HATEBREED + APHYXION
24-04-16
Amager Bio
Af Stampe
Foto: Emma Schebeska og Thomas Thomsen
”Åh mit hoved, var det morgenen der kom? Har det så elendigt, føles fuldstændigt som om, at et samlet Christiansborg holder møde i mit hår” Sådan rappede MC Einar engang på nummeret ”Søndag Formiddag Blues” og her til morgen kan jeg relatere. Det er dog ikke hovedet jeg har ondt i, men hele den mørbankede krop. Grunden er naturligvis at jeg var i moshpitten i går og blev tromlet over af den velsmurte moshpit maskine der er Hatebreed. Aftenen forløb ellers til at starte med, helt efter planen. Jeg skulle være professionel og stå ude i siden og tage notater og nøgternt vurdere showets forløb. Jeg skulle stå og lægge mærke til detaljer og komme med spidsfindige observationer til dagens anmeldelse. Aphyxion gik på og de unge drenge fra Ribe er ét af de bands som, når jeg er til koncert med dem, altid får mig til at undre over hvorfor jeg ikke hører dem noget mere derhjemme på anlægget. Velspillende, energiske og med gode sange i kataloget. Publikumsfremmødet var til at overse og de få mennesker der var ankommet for at se opvarmningen, stod spredte i den alt for store sal og småsludrede. Lige indtil musikken gik ordentligt i gang, med nummeret ”Transgress” Horn blev kastet, hoveder blev banget, luftguitarer blev spillet og øl blev spildt. Vi blev budt på et par gamle klassikere og et par nye numre i det korte sæt som Aphyxion spillede. Så vidt jeg lige kunne høre hed de to nye numre ”Consumer Consumed” og ”When The Light Begins To Fade”. De lød fede, og det sætter gode forventninger til Aphyxions kommende album, der forhåbentligt udkommer engang til efteråret. Forsanger Michael Vahl småsludrede lidt mellem numrene og bad på et tidspunkt publikum om at rykke tættere på. Crowden tog imod opfordringen og stimlede sammen foran scenen. ”Hold kæft hvor er i flotte København, det her er ”The New Breed”” sagde Vahl og afsluttede et kort men godt sæt. Som min sidekvinde sagde med et smil på læben: ”De gør det sgu godt nok, selvom de er fra Ribe”. Et herligt gensyn med et fedt band. Næste gang ser jeg dem gerne spille et fuldt sæt.
Således opvarmede var det tid til aftenens hovednavn Hatebreed. Publikumsstørrelsen var vokset anseeligt, men det var stadigvæk et noget tyndt fremmøde. Søndag aften er bare ikke ideel at gå til koncert på, for rigtigt mange mennesker, men vi der var der, klappede Hatebreed på scenen. Connecticut kvintetten måtte desværre aflyse showet i Vega sidste år, hvilket naturligvis ærgrede os fans. Det har dog også ærgret bandet og da jeg interviewede frontmand Jamey Jasta i onsdags (hele det store interview kan læses i Metalized #104, der udkommer 1/6) brugte vi en tredjedel af den halve time jeg havde til rådighed, på at snakke om episoden. Det var tydeligt at bandet også var frustreret over episoden og har arbejdet hårdt på at finde en dato hvor de kunne komme tilbage og gøre det godt for deres danske fans igen. Derfor var det også med følgende ord at Jasta greb mikrofonen: ”Vi klarede det København. Vi kom frem. Ingen punkterede dæk denne gang.” Sættet blev sparket i gang med det benhårde nye nummer ”A.D” fra den kommende skiver ”The Concrete Confessional” og blev fulgt op med publikumsfavoritter som ”Perseverance” fra skiven af samme navn og ”Tear It Down” fra The Rise Of Brutality. ”Vi har sjældent aflyst shows, og vi er rigtigt kede af det, så i aften giver vi revanche” sagde Jasta inden bandet brød ud i ”Become The Fuse” fra albummet Hatebreed. Den blev efterfulgt af ”In Ashes They Shall Reap” og det var her at koncerten løb lidt af sporet for den seriøse anmelder. Planerne om at stå på sidelinjen og notere blev skrinlagt og jeg drønede i stedet for ud i pitten og skrålede sammen med resten af publikum ”I was born to bleed, fighting to succed, built to endure what this world throws at me”. Der var efterhånden kommet godt tryk på alle kedler i publikum, og det lykkedes mig ikke at forlade pitten resten af koncerten. Jeg forsøgte flere gange, men det ene hit efter det andet blev spillet og så kunne man jo ikke bare gå. Sidst jeg forsøgte at notere noget på blokken mens jeg var i pit, brækkede jeg to fingre, så blokken blev i lommen og derfor kan jeg heller ikke fortælle en præcis sætliste men numre som ”Smash Your Enemies” og ”Betrayed By Life” fra gruppens tidligste værker Under The Knife og Satisfaction Is The Death Of Desire blev luftet, sammen med altid velkomne nyere numre som ”To The Threshold”, ”Honor Never Dies”, ”This Is Now”, ”Live For This” og selvfølgelig den udødelige sætafslutter ”Destroy Everything”. Faktisk fik vi numre fra alle Hatebreeds udgivelser gennem tiden. Fantastisk. Også selvom der var mindre gang i folk under de ældste numre. Jamey Jasta sagde: ”Fortæl de folk der missede showet i aften at Hatebreed kom og spillede numre fra ALLE deres udgivelser, så de ved hvad de gik glip af, ved at blive hjemme fordi det er søndag”. Det er hermed gjort og folk gik virkelig glip af en klasse koncert. For satan der var knald på, og Jasta var hér, dér og alle vegne. Et energibundt uden lige og når Hatebreed rammer dagen er der få bands der kan følge med. Så er de ét af de bedste livebands i verden og det beviste de denne søndag aften i Amager Bio. Tak til Hatebreed for at gøre skaden god igen, for at gøre en dødssyg søndag festlig, for at vække liv i den gamle bortgemte pit-kriger i mig og for at levere et brag af en koncert. Og hvis Amager Bio står i dag, er den blevet genopbygget, for i går destruerede Hatebreed (og Aphyxion) alt.
