EN TORSDAG AFTEN, ET PAR TIMER INDEN AT MYRKUR OG DEAFHEAVEN SKULLE SPILLE I AMAGER BIO, VAR METALIZED TAGET PÅ BESØG I BOLTENS GÅRD I DET INDRE KØBENHAVN. DE TO KØBENHAVNSKE ROCK- OG METALPERSONLIGHEDER STEFFEN JUNGERSEN OG MARTIN LOVE GUN, DER TILSAMMEN ARRANGERER HIGH VOLTAGE ROCK AWARDS, HAVDE INVITERET PRESSEN PÅ BESØG PÅ HIGH VOLTAGE FOR AT TAGE EN SNAK OM DET KOMMENDE AWARD SHOW. DA METALIZEDS UDSENDTE ANKOMMER, FØLES STEDET HELT FORKERT. DER GÅR ET STYKKE TID FØR DET GÅR OP FOR MIG AT DET ER FESTEN OG MENNESKERNE DER MANGLER. JEG HAR SIMPELTHEN ALDRIG VÆRET PÅ HIGH VOLTAGE UDEN DER HAR VÆRET EN KÆMPE FEST MED MASSER AF MENNESKER. NUVEL, VI MÅ SKABE FESTEN SELV, OG DA STEFFEN JUNGERSEN SOM EN ANDEN MORPHEUS FRA THE MATRIX BEDER MIG VÆLGE MELLEM FERNET BRANCA OG BRANCA MENTA, TAGER JEG TYDELIGVIS DEN BLÅ PILLE, FOR JUNGERSEN ER IKKE TILFREDS. ”MENTA, ER DU EN TØS?” UDBRYDER HAN, MEN STILLER SIG TILFREDS DA JEG FORKLARER AT JEG KAN LIDE BEGGE DELE, MEN DET BARE ER LÆNGE SIDEN AT JEG HAR SMAGT EN MENTA. LOVE GUN KNAPPER EN PILSNER OP TIL MIG, OG MED EN SKARP INDEN FOR VESTEN OG EN PILS I HÅNDEN BEGYNDER MAN AT KUNNE KENDE STEDET IGEN.
Af Stampe
Foto: Thomas Thomsen
Love Gun og Steff arrangerede sidste år et vældigt succesfyldt award show for dansk rock og metal og show nummer to er nu på trapperne. Showet er skabt for at hylde de musikere der aldrig rigtigt får noget anerkendelse. Men den hårde rock og metal har altid levet en slags skyggetilværelse væk fra mediernes rampelys, og haft det fint med det, så behøver vi virkelig et award show?
Martin – Åbenbart. Det var sådan set ikke noget vi havde gået og tænkt vi skulle have, men det blev ligesom fremprovokeret af nogle omstændigheder. Vi syntes ikke at rock og metal blev tilgodeset til de eksisterende award shows. Det kom sig af at forrige år til Danish Music Awards kom det frem at priserne til rock kategorierne var blevet uddelt lidt ude i garderoben. Før der gik tv tid i den. Det var Spids Nøgenhat tror jeg, og det var sgu en skandale. For det gjorde ondt på vores egen forfængelighed og det er bare ikke i orden, vel? For det er sgu en hovedkategori i musik og det er det stadigvæk, og hvis de ikke kunne se det, så kunne VI i hvert fald. Og så jonglerede vi lidt med tankerne, hver for sig om hvad gør man så? Skal man lave noget selv? Så fandt vi så sammen om at det skulle vi så gøre. Men det var jo ikke givet at andre mennesker mente at metal og rock skulle have et award show. Men der var en kanon feedback da vi pippede lidt på Facebook. Og så fangede bordet.
Steffen – Det er faktisk det der er svaret på det du spørger om. Var der virkeligt et behov for det? Og det var der åbenbart. Så Martin og jeg holdt et par møder om det her, fordi vi begge var blevet pikeret over at de fik uddelt en pris omme bag en frakke ude i garderoben. Vi holdte et par møder om det og der var ingen andre end os der vidste at det måske ville komme det her. Men efter et af de møder gik jeg hjem og skrev et opslag på min professionelle Facebook-side, den med musikere osv, om at HVIS nu der var nogle der gad at lave det her, var det så noget. Meget svævende. Og det eksploderede. Der var 12.000 likes på under et døgn, så der var nok noget om det.
Martin – Hvis du havde stillet det her spørgsmål for et år eller halvanden siden havde det nok været mere relevant, for nu HAR vi jo et award show, og der blev taget rigtigt godt imod det, og det blev godt anmeldt. Og der har været så kanon respons fra både publikum og bands. Det var en stor succes, og har nok bevist at det manglede.
Selvom responsen fra publikum og bands er vigtig, er det måske lige så vigtigt at branchen støtter op om det her, og det har den gjort.
Martin – Med den branche som vi har med at gøre, som er bands og festivaler og bookere og promoter der beskæftiger sig med rock og metal, de har jo bare favnet det og taget det til sig. Og de vil rigtigt gerne være med. Hvad kan vi hjælpe med? Hvad kan vi gøre? Og de bands der er blevet nomineret her i anden omgang, de er super glade og stolte for det. Så det er 100% positivt.
Steffen – Jeg tror Martin har samme oplevelse som mig, men jeg mindes ikke at der har været en dag, siden vi afholdt det første show, hvor der ikke har været en eller anden og spørge om et eller andet om det her. Både branchen og publikum – interessen har bare stået ved. Man hørte jo fandeme allerede tidligt på aftenen sidste år: ”Holder i noget næste år?” Vi var jo dårligt nok begyndt ha ha. Så giver det jo nærmest selv.
Da Pretty Maids sidste år fik overrakt deres statuette for lang og tro tjeneste, æresprisen i High Voltage Rock Awards, tog guitarist Ken Hammer mikrofonen og sagde i sin takketale at de aldrig havde været med i det gode selskab før, og han vidste sådan set heller ikke om de nogensinde havde haft lyst til det. Og hvad mente han egentlig med det?
Martin – Jeg tror ikke han kom med i det gode selskab med det her ha ha. Men det er lidt tvetydigt og det kunne jo egentlig være et rigtigt godt spørgsmål til ham. Hvad fanden mente du egentlig med det Ken? Og du skal for øvrigt bare skrive til ham på Facebook, så vil han svare med det samme, er jeg sikker på. Jeg tror det han mente med det var, at nu var der kommet en pris der føltes rigtig, en man kunne være stolt af. En der er givet af folk der var med og som ikke var tvunget til at give den, men havde lyst til at give den.
Steffen – Jeg tror også det var det han mente
Martin – Der er blevet indført noget prestige i det dårlige selskab, og det kommer fra sådan en mand, og det havde han ikke behøvet at sige. Han havde ikke behøvet at være glad, og han havde ikke engang behøvet at møde op. Men han var fucking glad og har også spurgt og forsøgt at fiske efter en anledning til at komme med igen i år. Det betyder noget for ham. Det var sgu da rart. Og det var også derfor han skulle have en ærespris. Det havde han så sandelig fortjent.
Steffen – Du kan få en historie til lige den der, for når nu Ken går og siger den der, så har Pretty Maids vundet DMA-priser, du må selv slå op hvad år det kom, (Dansk Grammy 1998) men det var for albummet Spooked.
Martin – Not their finest hour
Steffen – Ha ha nej, men de vandt sådan en hard rock pris. I KB Hallen og tju hej og fancy og rend mig i røven, og den skulle jeg give dem. Men jeg fik at vide at nu skulle jeg skynde mig at afslutte for lige om lidt kom der tv på. Igen blev den hårde rock gemt væk bag en frakke ude i garderoben inden tv tiden starter.
Når awardshow nummer to løber af stablen, har de to gutter haft et års tid til at overveje hvad der virkede første år, og hvad der ikke virkede. Man har mulighed for nye tiltag og for at droppe noget der ikke virkede.
Martin – Vi har ikke droppet noget. Jo vi har droppet årets jam band. Det var sådan lidt et cowboytrick fra min side. Jeg er livearrangør og jeg kan se hvad der gør folk glade. Og så var det også lidt fordi er der noget jambands kan, så er det at gøre folk glade. De er ikke kunstnere, de er ikke særligt navlebeskuende, de går ud og råber og skriger. Så de var med første år ud fra et reelt ønske om at have dem der, og det er folkeligt og vi skulle have et eller andet afsæt. De er så ikke med i år og det er ud fra tanken om at hvorfor er det egentlig ikke bare de samme der vinder hvert år. Der kommer ikke så mange nye til. Den er svær og ryste den pose. Men jeg har ikke noget imod den, jeg taler for den. Jeg er, tro det eller lad være, lidt mere bredrøvet end Steffen, men den er meget statisk. Så den er røget ud.
Steffen – Ellers er der ikke noget der er røget ud.
Martin – Og så din egen kritik af showet efterfølgende med at det var lidt svært at høre hvad der blev sagt deroppe. Den fik du vist kørt lidt rigeligt på. Og det var sgu ærgerligt, for du skrev en god anmeldelse og din konklusion var jo at det havde været en fin aften og mere til ikke? (Læs den omtalte anmeldelse her: https://www.metalized.dk/?p=3648). Men vi har fulgt op på den, sådan forstået at nu får vi højtalere sat op i hele rummet, hele vejen rundt, så der er ikke nogen der kan komme til at overhøre den mindste hvisken, ha ha ha. Så det har vi selvfølgelig fulgt op på, og hele produktionen, hvad rummet nu tillader, med lys og lyd og så videre, vil lige få et nudge op af. Men rummet herinde byder ikke til de helt vilde forandringer, det gør det altså ikke, så det bliver meget en to’er der er lidt bedre.
Martin – Vi lagde fint ud sidste år med fede musikalske live-indslag, de var super gode, men de er måske blevet lidt stærkere i år ikke, fordi vi har fået Denner/Shermann på og det er jo ikke sikkert at vi kunne have fået dem i tale første år. Men de vil gerne associeres med det her nu, fordi det har bevist sig selv, og det er jo også fedt.
Steffen – Vi kan godt mærke på musikerne at de tænker at det her må vi hellere være med til og tage alvorligt. Vi kunne ikke sige i foråret sidste år at vi ER noget, men det kan vi tillade os at sige nu og det ER gået op for dem. De vil gerne være med.
High Voltage er en herlig klub men stedets størrelse giver nogle naturlige begrænsninger i forhold til hvor stort showet kan blive, men High Voltage Rock Awards og klubben High Voltage er ikke to ting der hænger uløseligt sammen.
Steffen og Martin i kor – Nej det er de ikke.
Martin – Vi kunne godt allerede nu have rykket til større lokaler, men det har vi valgt ikke at gøre, og det er ud fra mit ønske om for det første at få elimineret børnesygdommene i de her rammer, og gå fra fem stjerner til seks stjerner forhåbentlig, og så finde ud af om det om det er et fænomen. Var det noget folk gerne vil have gentaget eller var det bare en fest første gang og så var det dét. At holde det safe. Derfor holder vi det her igen i år. Men man kan godt forestille sig, for der er en større efterspørgsel end hvad der kan være af folk her, at man opskalerer det og afholder det et større sted og med lidt større bandnavne og måske lidt flere bands også.
Steffen – Det er klart at hvis man gør det, så vil potentialet også blive større. Men jeg siger altid at man skal lære at gå først. Måske er der nogle af dine læsere der kan huske det, men man forsøgte engang at lave noget der hed Copenhagen Rock Festival og man trykte tourjakker og alt merchandise før man havde underskriften fra et eneste band. Og det endte på en brakmark og to bjælker der skulle være brugt til scenen. Du skal aldrig trykke tourjakkerne før du er sikker på at touren finder sted. Det er rock n roll udgaven af det gamle ordsprog med bjørnen og skindet.
Martin – Men det løber jo ingen steder hen, det her. Og hvis det er noget folk gerne vil have, jamen så bliver vi ved med at gøre det. Og så må man jo tage en føler på efterspørgslen og se hvordan det går. Men publikumsinteressen er der for at jeg kan se det i noget større, og alfa omega, sponsorinteressen er der. Der er folk der gerne vil smide nogle penge efter det her, og hvis man var lidt mere uprøvet end jeg efterhånden er i det her, så var man hoppet på at lave det større allerede i år to, med al for store risici til følge. Og det skal man sgu ikke. Der bliver ved med at komme nye plader. Det kommer der hvert år. Det går nok. Og metalpublikummet de holder ved. De løber ingen steder. De er også på plads om 10 år. De skal nok være her.
Rock og metal er blevet erklæret død mange gange og det er naturligvis noget sludder. Det er alle tre omkring bordet enige om. De herrer Martin og Steffen afholder et awardshow der beviser det modsatte, men landets størrelse giver også nogle begrænsninger. Den lokale andedam har jo den størrelse den har, men folkene bag High Voltage Rock Awards er enige om at den er tilpas stor til at man kan afholde et show hvert år.
Martin – Den er i hvert fald stor nok til at holde det i det her regi vi gør nu. Men om man skal holde det i et større format, det er jo ikke til at sige. Man ved jo ikke hvad der kommer.
Steffen – Jeg kan sagtens forstå det du siger med andedammen. Problemet er jo at andedammen ikke bliver større fra år til år. Der er år der er bedre end andre.
Martin – Problemet er jo også som vi snakkede om før, at hvis du skal fylde en større sal, skal du også have større navne. Og så vil bands som Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy og DAD køre lidt i rotation. Og det begrænser det jo.
Steffen – Det begrænser det ja, men der er jo ingen af os tre der kan sige at om ét år eller to år så er I’ll Be Damned eller Lucer eller hvem fanden ved jeg, pludselig stukket af og er blevet store. Det er set så mange gange før at bands er blevet store på kort tid. Men hvis andedammen ikke bliver større, så er andedammen i hvert fald stor nok til at vi kan lave det her, og så længe der er publikum nok til det, så er det i orden også synes jeg. Martin og jeg skal ikke imponere nogen, kun hinanden, ha ha. Men i første og sidste og endelige ende handler det her kun om at promovere de bands der fortjener det. At give dem, der normalt ikke får anerkendelse et klap på skulderen. Fordi de bliver overset, eller behændigt overset af alle de her fjolser der siger at rocken er død. Gu fanden er den ej.
Martin – Så er tanken også på sigt at man så måske skal til at tænke i nordisk regi således at man favner Danmark, Sverige, Norge og Finland. Og så er der pludseligt et helt andet spillerum, og det giver fin mening, og så lave en eller anden stafet landene i mellem så det bliver afholdt på skift, og så er det ikke længere bare mig og Steffen, men det bliver med udgangspunkt i det vi laver her. Og det kan jeg godt se ske, inden for 5-6 år. At det er der vi kigger hen, og så er det pludseligt rigtigt interessant, og så mangler du ikke bands til at optræde vel?
Steffen – Det er da stensikkert at der sidder folk i Norge og Sverige og Finland og måske også Island der tænker samme tanker som os. Og dem kunne man så arbejde sammen med. Og så bliver det stort og så kommer der til at gå tv i det, og så kan vi ikke lave det selv. Det ville fandme være en cadeau af format hvis man endte der.
Kan det blive for stort?
Martin – Ja det er klart at hvis man står en dag i Globen og du er helt hægtet af som person, og et eller andet produktionsselskab har taget over, men så er det der den er ikke?
Men for at det skal blive stort skal man også nå bredere ud og have fat i nogle bands med mere appel, og så mister man måske noget af det der med det dårlige selskab som Ken Hammer snakkede om, og som vi metalfolk godt kan lide at være en del af.
Martin – Så er det sgu op til kunstnerne at opføre sig tilpas dårligt når de modtager prisen. Ha ha. Det skal for guds skyld ikke være undergrund for enhver pris. Det skal det ikke. Undergrund betyder bare lav tilslutning i min verden.
Selvom show nummer to endnu ikke er afholdt, er der allerede planer for fremtiden. Planer der måske ikke er fasttømret endnu men som efter al sandsynlighed vil inkludere et tredje show.
Martin – Målsætningen er at hvis der er lige så god stemning efter vi har holdt det her, jamen så er der jo også en tre’er. Om det så bliver det ene eller det andet sted, det ved jeg ikke.
Steffen – Det her er ikke sat i værk for at blive afholdt én gang.
Martin – Jeg kan ikke se enden på det her. Du laver jo ikke noget nyt fordi du kan se en ende på det.
Steffen – Vi lavede det her, og det går lidt tilbage til dit første spørgsmål, fordi vi mente at der var behov for det.
Martin – Der bliver udsolgt til det her show lige om lidt. Og så er det op til modtagelsen. Jeg vil næsten sige at hvis det bare bliver modtaget halvt så positivt som sidste år, jamen så er vi der igen.
Steffen – Folk har jo glædet sig til det her show allerede siden dagen efter vi afholdte det sidste år.
Martin – Allerede dagen efter var der spørgsmål om hvornår der kunne købes billetter.
Steffen – Og det bliver man sgu glad og stolt over.
Martin – Men vi laver lidt om på værtsrollerne i år, for vi trak den jo selv sidste år. Og der vil man se at der kommer nogle andre folk op på scenen og præsenterer de her priser også. Vi var tvunget til det sidste år, fordi vi havde ikke noget at falde tilbage på, men det var også fordi at hvis det gik dårligt, skulle vi selv tage slagene for det, men hvis det gik godt skulle vi også selv have rosen for det. Men det bløder vi lidt op på.
Kan i nævne nogle navne, eller er det en hemmelighed?
Martin – Du kommer nok til at se nogle vindere fra sidste år, give den videre.
Steffen – Det kunne vi jo af gode grunde ikke gøre sidste år.
Martin – Du kommer nok til at se en Jeppe Nissen gå op, nok med en livepris. Du kommer måske til at se Ken Hammer i en eller anden rolle, han kunne skide godt tænke sig at have en anledning til at score en fribillet. Ha ha ha. Men det vil være noget i den retning, og så har vi jo nogle kapaciteter i huset. Denner/Shermann kommer og Dizzy Mizz Lizzy gør også. Det skal jo bruges til et eller andet. Der ville være noget poetisk flot i at Tim Christensen gik op og gav en pris til et eller andet up and coming, ikke? Jeg har ikke talt med ham om det, men det er da oplagt. Det tror jeg ikke at han vil sige nej til.
Steffen – Nej det er jo alle sammen gode folk vi har inviteret. Det er gæsterne også og det er de gamle vindere også. Vi er her kraftedeme for at hylde det her, og det er alle enige om.
Tilbage er blot af tømme pilsneren, drikke den sidste Fernet og sige tak til Love Gun og Steff og smutte ud i den københavnske aften og glæde sig til showet d. 16/04. Det bliver uden tvivl endnu engang et brag man bare ikke skal misse.
