MANTAR + DREICH
BETA2300, KØBENHAVN
05.05.16
Af Simon Hesselager Johansen
Foto: Johannes Leszinski
Sludge metal har indenfor det 21. århundrede opnået noget af en global eksplosion i popularitet efter at have gemt sig i relativ obskuritet udenfor det sydøstlige USA, med enkelte undtagelser såsom japanske Corrupted og britiske Iron Monkey. To af de nyeste skud på stammen kunne opleves Kristi Himmelfartsdag aften på Beta: Tyske Mantar, som turnerede i support for deres nye album Ode to the Flame, og Dreich, et nyt dansk band hvis eneste udgivelse indtil videre har været en split-ep med nordirske Mares of Diomedes.
Dreich kom på først og annoncerede fra start af uden at sige noget, at de ikke gjorde noget som helst for at virke lettilgængelige eller musikalsk enkle: De gik på scenen midt i en sky af grønt oplyst røg foran en væg af forstærkere, mens et kig på gulvet afslørede at deres guitarist og bassist hver var bevæbnet med deres nøje udvalgte sæt effekt-pedaler. Hver eneste af den håndfuld sange, Dreich spillede, var et sted mellem 10-15 minutter lange og bygget op omkring indviklede rytmer som især i de langsomme sektioner må have krævet virkelig meget øvelse for at få helt nøjagtigt. På denne bund lagde resten af bandet lige så udstrakte guitar-riffs og bas-linjer, som til punkt og prikke undgik enhver form for konventionel melodi, samt vokaler skiftende mellem dybe dødsgrowls og høje torturerede skrig. Sangene var også fortælleteknisk ret ambitiøse, med omhyggeligt konstrueret langsom opbygning af spænding gennem midt-tempo med hurtige klimakser, hvor guitarspillet blev til en elektrisk storm af psykedelisk hvid støj forankret af rytmesektionen.
Det var tydeligt, at Dreich har sat sig for at deres musik skulle udgøre en ekstraordinær oplevelse og derfor krævede konstant koncentration fra lytteren. Den minimale interaktion mellem musikere og publikum, hvor de sørgede for ikke at “bryde karakter”, samt de koordinerede lysshows til hver sang med nøjagtigt udvalgt farvesammenspil, forstærkede den effekt. Mellem den høje volumen, røget og lysene samt deres komplekse og psykedeliske musik virkede det som om et forsøg på at skabe slags sludge-shaman-visionsrejse, hvor publikums bevidsthedstilstande skiftedes gennem et alternativt oplysende men frygtindgydende lyd-univers. Hvis jeg skulle sammenligne med andre bands, ville en krydsning mellem de to amerikanske. Så imponeret som jeg var af deres ambitionsniveau, så var jeg dog ikke helt sikker på at de nåede det fuldt ud. Det føltes hele tiden som om, at de som sangskrivere bed lidt mere af end de kunne tygge. Hele den atmosfære, Dreich omhyggeligt havde bygget op i deres musik, faldt også til jorden da guitaristen blev nødt til at sætte en ny streng på sit instrument mellem de sidste to sange. De viste sig stadig som en gruppe med stort potentiale, der måske ikke var blevet helt indfriet endnu men det alligevel ville betale sig at holde øje med i den nære fremtid.
Da hovedattraktionen Mantar skulle på scenen, var koncertsalen badet i koldt blåt lys og en optagelse af et spøgelsesagtigt kvindeligt kor spillede i baggrunden. Deres instrumenter var sat op med guitaren og trommesættet diametralt modsat hinanden snarere end vendt ud mod publikum, et ret sjældent layout. Mantars musik føltes også lige efter Dreichs progressive og selvbevidst utilgængelige stil som et totalt perspektiv-flip, da de til gengæld lagde vægt på den rockede side af både doom metal og hardcore-punk. Tænk mere Crowbar end Eyehategod, eller for den sags skyld The Melvins’ senere plader med Big Business-medlemmerne i besætningen. Hvad der fik Mantar til at skille sig ud fra deres indlysende forbilleder var så en kraftig indflydelse fra både black metal i de høje dæmoniske vokaler og overraskende abstrakte melodiske sans, samt en overraskende grad af traditionel heavy/speed/thrash metal i de hurtige riffs. I modsætning til Dreichs upersonlige og distancerede tilgang gik Mantars to medlemmer også i gang med at spille som dæmonisk besatte: Begge svedte intenst og så hele ud til at være i en tilstand mellem ekstase og smerte, hvilket kunne høres i deres optræden! Jeg har sjældent set en gruppe i nogen genre, der var så intenst fordybet i deres egen musik gennem hele koncerten.
Alle de forskellige elementer i Mantars lyd kom især frem i koncertformat, hvor inspirationerne smelter sammen i en højere helhed. I betragtning af, at de var et to-mands-band uden live-bassist, lød de i ren og skær gennemslagskraft af meget mere end Dreich gjorde: Guitaristens Hanno Klänhardts opsætning gjorde det muligt at høre enhver detalje i hans spillestil, hvor det kunne høres at hvert riffs konstruktion integrerede en bred palette af forskellige tone-nuancer. Det samme gjaldt trommeslageren Erinc Sakaryas lyd, hvori hver eneste del af trommesættet anvendtes i velgennemtænkt detalje til at etablere at en dyster rullende groove bag hvert riff. Mens Dreichs musik straktes ud over spraglede progressive eposer, så var Mantars stil bygget op omkring kortere og relativt enkle sange som uden anstrengelser integrerede flere forskellige musiktraditioner: De langsomt kværnende riffs svingede selv på deres mest ekstreme og dissonante med en blueset groove, som kan høres i “Era Borealis” eller “Schwanenstein”, og den traditionelle metal-fornemmelse i de hurtige sektioner var endnu klarere live når man kunne høre hver detalje i melodierne som i sangen “Praise the Plague”, der mindede om en doomet udgave af deres black/thrash-landsmændene Desaster.
I Mantars musik og optræden kan man altså høre en demonstreret forståelse for, hvad der får alle deres forskellige inspirationer til at virke, bare koncentreret i endnu mere potent form som kombinerer punks virkelighedsfornemmelse med black og doom metals rensende esoteriske åndelighed. Som jeg sagde, virkede det som om Mantars medlemmer op på scenen var besatte af dystre højere magter selvom de ellers lignede normale mennesker. De føltes mindre som en musikgruppe og mere som en overnaturlig kraft – jeg har aldrig set et band bestående af kun to musikere skabe en så massiv lyd, hvor jeg rent fysisk kunne mærke hver eneste frekvens vibrere henover mig.
Alt i alt representerede koncerten Kristi Himmelfarts Dag et overblik, hvor forskellige retninger sludge metal kan gå i her i 2016 fra udgangspunket i at kombinere hardcorepunk med doom metal. Dreich repræsenterede en progressiv indgangsvinkel til genren som afviser enhver konventionel melodi eller, mens Mantar fortsatte traditionelle rock og heavy metal-dyder som nedarvet gennem hardcore punk og black/doom. Det var også tydeligt at Mantar var helt klart den mest erfarne af de to grupper, da de helt naturligt kommanderede scenen på en måde som Dreich stadig stræber efter og måske kunne opnå senere hen i deres karriere.
