ROYAL METAL FEST (FREDAG)
VOXHALL OG ATLAS, AARHUS
08.04.16
Af Anders Nygaard
Foto: mbn-foto.dk
Royal Metal Fest har igennem årene etableret sig som en af landets mest alsidige og traditionsrige metalfestivaller. Siden denne skribent første gang satte sine ben på festivallen i 2009, har den stået som noget særligt, og det er altid en udsøgt fornøjelse at vende tilbage. Siden dengang har festivallen udvidet med en ekstra scene, så både Voxhall og den noget mindre scene på det nærliggende Atlas tages i brug. Det er en god ide, både fordi det giver mulighed for at skabe et konstant flow af kvalitetsmusik, og fordi det giver de mindre bands en ærlig chance for at spille op til dans på en scene der matcher deres udviklingsstadie. En smule malurt skal der dog dryppes i bærret, for selvom det er rart med en lind strøm af kvalitetsmusik, så var programmet i år lige stramt nok. Det betød at folk med bred musiksmag, som jeg selv, sjældent fik mere end fem minutters pause til at kvæle en metal-dog med chili con carne, ost, chili, nachos og creme fraiche i den tilstødende pølsevogn, før vi skulle spæne ned til den næste koncert.
Det skyldtes naturligvis det ualmindeligt velsammensatte program, og folkene bag Royal Metal Fest 2016 skal have stort cadeau for at have sammensat det måske mørkeste og ondeste musikprogram, nogen dansk musikfestival længe har disket op med. Med bands som 1349, Destroyer 666, Marduk og Gorguts øverst på plakaten oser det af kvalitet, og hovednavnene bakkes både fredag og lørdag op af stærke upcoming navne fra ind- og udland.
Stone Cadaver (Atlas)
Tung riffdrevet stoner rock driver ud af højtalerne, da lokale Stone Cadaver indtager scenen som aftenens første levende billede. Bandet er forholdsvist ungt, og de har kun en enkelt ep på samvittigheden fra 2014. En del mennesker er ikke desto mindre mødt op, og selvom der næppe har været udsolgt denne aften, er det alligevel positivt at se folk møde op i god tid for at støtte vækstlaget i dansk metal.
Der er dømt denimveste, fedtede skæg og full-size skelletter hængt fra loftet, og Stone Cadaver viser fra start, hvor de vil hen musikalsk. Vi er langt fra den ellers kulsorte ekstremmetal, som præger programmet i år. Stone Cadaver har fødderne solidt placeret i den amerikanske stoner/blues/doom tradition, og det tunge og sollide riff bliver dyrket nærmest skamløst. Det emmer ikke af originalitet, men det er veludført, og det er nok.
Et stykke inde i sættet mister Stone Cadaver en smule momentum som resultat af den noget uerfarne omgang med publikum. Kommentarerne fra den ellers charmerende forsanger, Anders Bech Nielsen, begrænser sig til ”skål”, og man kunne nemt forestille sig, at de i endnu højere grad kunne dyrke kombinationen af rå sydstats heavy og underspillet jysk charme til deres egen fordel.
Koncerten åbner sig dog igen, da bandet disker op med et nyt nummer fra deres kommende udgivelse. ”We Need All Your Fucking Blood” er måske en unødvendigt barbarisk titel, men sangen fungerer, og folk begynder langsomt at nikke med hovederne igen. Stone Cadaver sætter trumfen ind med aftenens sidste nummer. En lang, tung og hypnotisk sag og måske aftenens bedste fra de tre århusianere.
Caro (Voxhall)
Caro er endnu et stærkt navn fra det nordjyske. En landsdel der efterhånden har fremavlet mere end et par sollide navne til den danske heavy scene. Det har været nærmest umuligt ikke at støde på navnet Caro de seneste par år, og alligevel har jeg på magisk vis undgået både at se og høre Caro. Måske lød kombinationen af death og thrash metal bare lidt for velkendt i dansk regi. Det skulle Caro dog ikke stå til regnskab for, da de fredag aften åbnede Voxhalls store scene, og hvis nogen ikke skulle være overbevist om Caros musikalske kvaliteter på album, så må man i hvert fald give dem credit for en ualmindeligt tilstedeværende sceneoptræden.
Publikum var stadig sløve, og det virkede som en stor mundfuld for Caro at vække dem til live. Det lykkedes ganske vist heller ikke helt, men det skyldes nok mere publikum, end det skyldtes Caro. For Caro var tændte fra første strofe! Michael Olsson er en forbilledlig forsanger. Ikke bare kan han brøle som en hjort i brunst, han magter også den ædle kunst at holde kontakt til sit publikum. Han er smilende og imødekommende, og i det hele taget en fornøjelse at observere på en scene. Han trækker dog ikke læsset alene, for bag ham står et energisk og velsammenspillet band, der ikke lader meget tilbage at ønske. De kender hinanden de her gutter, og det afspejles helt tydeligt på scenen.
Caro besidder et instant mosh pit potentiale, og selvom publikum ikke var helt klar til så ekstroverte udskejelser, så lykkedes det alligevel de fem frederikshavnere at åbne ballet med manér.
Gespenst (Atlas)
Gespenst er et af de nyeste skud på den stødt voksende danske black metal scene. Bandet har fået en del positive tilkendegivelser og står sidst i april over for udgivelsen af deres første officielle album, Forfald. Det var derfor et af de allermest aktuelle nye bands fra den århusianske scene, Metal Royale havde sat på som det første af en lang række stærke black metal navne.
Gespenst har rødder i den norske 90’er black metal, men med stærke referencer til tung og atmosfærisk funeral doom lykkes det dem at skabe et både interessant og nogenlunde memorabelt lydbillede.
Foran en skrabet sceneopsætning står de fem musikere klar. Corpse paint og andre teatralske black metal gimmicks er udeladt, med undtagelse af forsangeren der indtager scenen med et sort klæde for hovedet. Han er et spinkelt menneske, og de store sorte støvler og det tildækkede ansigt giver ham en nærmest unaturlig fremtoning. Lyden er udmærket, og både trommerne og vokalistens fæle raspende skrig står klart i lydbilledet. Musikken akkompagneres fint af skiftende lys. Stærkt pulserende ved de hurtige passager og tungt rødt lys ved de tunge, doomede passager.
Gespenst leverer aftenens hidtil mest stemningsfulde koncert. Der gemmer sig stærke melodier bag den infernalske larm, og samspillet mellem hurtig black og tung doom fungerer godt. Der kan stadig arbejdes på selve live-delen og fremtoningen på scenen, men Gespenst er godt på vej.
Bölzer (Voxhall)
Bölzer har fået unaturligt meget opmærksomhed for et band, der kun har udgivet to ep’er og en demo, og en stort anlagt tour med selveste Destroyer 666 vidner om netop dette. Har man lyttet til de tre officielle udgivelser fra den schweiziske power duo, kan man dog næppe være i tvivl om potentialet. Bölzer spiller en forvreden, rasende og yderst memorabel variant af death metal med et ordentligt skud black metal og flere fede punkinspirerede riffs, og det var helt tydeligt, at der var mange blandt publikum, der havde set frem til denne koncert. Bölzers bragende larm trak hurtigt folk til scenen, og det var første gang denne aften, at publikum for alvor kastede sig ud i headbanging og sing-along.
Det er lidt af en kunst at spille en scene op, når man kun står to mand på den. Det er Bölzer dog vandt til, og de har fundet en simpel og effektiv løsning på det problem. Forrest står forsanger og guitarist Okoi Thierry Jones i bar overkrop. Mikrofonen er placeret højt, så han må lægge hovedet bagover for at brøle sine eder ud over publikum. Det er en på mange måder stationær og monoton oplevelse at være vidne til, men det skaber også en intensitet, som er med til at bære Bölzer og publikum igennem koncerten i fælles front. Selvom Jones ikke veksler mange ord med sit publikum, er der en samhørighed og forståelse for, hvad der foregår. Bag en tåge af blåt lys troner Hzr ved sit trommesæt. Det blå lys spædes op med blændende og pulserende stroboskoplys. Igen ganske simpelt men effektivt. Bölzer har ikke meget materiale på samvittigheden, så man ved stort set, hvad man skal forvente. Heldigvis har de flere overordentligt stærke numre at trække på.
Serpents Lair (Atlas)
Serpents Lair spillede senest i Aarhus under dette års Mono Goes Metal, og for mit vedkommende var det festivallens suverænt største oplevelse. Dengang gik det op i en højere enhed, og jeg havde derfor store forventninger til gensynet. Heldigvis var de blevet tildelt den noget mere intime scene på Atlas, og det viste sig at være et godt match. Serpents Lair spiller på alle black metallens teatralske tangenter. Forrest på scenen står et alterbord hvorfra en liflig duft af røgelse spreder sig ud over publikum og det maskeklædte band. Jeg kan godt lide ideen med at tilføje et ekstra lugtelement til en musikalsk oplevelse, og det fungerer godt for Serpents Lair. Det er dog ikke første gang, dette trick er blevet brugt, og man kunne nemt forestille sig en anden lugtkilde en røgelse. Måske en grim lugt? For grim, det er musikken i hvert fald. Grim, ækel og ubehagelig men samtidig hallucinerende. Folk omkring mig lukkede øjnene og lod sig suge ind i Serpents Lairs mørke univers. De bevæger sig hele tiden lige på grænsen imellem genialitet og banalitet, men i kraft af stærkt materiale og en overbevisende frontmand trækker de den sikkert i land.
Deströyer 666 (Voxhall)
Man kan næppe tale om black-thrash som selvstændig genre uden at nævne australske Deströyer 666. Bandet er indbegrebet af den rå, sorte og usofistikerede fortolkning af thrash metallen, som de siden dannelsen i 1994 har været med til at udbrede. De besidder på en og samme tid thrash metallens velkendte og memorable rytme og black metallens sataniske vildskab. Deströyer 666 er netop nu aktuelle med deres første fuldlængdealbum i syv år. Et fremragende album der eksemplificerer netop ovenstående kvaliteter. Fredag aften bød Deströyer 666 op til satanisk fællessang i Aarhus, og ikke overraskende var mange af de bedste sange fra det nye album med på set-listen.
Gedekranier, kæder og pentagrammer prydede scenen, da de fire usoignerede australiere trådte over denne til lyden af ulvehyl. Klædt i stram læder og skindende nitter i rå mængder indtog Deströyer 666 scenen for at udføre deres sataniske ritual. Det er en no bullshit seance, når de her gutter spiller. De spiller efter bedste evne, og det gør de godt. Ind imellem forsøgte karismatiske K.K. Warslut at kommunikere med publikum. Jeg ved ikke hvor mange, der forstod noget af hans ærkeaustralske drukgloser. Jeg gjorde ikke, og jeg bekymrede mig heller ikke derom. Musikken talte for sig selv. Lyden var ikke helt med dem denne aften, men det virkede ikke til at genere publikum.
Første sang på set-listen var Wildfire, tittelnummeret fra bandets nye album. Det sikrede fællessang fra første strofe, og blev fulgt fint op af Traitor fra samme album og A Breed Apart. Herefter fulgte koncertens første rigtige højdepunkt, den geniale I Am The Wargod – Ode To The Battle Slain. Et andet åbenlyst højdepunkt var klassikeren Satanic Speed Metal, der gik rent hjem hos publikum.
Trepaneringsritualen (Atlas)
Lidt indledende research havde afsløret, at svenske Trepaneringsritualen befandt sig i en noget anden boldgade end resten af aftenens lineup. Death industrial hedder genren, og Thomas Martin Ekelund er bandets eneste medlem. På anlægget i stuen lød det umiddelbart interessant, men live skulle det vise sig at være ganske anstrengende og måske endda beviset på, at man ikke nødvendigvis behøver tage alting til sig, bare fordi det er avantgarde.
På scenen stod en stor mand med vådt hår og dreadlocks i nakken, flankeret af et bord med kranie og røgelse. Opsætningen var ikke meget anderledes, end den Serpents Lair netop havde præsenteret os for, forskellen var bare, at det i Trepaneringsritualens tilfælde kom til at fremstå klichéfyldt. Lyden var der som sådan ikke noget i vejen med, men synet af den store mand der væltede rundt og råbte i mikrofonen til lyden af dystopisk elektronisk musik, var ganske enkelt malplaceret. Det kunne ganske vel fungere i den rigtige ramme, men her var det tydeligt, at folk efter kort tid begyndte at gabe, sludre og endda grine. Enkelte gik i en trancelignende tilstand, men der var vist tale om et fåtal. Hvad der var ment som noget nytænkende og unikt, kom til at fremstå fabrikeret.
Til sidst forsøgte han at løfte oplevelsen ved at gå ned blandt publikum. Et øjebliks storhed opstod, da en tilskuer nonchalant bukkede sig frem og snusede til galningen.
1349 (Voxhall)
Black metal har udviklet sig i et utal af retninger siden begyndelsen. Nogen mere interessante end andre men ikke desto mindre er de alle bygget på et solidt fundament af noget der foregik i Norge engang i 90’erne. På årets festival har Metal Royal rystet black metal posen og givet os en bred vifte af genrens mest spændende bands. Fredag aftens headliner må dog nok siges at være, det band der kommer tættest på den oprindelige norske lyd. 1349 blev ganske vist først dannet i 1997, og deres første album udgav de ikke før 2003, men siden da har de markeret sig som en af de vigtigste arvtagere og bannerførere for den norske black metal. Det var derfor en flok sande black metal helte, der stod klar til at indtage Voxhalls scene i fuld corpse paint. Der er ikke noget synkront over de fire medlemmers påklædning. En er iført kutte, en anden en løs sort t-shirt. 1349 kan gøre hvad de vil, og det fungerer for dem. Der er ikke nogen fine fornemmelser her. Det er corpse paint og fuld fart frem. Mildest talt fuld fart frem, for hold kæft hvor går det stærkt. Det er hæsblæsende, og man betragter mistroisk legendariske Frost, der basker tønderne som galt det selve livet.
Hemmeligheden bag 1349 er naturligvis, at de på magisk vis formår at gemme store og stemningsfulde melodier midt i al det musikalske vandvid. Det kommer til udtryk på album, men i en live situation, hvor lyden ikke altid makker ret, kan detaljerne i så vandvittigt et lydbillede nemt gå tabt. Overordnet set var det ikke noget problem, men 1349 mistede enkelte gange gennemslagskraften, når det hele blev lidt for rodet. Som det suveræne liveorkester de er, fortsatte de dog ganske ufortrødent. Det tyndede lidt ud blandt publikum, der ellers havde kæmpet flittigt i mosh pitten, imod slutningen, men generelt var stemningen god, og 1349 løftede flot ansvaret som aftenens hovednavn. Højdepunkterne var for mig Slaves og Atomic Chapel.
