ORPHANS + BIG MESS + DEAD MAN’S HAND
RUST
18.03.16
Af Dahlstrøm
Metalized modtog en invitation af Marc Skafte fra Dead Man’s Hand. Han fortalte, at bandet havde skiftet forsanger og havde lavet en ny EP. Han bad os om at tage en tur til Rust, for at lave en anmeldelse af deres showcase. På redaktionens forum skrev jeg, at jeg synes at det var friskt og at vi burde sende en skribent. Det endte med at blive mig der tog afsted. Hårdt ramt af mandeinfluenza tog jeg mod Rust. Kørte de 120 km frem og tilbage i håbet om at Marc Skafte og co. Havde vægt bag ordene.
Den sidste koncert jeg var til var Amorphis i Amager Bio. Som en nærmest gigantisk kontrast stod jeg nu og så på et band bestående af to unge piger. En på guitar og en på trommer, eller rettere en på to trommer. De spillede musik, der stilmæssigt minder om Suede og Franz Ferdinand. Orphans som bandet kalder sig var, for nu at være ærlig, ikke særligt gode. Der var store mangler og deres mange korte sange lød i mine øre ens, om de så handlede om vampyrer eller et afsnit af rejseholdet. Lyden var også imod de to unge mennesker. Jeg kunne intet høre af deres tekster. Trommen lød hul og guitaren var ikke meget bedre. Ikke desto mindre fandt jeg mig selv nyde koncerten. For helvede, det er jo her det starter for alle de store. Lars Ulrich, Michael Poulsen og Ronnie Atkins har jo alle stået her på et tidspunkt. Pigerne havde modet til at stille sig op og spille sange de selv havde lavet. Ja de havde sgu langt igen, men jeg var faktisk benovet over at vende tilbage til musikkens udgangspunkt, de små spillesteder og unge mennesker der har lavet noget originalt. Et andet sted i København, var der vel sagtens fulde huse til kopibands der spillede Rammstein og Black Sabbath. Fuck dem, det er kopier. På Rust flød originaliteten i linde strømme og det skal de have kredit for.
Efter Orphans kom endnu et ungt band på scenen. Big Mess var ligesom Orphans et band bestående af meget unge mennesker. Mødre, bedsteforældre og små søskende var kommet for at se Big Mess. Der var de samme problemer med lyden som med Orphans og igen stod jeg sgu og nød det. Fire unge herrer der giver den gas. Var det godt? Næe det var det vel ikke, men hvis det havde været godt, havde jeg ikke fået samme oplevelse. Big Mess havde mere knald på end Orphans. Et punk band in spe om man så må sige. Alle i bandet lavede større eller mindre fejl undervejs og forsangeren har noget at arbejde med, men det var dejligt at se bandet og publikum.
Så kom tiden til Dead Man’s Hand. De havde selv sat røven i klaskehøjde, ved at skrive at de ville have en anmeldelse. At dømme på optakten, ville de også skulle modtage lidt klask, for hvis de ikke var markant bedre end opvarmningen, ville de sgu få smæk. Heldigvis for bandet havde de en helt anden kvalitet og hurtigt stod det klart at bandet har potentiale.
DMH består af sangerinde Mie Due Sørensen, guitaristerne Marc Skafte og Mathias Frederiksen, bassist Stefan Elbæk og Henrik Haugbølle på trommer. De spiller en god gang amerikansk rock’n’roll med lidt referencer til til bands som Gun n Roses og på den funky side, Red Hot Chilli Peppers.
Bandet gik på scenen, talte ned 1-2-3-4 og festen var i gang. DMH er et sammenspillet band. De havde styr på deres setliste og lyden var væsentligt forbedret fra opvarmningen. Heldigvis, for man kunne med stor glæde høre Mie Due Sørensens fantastiske stemme og man kunne høre og forstå teksterne. Mie Due Sørensen har potentiale som få. Under normale omstændigheder, har jeg personligt svært de kvindelige forsangere, som ofte i min ører lyder for skingre. Men ikke Mie. Hun lyder som en fantastisk blanding af Alannah Myles og vores egen Sanne Salomonsen. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste dansk kvindelig rocksanger der kan det samme som Mie. Sublim sang med en smuk, kraftig og hæs stemme. Et nærvær til publikum sjældent set. Flere gange lød den på et ”skål” ud til publikum som returnerede med højtløftede flasker eller glas. Samtlige sange blev sunget med en energi som er beundringsværdig. Det er et scoop at DMH har fået hende ind på vokalen. Bag frontfiguren stod et band hvor samspillet var på højt plan. Alle sange blev spillet smukt. Guitar, bas og trommer var én enhed. Der var ikke mange dikkedarer og på mange punkter, måske især atituden, mindede de mig om Black Stone Cherry som også bare dukker op og giver den gas. Hvis enkelte sange skal fremhæves mere end andre var det ”Sensation”, ”Payback” og ”All I Do”. Men i virkeligheden burde de ikke pilles ud, for hele settet var en stor fornøjelse. Bandet fortalte, at de til sommer skal lave deres første album. Hvis det bliver med samme stil som aftenens koncert, bliver det et gennemarbejdet album, der giver mening fra start til slut. Ganske ligesom den rigtigt gode koncert de gav os, denne sene aften på Rust. Dead Man’s Hand er et band i skal holde øje med. Det er helt sikkert. Slutteligt vil jeg gerne opfordre Metalized læsere til at tjekke bandet ud. De er sgu gode og det kan ende med noget stort.