SHOTGUN REVOLUTION
TEMPLET, KONGENS LYNGBY
19.03.2016
Af Thomas Thomsen
For fanden i helvede i Templet. Ja, normalt ville det jo være Jesper Binzer fra D-A-D, der ville stå bag de ord, men i aften tillader jeg mig, at citere den langhårede mand.
For det var et sandt festfyrværkeri af et helvede – vel at mærke af den gode slags – der ramte Templet i Kongernes Lyngby lørdag aften. Ikke dødsmetal eller det der er værre. Men de revolutionerende og skydegale musikanter fra Shotgun Revolution, som mildest talt skød Templet i sænk. Hverken mere eller mindre.
Sigtekornet var indstillet med en præcision, som selv den mest fingersnilde snigskytte ville misunde. For de ramte plet med samtlige numre, som de serverede dem lørdag aften i de intime lokaliteter i Templet.
Sjældent har jeg hørt en sætliste der emmede af så meget kvalitet fra start til slut. Sjældent har jeg hørt en lyd der sad så millimeter præcist i mine øre.
Måske skal årsagen findes i, at de havde taget et udpluk af deres bedste sange fra deres bagkatalog og suppleret dem med et udpluk af nye numre fra deres kommende album ”All This Could Be Yours.”
Måske årsagen skal findes i, at de havde ingen ringere end Flemming Rasmussen bag lydpulten. Manden der har været producer på nogle af de største albums gennem tiderne, herunder Metallicas ”Ride The Lightning”, ”Master Of Puppets” og ”And Justice For All” bare for at nævne tre.
Men han kunne ikke gøre det alene. Og ukendte numre fra et nyt album kunne slet ikke gøre det alene.
Det kræver sgu, at der kan leveres en vokal, guitar, bas og trommer som gør det nemt for manden at styre lyden i en kvalificeret retning. Og ikke mindst at kvaliteten i nye sange er til stede.
Og det kunne de – Michael, Kasper, Rene, Ditlev og Martin. I skøn forening og med en spilleglæde der lyste ud af dem. Og kvaliteten i de ny sange var der – no doubt about that.
Aldrig har jeg hørt så stærkt spillende et Shotgun Revolution før. – Men, Thomsen, du har jo ikke hørt dem et utal af gange som et udsnit af andre publikummer i Templet havde. Nej, men det vil jeg da skide højt og helligt på. For det her var så stærkt serveret, at selv Chili Klavs ville have opgivet, at følge med. – Og du har jo ikke hørt andet end den nye single ”City Of Fire” fra det kommende album. Nej, men da de andre nye sange flød ud gennem højtalerne, var jeg ikke i tvivl om hvad de indeholder. Kvalitet uden lige. Bum basta.
Fra deres kommende album ”All This Could Be Yours” blev fik vi fornøjelsen af numre i form af førnævnte ”City Of Fire” samt ”Don’t Stop That Grind”, ”Super Blond Babe” og “All This Could Be Yours”. De numre var så vellydende, at det halve kunne være nok.
Rene Shades der til dagligt styrer bassen i Pretty Maids var hyret ind som gæsteguitarist på forårsturneen. Sammen med Martin Frank styrede han guitaren med hård hånd, hvilket især kom til udtryk under ekstranumrene, hvor de serverede en jam version af ”Superstition”. Mange guitarister ville have stået med øjne så store som tekopper af bare misundelse, da Rene og Martin supplerede hinanden på skønneste vis.
Vokalen fra Ditlev fra sprød og delikat, bassen fra Michael var fængende og trommerne blev styret med hård og sikker hånd fra Kaspers side. Det hele gik op i en højere end og blev smeltet sammen i et fantastisk lydbillede.
”Templet. Det har været en fornøjelse, at spille for jer. Tusind tak for i aften lød det fra Ditlev inden sidste nummer ”The Last Goodbye” sluttede en episk aften.
Sætliste:
Don’t Stop That Grind
Super Blond Babe
Just Getting High
Constantly
Bleeding
What You’re Doing To Me
All This Could Be Yours
Fire In Your Eyes
Dissolve
Won’t Be Coming Home
No God Bstrd
City Of Fire
Ekstra:
I Don’t Care
S.O.B
Superstition (jam version)
The Last Goodbye