HALESTORM + RAVEN EYE
AMAGER BIO, KØBENHAVN
08.06.16
Af Trine S. Madsen
Amager bio var denne aften proppet til randen med mennesker. Det kom bag på de fleste, at aftenens hovednavn trak i så mange, at koncerten kunne erklæres udsolgt allerede en uge inden koncerten. De for nødstedtes råb blev dog hørt og der blev i dagen forinden frigjort et begrænset antal billetter til de hurtige, og det var tydeligt at mange havde grebet muligheden.
Engelske RavenEye stod for denne onsdagaften for opvarmningen, hvilket dog som sådan næsten ikke var nødvendigt. Det var næppe nogen i salen, der frøs eller manglede vådt til ganen. Ikke desto mindre leverede bandet en fest med deres stenede hardrock, der både bød på velklingende vokal og solide guitarriffs. Af og til løb musikken dog ud af uventede spor og efterlod et stenet indtryk med underlige loops, som bandet lod til at sidde fast i. Publikum blev dog slynget af efterhånden som gentagelsens trætte trommerum blev for meget, men det stoppede ikke bandet i at levere en overbevisende rock ‘n’ roll præstation rent scenisk. Bandets ene sanger Oli Brown satte ikke sit tempo ned selv efter at have væltet utallige mikrofonstativer ned fra scenen eller at have snublet med sin guitar, men forsatte ufortrødent sit udmærkede guitarspil, mens han besteg bandets stortromme med en sjældent set kampgejst og en hårpragt meget lig den man ser hos mange af firsernes thrashbands. Musikken harmonerede sjældent i disse øjeblikke og Browns ellers så kraftfulde metalvokal blev tynget ned af et kor, der sang falsk. Andre gange overtog den anden guitarist tjansen som forsanger, men det klædte meget lidt bandets roede udtryk, som han havde svært ved at overdøve med sin meget lidt insisterende klang. Dermed var det ikke et helstøbt, harmonisk indtryk publikum stod tilbage med, men en opfordring til det vilde liv og styrkelsen af det gode kammeratskab involverende en øl eller to. Bandet havde fået flere.
Aftenens hovednavn lod dog vente på sig og bare fordi klokken pludselig var 21 skyndte Halestorm ikke på sig selv. Tiden gik og mange af dem, der havde kæmpet sig til en plads oppe foran overgav sig efterhånden til benkramperne og gik ned bag i og satte sig på trapperne i stedet. Andre valgte af tage sig en god, gammeldags slåskamp, hvilket fik security til at være ekstrameget på mærkerne resten af aftenen. Adskillige rød Tuborg og en testende roadie senere skete der dog noget og så stod de der og man var ikke i tvivl. Hele bandet var udkørte og af udseende enormt trætte at se på. Mrs. Hale selv var også utvetydigt hæs, hvilket hele aftenens koncert bar præg af. Hele koncerten igennem insisterede hun på den samme gamle kliché om København som yndlingsbyen over alle yndlingsbyer samtidig med at hun henvendte sig til salen med det tysk udtalte ”Kopenhaken” og af at hendes bror Joe blev ved med at rette hende. Lizzy Hale imponerede dog alligevel trods sin åndsfraværelse, der snildt kunne betegne hele bandet. Stemmen bar præg af lange turneer, men ikke desto mindre var den slebet med sandpapir akkurat som man normalt ville kunne karakterisere Hales brede rockstemme.
Bandet brugte den selvsamme skabelon som altid, hvilket fungerede, men ikke ligefrem bidragede til overraskelser. Således havde Lizzy Hale både øjeblikke foran sit akustiske klaver med mor-datter-balladen ”Dear Daughter”, trommeslageren havde sit solo-moment, hvor han sang Black Sabbath og AC/DC, mens resten af bandet tog en hviler og Lizzy Hale senere fik lov til at posere med sin double-neck guitar til nummeret ”I am the Fire”.Dubstep-nummeret ”Mayhem” haltede en smule vokalmæssigt ligesom førnævnte nummer, hvor det i de lange skrige-sekvenser var tydeligt, hvor stemmen knækkede. Ikke desto mindre headbangede dele af publikum alligevel igennem til samtlige sange ligeså meget som de skreg og skrålede og bidragede til fællessang. Joe Hale blev endda beriget med et par lyserøde trusser med hans navn på, som han stolt valgte at hænge om halsen på sin guitar. Han stod også for uddelingen af plekters aften igennem og folk hoppede grådigt over dem hver gang, han delte ud.
Halestorm insisterede til sidst på at spare publikum for ekstranumre, hvor bandet typisk skulle råbes ind på scenen igen, men de blev stående og spillede en halvtime over tid og publikum tog mod idéen med kyshånd. Halestorm tvang således den sidste energi ud af kroppen og takkede af. Der var uden tvivl nogen, der havde brug for at komme hurtigt ud i bussen og snorke igennem. Om trætheden var noget, der var synligt undervejs i koncerten, kan man kun svare ja til, men publikum elskede Halestorm og gør det helt sikkert stadig nok til at tage vejen igen til indre by, når Halestorm på et tidspunkt igen ligger vejen forbi deres yndlingsby Kopenhaken.
