rockenergi i mængder, der seriøst var ved at få taget til at lette på High Voltage, hvor en blanding af sved og begejstring løb ned ad væggene. Kun én gang knurrede Monroe. Man skal ikke rage den åleslanke rockstjerne på røven. Med mindre han beder om det. Guitaristen Steve Conte snerrede også, at han ville have sine boller i fred. Jo, den kvindelige del af publikum var kåde.
Michael Monroe snakker ikke over sig på scenen. Men han nåede da lige at nævne, at han havde verdens bedste band. Ingen blandt publikum modsagde ham. Bandet var: Karl Rockfist, der spiller de sejeste Bam Bam-trommer på denne side af Razzles tragiske død. Guitarist-makkerparret Conte og Rich Jones, der begge har et langt synderegister udi rock ’n’ roll crime. Og så var der jo bassisten Sami Yaffa, som Monroe præsenterede som ”den bedste bassist i rock ’n’ roll, nu hvor Lemmy er død.” Yaffa havde da også iført sig en Lemmy-t-shirt til lejligheden.
Sætlisten var rent blær. 30 års overdreven glam punk kogt ned til en time (plus de obligatoriske ekstranumre). Her var det perfekte miks af nyt og gammelt, af cover versioner af klassikere som Creedence Clearwater Revivals ”Up Around The Bend” og Hanoi Rocks-schlagere som ”Tragedy” og ”Malibu Beach Nightmare” samt Demolition 23s ”Nothin’s Alright”.
Monroe & Co. rundede sættet af med en bragende version af ”Dead, Jail Or Rock ’N’ Roll”. Inden da havde vi fået rockede karatehug som ”This Ain’t No Love Song” og ”Old King’s Road” fra Monroes nyeste album, ”Blackout States”.
Jeg er ikke kommet længere i mine overvejelser fra metroen i nat. Men nej, jeg tror ikke, at koncerterne med Metallica, Thin Lizzy og Morbid Angel var bedre end det, Michael Monroe leverede på High Voltage. Hvordan skulle de egentlig kunne have været det?
