CLOSET DISCO QUEEN – BARONESS
LILLE VEGA
31.03.16
9/10
Af Dahlstrøm
Foto: Thomas Schlein fra Revolution-music.dk
En af mine venner har i lang tid fortalt hvor gode Baroness er. Der er ingen tvivl om at de, i hans øjne, er blandt de aller bedste band i verden, hvis ikke det største. Jeg har derfor lyttet en del til bandet og jeg har da fundet nogle gode sange iblandt deres albums. ”De er så gode så du kan ikke anmelde dem” mente min ven og den udfordring tog jeg op. Torsdag aften dukkede jeg derfor op i Lille Vega, med forventninger om, at se en af mine bedste live koncerter nogensinde.
Opvarmningen for Baroness, var det schweiziske Closet Disco Queen. Da de gik på scenen, stimlede der ret hurtigt en ret stor mængde mennesker sammen. Lille Vega blev hurtigt fyldt op og stemningen blev flot lagt af bandet. To mand høj, bevæbnet med trommer og guitar spillede de en rigtig god omgang instrumentel 70’er rock, der let kunne være med på den næste Tarantino film. Til tider savnede jeg en sanger og en gammel traver som Jimmy Hendrix ville have været passende til musikken. De spillede hovedsageligt numre fra deres nyudkomne album S/T og især deres sidste nummer “Black Saber” faldt i overordentlig god jord hos publikum. De annoncerede, at de kun havde et nummer tilbage men udelod at fortælle at nummeret varede i tolv minutter. Til gengæld fik vi tolv minutter hvor vi glemte tid og sted. Vi lod os alle rive med af dette helt igennem fantastiske nummer. Alle stod og svajede langsomt med lyden og da Closet Disco Queen sluttede koncerten, var det med et stort brøl fra publikum. Et publikum som i øvrigt senere skulle vise et sjældent set stort engagement.
Jeg ved ikke om der var fuldstændig udsolgt i Lille Vega, men det var i hvert fald tæt på. Publikum stod tæt pakket da de fire herrer fra Baroness kom på scenen. Fanskaren er voksenede og bandet er gået fra Beta til Lille Vega på kun to år. De mange fremmødte gik nærmest amok da de så deres idoler entrere. Startnummeret ”Kerosene” fik de første 5-6 rækker til at hoppe i vejret og derefter give en smuk omgang headbanging. Stemningen og tempoet var lagt. Det stod hurtigt klart, at min ven havde vægt bag sine ord. Baroness live er er velsmurt og meget sofistikeret rockmaskine. ”De bedste musikere du kan opleve” som min ven siger. Næste nummer var ”March To The Sea” hvis smukke intro satte tempoet ned i cirka 10 sekunder, hvorefter forsanger John Baizley og co. igen skruede op for tempoet. Publikum var på dette tidlige stadie nærmest ekstatiske og jeg tvivlede på at energien kunne holde i en hel koncert. ”Morningstar”, ”Shock Me” og ”Board Up The House” fulgte efter. Alle numrene blev spillet med stor energi og tempoet fortsatte igennem alle numrene. Imellem numrene tog John Baizley sig god tid til at snakke med publikum, alt imens bassist Nick Jost justerede lydeffekterne på det kommende nummer.
Pauserne imellem numrene var overraskende smukke og fungerede som en slags mental pause. I den kulinariske verden bruger man visse retter til at rense smagsløgene og det virkede lidt på samme måde med Baroness. Jeg blev bombet med indtryk og pauserne rensede mine ører, så jeg var klar til det næste skud. Måske var der brug for det, jeg kunne i hvert fald forestille mig, at jeg ville have været overvældet uden de smukke pauser.
Fem numre på fuld drøn blev efterfulgt af det instrumentelle ”Green Theme”. Ja ja jeg ved det. Jeg er er en liderkarl når det kommer til instrumentelle numre, men jeg vil alligevel fortælle jer, at det var smukt som en blomstereng i paradis. Samtidig satte det gang i en langsommere og mere betænksom sektion af koncerten. Numre som for det meste kommer fra bandets seneste album “Purple”. Mange af sangene handler om den trafikulykke de var udsat for i 2012. Stemningen fra albummet blev fint afspejlet live. Numre som ”The Iron Bell”, “If I Have A Place To Wake Up”, “Fugue”, “Chlorine And Wine” og “Desperation Burns” blev spillet og det var tydeligt, at Baroness ville fortælle os noget med de sange. Det føltes lidt som om festen sluttede og publikums energi dalede i denne sektion. Lidt hovednikken blev det til og min ven måtte lige sige at de bedste sange stadig manglede at blive spillet. Mig gjorde det ikke noget, jeg holder meget af de sektioner hvor musikken vil andet end at underholde.
Baroness bedste sang “Eula” stod på listen som en slags “festrebootlknap”. Publikum og John Baizley sang første vers sammen. Omgående fik jeg gåsehud, hvilket fantastisk nummer. Rigtig godt på album men er du sindssyg det er godt live. Jeg fandt mig selv ønske at de ville blive ved med at spille det nummer, bare sådan et par timer med ”Eula”. Ligesom når man sætter et fedt nummer på repeat men selvfølgelig skete det ikke. Baroness sluttede af med “The Gnashing” og ganske som da koncerten startede stod de første 5-6 rækker og headbangede som aldrig før.
Baroness takkede pænt af men blev hurtigt hevet ind på scenen igen. Publikum insisterede på mere. Ikke som et normalt dansk publikum der bare forventer mere. Næe nej, Baroness fansene hyldede bandet til de kom på scenen igen. Baroness dedikerede ekstranumrene til en ven de mistede i 2012 og satte derefter “Isak” og “Take My Bones Away” på setlisten. Publikum værdsatte det og en nonstop 10 minutters moshpit blev dannet, inden bandet takkede af.
Hold nu kæft det var en oplevelse at se band og publikum sammen. Bandet storsmilede hele koncerten igennem og deres fanskare er dedikeret som sjældent set. Jeg joiner fanskaren og dukker op til næste Baroness koncert med store forventninger.
Setlist
Kerosene
March To The Sea
Morningstar
Shcok Me
Board Up The House
Green Theme
Little Things
The Iron Bell
If I Have A Place To Wake Up
Fugue
Chlorine & Wine
Desperation Burns
Eula
The Gnashing
—————————————–
Isak
Take My Bones Away
