HORISONT + BLACK LUNG
BETA2300, KØBENHAVN
02.06.16
Af Simon Hesselager Johansen
Foto: Johannes Leszinski
Svenske Horisont har kommet langt fra deres begyndelse som kultband da deres første LP Två Sidor av Horisonten udkom i 2009, til i dag at kunne befinde sig blandt spydspidserne af den nutidige genopvækkelse af traditionel heavy metal og hård rock: En musikkultur, som store dele af metalmiljøet afviste som antikveret tilbage i 2006 hvor gruppen blev dannet, men nu har opnået sin største popularitet siden 70’erne og 80’erne. Horisont kunne også endelig opleves som hovedattraktion da de spillede i Beta2300 2/6, efter at have spillet til festivaler som Heavy Days in Doomtown og opvarmningsband for tyske Kadavar de sidste to gange som svenskerne optrådte på dansk jord.
Opvarmningsgruppen denne gang var Black Lung, et amerikansk doom metal-band fra delstaten Maryland som også er hjemstavn for mange velrenommerede grupper i genren for eksempel Iron Man, The Obsessed og Revelation. Dette specifikke band er blevet dannet af medlemmer fra The Flying Eyes, et psykedelisk rock-projekt i meget samme stil som de britiske 60er-obskuriteter High Tide. Denne arv kunne høres videreført i Black Lung, på trods af gruppens mere metalliske og mindre psykedeliske lyd: Deres musik var bygget op omkring samme powerblues-riffs som kan spores tilbage til Black Sabbath og Pentagram, men sat sammen i lange ambitøse sange skiftende mellem mange forskellige tempoer og tit tog uventede drejninger i deres strukturer. Faktisk var det kun en tredjedel af tiden, de holdt sig til at spille langsomt.
Hvad der fik Black Lung til at skille sig ud fra så mange nye doom-grupper var den subtile inspiration fra traditionel mellemøstlig musik, som især kunne høres i de hurtigere sektioner samt guitarsoloerne, for ikke at nævne ret meget af trommespillet. Dette islæt fik virkelig lytterens fantasi til at lede sig hen på storslåede ørkenlandskaber og uendelige sletter strækkende sig ud i det uendelige under kaleidoskopiske stjernehimler ovenfor. Det var forresten en lettere bizar oplevelse at høre sangeren skifte fra den affekterede britiske accent, hans vokaler var i, til sin naturlige sydøst-USA-accent mellem de enkelte numre.
Da hovednavnet Horisont skulle på, åbnede de deres sætliste med titelnummeret fra deres sidste album Odyssey, der i stil med Judas Priest’s Sin after Sin begynder med albummets store epos (på de fleste metalplader placeret til sidst): En 11-minutters heavy metal-mini-sonata, hvis fortællestruktur spænder fra spacy synthesizer-introer over blødere atmosfæriske passager til galloperende speed metal zig-zaggende dramatisk mellem flere kapitler. Især live føltes det som en regulær rum-opera, med Horisonts frontmand Olof Wikstrand stående bøjet forover en analog synthesizer af den slags som var fast inventar i datidens progressive rock, mens han sang som en ung Rob Halford om en ekspedition astronauters møde med de fremmede væsener som havde skabt menneskeheden a la “Rumrejsen år 2001”.
Netop valget af dette nummer som introduktion demonstrerer også, hvad har gjort Horisont unikke blandt den nye bølge af traditionel heavy metal: Det faktum, at de hverken har rekonstrueret tidlig-70’ernes psykedeliske betonrock eller tidlig-80’ernes New Wave of British Heavy Metal. Snarere har de taget udgangspunkt i, hvordan genren lød i midt/sen-70’erne med ikke kun Judas Priest men også Scorpions’ plader fra den tid som tydeligste inspirationer – da heavy metal i den form, vi kender den i dag havde mere eller mindre taget form fuldstændig men ikke havde distanceret sig fuldstændigt fra progressiv rocks hårdere ende.
I alle sangene, som Horisont spillede, kunne der faktisk høres et væld af forskellige musiktraditioner flettet sammen uden større anstrengelser i en større helhed – nøjagtigt ligesom i metallens urtid i halvfjerdserne, før den hårde rock delte sig i en masse forskellige genrer og subkulturer som tit har været i modstrid med hinanden. Nostalgisk folkrock-twang kulminerede i hårdtslående riffs, i guitar-duellerne lagde psykedeliske hvirvelvinde af forvrænget blues sig ud mod Ritchie Blackmore/Uli Jon Roth-lignende neoklassiske soloer og tilmed dukkede grandiøse keltiske melodier a la Thin Lizzy op som bærende motiver i sangene. Selv de kortere og enklere numre havde en masse farver og nuancer over sig som sjældent høres i moderne metal, og det var virkelig forfriskende at blive mindet om at traditionel heavy metal repræsenterede kulminationen af flere forskellige musikkulturers historiske udvikling.
Det var i det hele taget bemærkelsesværdigt at høre, hvordan Horisont på trods af deres unge alder havde genopdaget og bevaret alle de ting ved 70’ernes og 80’ernes heavy metal og hårde rock, der ellers savnes i deres nutidige arvtagere. Især dette aspekt stod frem i live-formatet, for eksempel at selv deres sanges hurtigste og mest klassisk metalliske sektioner havde et sjældent blueset swing over sig takket være trommeslagerens meget aktive rytmiske stil. Noget andet, der virkelig gjorde dem en oplevelse live, var at alle medlemmerne hele tiden pressede deres optræden udover deres tekniske evners grænser. Jeg nævnte allerede tidligere, at sangeren tit strakte sin stemme henover toppen af hvad var fysisk muligt for ham nøjagtigt som Rob Halford cirka Stained Class, men jeg kunne lige så ofte høre alle instrumentalisterne forsøge at spille hurtigere end de rent faktisk kunne og stadig holde takten. Hele det “spil på kanten af dine evner”-ethos er den dag i dag en af mine yndlings-elementer i klassisk heavy metal, og det er noget som næsten er gået tabt i genrens nuværende form. Som en af Horisonts egne sange hedder som titel: “Break the Limit”!
Kort sagt var Horisont i topform og demonstrerede, hvorfor de er blevet et af hovednavnene indenfor nutidig hård rock i 70’er-stil. Black Lung virkede en smule undervældende ved siden af, men deres kreative fortolkning af psykedelisk doom metal har helt klart potentiale og de viste sig som en gruppe at holde øje med.
