DEGIAL + VORUM
KB18, KØBENHAVN
27.05.16
Af Peter Béliath
Foto: Boris Larsen
Hans ansigt er sværtet sort. Han ruller med øjnene, mens han skriger teksterne ind i mikrofonen. Der er galskab i de øjne. En galskab, der et øjeblik får mig til at tænke på den gale araber, Abdul Alhazred, der ifølge H.P. Lovecraft skrev ”Necronomicon”.
Jonatan Johansson er hans navn, og hans band hedder Vorum. Vorums musik ligger langt væk fra de nedtrampede stepper, som metallens trend-ryttere ynder at galoppere på. På samme måde kommer Vorum også rent geografisk fra et udkantsområde på metal-landkortet. Kvartetten stammer fra Ålandsøerne, så de er altså en slags svenske finner.
Vorum er nogle af de drabeligste repræsentanter for den revival af traditionel dødsmetal, som for tiden laver rystelser i undergrunden. En revival, der havde stockholmske Repugnant og Kaamos som vigtige igangsættere, og som nu føres videre af bl.a. Vorum og Degial.
Vorum har kun overfladiske ligheder med den form for dødsmetal, der har været så populær i DK siden 1990’erne. Hos Vorum leder man forgæves efter joggingbukser og hvide gymnastiksko. Der er heller ingen senpubertære forsøg på at chokere ved at synge pudseløjerlige ting om lig. Ej heller råber Vorum op om veganer-moral og dyrevelfærd.
Vorum er pisseligeglade med verdslige ting. Vorum flår allerede med de første taktslag i ”Hungry Wounds” dækslet af til afgrunden. Et sug går gennem salen, og mens vi headbanger og bæller bajere, rives vi med af den musikalske kaospuls. ”Dance Of Heresy” og ”Poisoned Void” angler efter en status som nyklassikere.
Finnerne siger ikke et kvæk mellem numrene, som fyres af i et vildt tempo og med miner, der minder om dem, man finder hos religiøse fanatikere. Vorums sæt er en konstant malstrøm. Et kværnende kaos, der laver nålestiksoperationer ind i det materielle skaberværk, som holder menneskeheden trælbundet.
Vorum har to ep’er og et fuldlængde-album med i bagagen. Deres show er sammenbidt og dybt seriøst. Akkurat ligesom Degials.
Faktisk er slægtskabet mellem Degial og Vorum så stærkt, at Jonatan Johansson går igen i Degials line-up. Også Degial optræder med sodsværtede ansigter. De er iklædt stramtsiddende, halvrådden læder med nitteprydelser. Det visuelle indtryk passer 100% til det, der kommer ud af forstærkeranlægget.
Det lykkedes ikke rigtig lydmanden at få Degial-sangeren Hampus Erikssons vokal til at gå gennem den massive lydmur. En skam, for Degial nyeste album, ”Savage Mutiny”, bevidner, at Uppsala-bandet hører til i den nye døds-revivals elite.
Degial er traditionalister. De henter ligesom Vorum inspiration i den oprindelige death metal fra 1980’erne (Possessed, Necrovore, tidligt Morbid Angel etc.). Men Degial er ikke på noget nostalgi-trip. Deres musik er nøjagtig ligeså moderne, som den er arkaisk.
Degial handler ikke om grindende teknik og gold brutalitet. Degial handler om at slippe farlige kræfter løs på publikum. Degials musik er vild. Hidsig. Rasende. Det stramme læder og manchetterne med nitter binder kroppen, så ånden kan befries. For Degial er et spirituelt band.
Ikke for ingenting kommer Degial fra Uppsala. I vikingetiden stod der et mægtigt tempel for de hedenske guder i Uppsala. I dag er Uppsala et åndeligt kraftcenter, hvor musikere fra bl.a. Watain og In Solitude residerer, når de ikke drager hærgende gennem verden med deres kaospåkaldende shows. Guitaristen Rickard Höggren optræder da også med det legendariske ”Uppsala Metal Of Death”-rygmærke.
Degial og Vorum bliver næppe rockstjerner i DK. Dertil er den danske folkesjæl nok for jordbundet. Men det halvfyldte lokale på KB18 mere end antydede, at der er en ny generation af danske headbangere m/k på vej. Generationsskiftet er i fuld gang – også blandt musikere. Og denne aften kunne man se unge medlemmer fra Slægt og Encyrcle hæve næven i hyldest til Degials afskedstoner.