WOLFMOTHER + ELECTRIC CITIZEN
STORE VEGA, KØBENHAVN
04.05.16
Af Trine Sebæk Madsen
Denne onsdagaften i Vega var der dømt 70er nostalgi for alle pengene. Folk i alle afskygninger og i alle aldre var dukket op for at se eller gense det levende rock ‘n’ roll fænomen Wolfmother der var vendt tilbage til Danmark efter fire år. Det skulle dog vise sig at stemningen i det næsten udsolgte Vega skulle blive en ganske anden end den havde været i Tivoli årene forinden.
I første omgang stod amerikanske Electric citizen fra Ohio dog for opvarmningen. Bandet bød i 70ernes ånd på let syrede riffs, gode basgange og omtåget kvindevokal. Vega rungede således i bandets selskab, men mere på svævende vis på grund af bandets hypnotiske trance-agtige harmonier end grundet publikums istemmende tilslutning. Således fremstod det hele en smule søvndyssende, og folk faldt i staver i deres egen utålmodighed efter at se hovednavnet. Electric citizen var dog også næsten ligeså hurtigt væk igen, som de var dukket op, og så var de 35 minutter gået.
Folk stod i midlertidig stadig i kø foran Vega for at få lov til at opleve aftenens hovedact og det fortsatte de med helt frem til koncertens start. Roadiens soundcheck trak dog ud og klokken blev hurtigt 21 før han fik råbt ”yeah, hey hey hey!” et tilstrækkeligt antal gange i mikrofonen. Men tiden indhentede sig selv, og pludseligt blev publikum mødt af en omgang lækkert bonghår og det karakteristiske albumcover til gruppens seneste udspil Victorious. Ulvens blik var rettet mod publikum, oplyst og klar til at angribe. Således smed australske Wolfmother titelsangen Victorious i ansigtet på forsamlingen i vanlig overlegen rock ‘n’ roll-stil og indsatte sit nådesløse angreb.
Man var der lige fra start af og hvis ikke, blev man i hvert fald revet med tilbage i tiden, da man blev introduceret for bassistens flippede outfit, det lange hår eller det høje c leveret af forsanger Andrew Stockdale, der utvivlsomt må være Jimmy Pages longlost twin. Fra sang til sang viste han gang på gang sin store spændevidde der både kunne administrere det punkede højtempo-nummer ”Apple Tree” og mere stille passager. Stemmen knækkede dog en smule i sange som ”New Moon Rising” og ”Women” der kræver highpitch og en intonation der ikke altid gjorde sig gældende for Stockdales stemmebånd i hvert omkvæd. Publikum var dog ikke tydeligt påvirkede af dette (kun alkohol) og greb og fastholdt bandets energi igennem hele showet med både fællessang, tilråb og entusiastisk hoppen og vuggen frem og tilbage. Således red de på bølgen, ofte langt mere end bandet gjorde. Glæden var nemlig først og fremmest en synergi mellem publikum og musik, og man kunne godt have ønsket sig en vildere sceneoptræden fra tid til anden. Ian Peres, bandets ene bassist, gjorde dog sit med sine improviserede og meget inspirerende guitarsoli samt Myles Heskett med sit hårdtslående og tempofyldte trommespil, men resten af bandet fulgte ikke rigtigt bagtrop. Især Stockdale kunnet man havde ønsket mere deltagelse fra, da han på stort set intet tidspunkt af koncerten forlod sin vante plads i venstre side af scenen, hvor han pyntede med guitar og mirkofonstativ. Stemmen var autentisk, men kroppen var det ikke. Mere sceneshow fik publikum altså ikke, men intimiteten var helt i top.
Således fik aftenen hurtigt præg af et musikalsk statement, og det kunne endnu engang fastslås, hvor overlegne bandet er inden for sin genre. Wolfmother kan således uden tøven kaldes denne tids Steppenwolves med et par få moderinger. En ting man manglede en smule var nemlig den oprigtige omfavnelse fra bandet. Der var ingen snak mellem numrene, ingen velkomst og knap nok et udtalt farvel. Kun enkelte gange henvendte bandet sig til publikum, og det var ved at implantere et ”COPENHAGEN” en smule tvunget i diverse sange.
Bandet afsluttede aftenen med nummeret alle tydeligvis havde ventet på, måske også dem der blot kendte nummeret fra filmen The hangover. Således skrålede publikum med på ”Joker and the Thief” ufortrødent, mens bandet slev virkede lidt trætte, i det de kontrapunktisk sang ”And we’re not going home”. Hjem skulle de dog, og ligeså skulle vi andre, velvidende om den kærkommende helligdag dagen efter. Tilbage var og er der kun at håbe på, at der ikke skal gå endnu fire år før Wolfmother igen lægger vejen forbi Vega til en ordentlig position showoff i rock ‘n’ rollens tegn – gerne næste gang med lidt krydret sceneshow på toppen.