RISEFEST 2016
RISING, SLÆGT, FÖRTRESS
UNDERWERKET, VALBY
04.06.16
Af Peter Béliath
Foto: Johannes Leszinski
Det lignede en gårdfest, som ud på aftenen kravlede under jorden. Der var pølser på grillen og øller på køl. Priserne var mast helt i bund. Passion over profit. Entre: 50 kr.
Risefest 2016 var metallisk subkultur. DIY i skrammede omgivelser. Nul udenværker, nul staffage. Bare musikalsk broderskab og supergod musik.
Første band på scenen var Slægt. Slægt er skræmmende unge og har et aggressivt, atmosfærisk attak på metallen, som er uhørt i DK.
Visuelt kunne Slægts guitarist og vokalist Oscar J. Frederiksen minde om en ung Jon Nödtveidt. Og stilmæssigt befandt Slægt sig i et mystisk krydsfelt mellem Dissection og Angel Witch. Altså metallisk tradition sat ind i en moderne sammenhæng.
Duften fra røgelsespinde blandede sig med den voldsomme musik i en berusende cocktail. Vi fik ”Move In Chaos” og to andre numre fra Slægts seneste ep, ”Beautiful And Damned”, blandet op med en serie nye numre.
Lead guitaristen Anders M. Jørgensen var flere gange ude ved scenekanten for at forechecke publikum med en rock ’n’ roll-attitude, som befandt vi os på The Music Machine, London den 8. maj 1979 (en metal-mytisk dato!).
Slægt var chokerende velspillende i forhold til deres alder. Og ordet lovende forslog som den proverbiale skrædder i helvede.
Underwerket ligger i en lavloftet kælder i Valby. Pudset er raslet ned her og der, toiletterne er oversprayet med graffiti. Og når man denne nærmest subtropiske sommeraften trådte ned til den svedende menneskemasse, ramte heden som en kølle. Det var en intens oplevelse.
Moderne metalbands snakker ikke over sig på scenen. Og akkurat ligesom Slægt fyrede Rising en kanonade af næsten uafbrudt ekstremmetal af.
Rising var ved indgangen til dette årti med til at bryde den onde cirkel i dansk metal. Med Rising blev seriel skampuling af udenlandske trends erstattet af sangskrivning med personlighed. Man behøver ikke høre mange minutter af en Rising-sang for at fatte, at her er intet overladt til tilfældighederne. Jacob Krogholts kompositioner er gennemarbejdet ned til mindste detalje, og stilistisk er gruppen et kreativt clash mellem gammelt og nyt, mellem det brutale og det iørefaldende.
Risings nyeste album, ”Oceans Into Their Graves”, nyder godt af den nyrekrutterede sanger, Morten Grønnegaard. Og live fungerede han optimalt. Grønnegaard bevægede sig hjemmevant på scenen, og hans vokal gik gennem lydbilledet med en skarpretters præcision.
Pressen vil gerne sætte Rising i sludge-kassen. Jeg foretrækker at kalde Krogholt & Co.’s musik for fremtidssikret heavy rock. Og på sin egen underdrejede måde var Risefest 2016 et rejsegilde for metallens fremtid i DK.
Med Förtress gjorde festaberne deres indtog på Risefest 2016. Förtress spillede heavy rock med en hældning mod retro. Der var masser af hook i Förtress’ musik. Amagerkanernes sange var yderst effektive foran et publikum, som havde pendlet flittigt mellem baren og spillebulen. Gang på gang hævede en skov af øldåser sig mod loftet. Skål!
Attituden var kæphøj, selvom der ikke var meget plads til himmelspræt på den trange scene. Alle var godt underholdt, og Förtress var en perfekt afslutning på en aften, hvor alvor og fest gav hinanden en tungeslasker.
