CROWBAR OG IRON WALRUS
ATLAS, AARHUS
18.05.16
Af Anders Nygaard
Iron Walrus
Jeg kan ikke påstå at have haft noget stort kendskab til tyske Iron Walrus inden aftenens koncert på Atlas, og min fornemmelse er, at mange i salen havde det på samme måde. Ikke desto mindre var fremmødet denne onsdag aften ganske pænt, og et par forventningsfulde headbangers tog da også hurtigt plads i forreste række.
Med projekterede flammer slikkende om trommesættet indtog fire maskeklædte musikere scenen. Iron Walrus er umiddelbart et band, der tager både dem selv og deres musik ganske seriøst, og det kan derfor undre, at de har valgt at køre hvalrostemaet helt ud ved at male stødtænder på de ligegyldige masker. På den måde bliver bandet en anonym og fjollet bisætning, og forsangeren overlades det store ansvar at skabe kontakt til publikum. Heldigvis er Sven Aufermann ikke nogen beskeden mand, hverken af karakter eller statur, og han bærer flot ansvaret på sine høje skuldre. Med sit skaldede hoved og store fuldskæg ligner han en ægte viking. Koncerten indledes af tordnende tung basgang, og da han vrænger kæberne af led og udgyder sit første dybe brøl, står det hurtigt klart, at vikingen også kan synge. Iron Walrus modtager allerede efter første nummer et pænt bifald, og tyskernes tag på tung doom/sludge virker til at falde i god jord hos aftenens publikum.
Det var nakkebrækkende tungt fra start til slut, og Iron Walrus tillod kun dem selv kortvarige temposkift. Det klædte ellers lydbilledet, når tempoet blev sat lidt op, og flere punkede stykker kunne givetvis have skabt noget tiltrængt variation. For selvom det var velspillet og forholdsvist medrivende, så blev det en anelse ensformigt i længden. Også selvom der koncerten igennem blev projekteret grufulde videofilm på de små interimistiske lærreder, og også selvom forsanger Sven forsøgte at tale sit publikum varmt med korte hæse anekdoter. Som opvarmning til Crowbar fungerede det dog fint, og især numrene ”I Hate People” og afslutteren ”Blessed” fik olietønderne foran scenen til at ryste af æresfrygt.
Crowbar
Trods sin status som en af sydstaternes fremmeste musikanter har Kirk Windstein aldrig været kendt for at gå med næsen i sky. Som vanligt mængede Crowbar frontmanden sig derfor også med sit publikum denne aften i Aarhus, hvor han sludrede ved urinalet, hang ud i merchandiseboden og headbangede foran scenen til Iron Walrus. Mystikken afmonteres, og bandet bringer sig selv i øjenhøjde med publikum, og det matcher perfekt Crowbars no bullshit attitude.
Da det blev hovednavnets tur, gik de fire medlemmer roligt på scenen, satte deres gear op og gik i gang. De fejrer i år 20 års jubilæet for deres ikoniske fjerde album Broken Glass, og det har de den seneste måned fejret på de europæiske landeveje. Jubilæet tager de dog med ophøjet ro, og Crowbar forfalder ikke til hverken billige gimmicks eller fulde albumgennemspilninger. Tværtimod spænder setlisten over stort set hele bandets karriere, og vi trækkes igennem en stærk parade af hits fra både det nye og det gamle årtusinde. Første trumf smides på bordet, da de som første nummer spiller Conquering fra netop Broken Glass. Et godt nummer med gode temposkift og stemningen er højspændt fra første strofe. Trods sin ringe størrelse udgør Kirk Windstein en magtfaktor, når han står forrest på scenen. Han spyr ordene ud igennem sit ikoniske gråsprængte skæg, og selvom vokallyden var for lav, lykkedes det ham alligevel at brænde igennem med sin mellemting imellem skrig og brøl. Imellem numrene kommunikerede han flittigt med publikum på totalt uforståeligt engelsk. Ingen forstod det, alle elskede det. Crowbar er folkets band, og selvom de hæse sydstatsgloser oftest går tabt i larmen, så makker folk alligevel ret, når Kirk beder om horn eller headbanging. Selvom Crowbar ikke er scenens mest originale input, så besidder de alligevel så tilpas meget variation, at de nemt kan fastholde publikums koncentration, og stort set hvert eneste nummer vækker genkendelsens glæde. High Rate Extinction, New Dawn og To Build a Mountain udgjorde alle højdepunkter inden nyklassikeren Walk With Knowledge Wisely for alvor ruskede op I publikum. Positivt at opleve hvordan et garvet band som Crowbar stadig kan skrive sange med både nerve og identitet.
Lyden var generelt god og fremmødet pænt. Midt i salen gik jointen på omgang, og på scenen viste Crowbar sig fra sin bedste side, da de sluttede sættet af med No Quarter, All I Had (I Gave), Planets Collide og Like Broken Glass (selvfølgelig). Efter en kort pause og lidt spontane jubelråb gik bandet på scenen igen og sluttede en behagelig aften af med Existence is Punishment fra 1993 til publikums store begejstring.