KING KING
01.04.16
Kulturhuset Kilden, Brøndby
Af Lars Schmidt
Alan Nimmo er navnet på frontmanden i det, der er den helt store åbenbaring i dét musikalske landskab, hvor man har det rigtig godt med at gøre alt for at bevare tingene, som de er og altid har været: bluesrocken.
King King er navnet på frontmandens åbenbaring af et band. Dette band, der over en fem-årig periode har tre fremragende albums på bagen, gæstede – af alle steder – det lille, undseelige kulturhus Kilden på Nygårdsplads i Brøndby ved København.
I Brøndby var man glade for besøget. Den lille sal var fyldt til bristepunktet af modne bluesfolks, der til at starte med sad fint ved caféborde med deres flaskeøl og rødvin. Men efterhånden som Alan Nimmo og hans hold af tight, sammenspillede ultradygtige og nærværende musikere fik spillet salen var, lod folk flaskeøl og rødvin være alene tilbage på cafébordene.
For med et dusin yderste velvalgte sange fik den kiltklædte Glasgow-skotte Alan Nimmo os alle til at glemme alt det, vi trængte til at glemme. Han fik os til at vugge, rocke, klappe, synge og bare storsmile svedigt hele vejen ud i natten.
King King kan så meget. Først og fremmest kan bandet skrive stærke sange, som eksekveres af én enhed: bandet – lige fra den kiltklædte og yderst velspillende og velsyngende frontmand over den glade trommeslager, den cool bassist til den medlevende ungersvend på Hammond Orgel (ja!). Jovist, Nimmo Er frontmanden. Han spiller ypperligt med den fedeste tone og største feeling, og han synger guddommeligt. Men de tre andre når ham; på hver deres underspillede måde.
Aftenens højdepunkt var så absolut Stanger To Love fra det seneste album, Reaching For The Light. Et tungt, tungt groove, smægtende, sorgfyldte vokaler og så den Gibson Les Paul, som Nimmo trak helt derud, hvor den ikke burde, men sagtens kunne bunde. Her havde han salen i sin hule næve, da han med stor dynamik trak mere og mere volumen ud af guitaren, indtil det eneste, vi kunne høre – og man kunne høre det nede ved bagvæggen også – var de rå strenge, helt uden forstærket lyd. Wauv! Og Nimmo kunne ikke gøre andet end at takke publikum for den store respekt, han blev vist (da folk ellers forstod, at det var nu, de bare havde at klappe i!).
Energi, nerve, nærvær, sange, melodi og musikalitet. Koncerten, der kandiderer til at være en af årets absolut bedste, havde det hele. Og King King kan – helt uden problemer – sagtens spille lige op med mastodonterne inden for den internationale bluesrock: Joe Bonamassa, Kenny Wayne Shepherd og Walter Trout.