AC/DC + TYLER BRYANT AND THE SHAKEDOWN
CERES PARK, AARHUS
12.06.16
Af Anders Nygaard
Foto: Thomas Thomsen
Axl Rose er kendt for mange ting, gode som dårlige, men stor produktivitet har de seneste mange år ikke været en af dem. Det kom derfor som en overraskelse for mange, da han tidligere på året annoncerede gendannelse og turne med det (stort set) originale Guns N’ Roses, og det kom mildest talt som en endnu større overraskelse, at han også havde fundet tid til at vikariere for høreskadede Brian Johnson på den forestående AC/DC tour.
Det har ikke været nemt at være AC/DC fan de seneste år. I 2014 måtte Malcolm Young trække stikket på grund af helbredsproblemer, i 2015 var den gal med Phil Rudd og i 2016 altså Brian Johnson. Det er hårde vilkår for garvede fans, og da de australske boogie rockere tilmed annoncerede Axl Rose som erstatning, flød bægeret ganske enkelt over. Blasfemien og skuffelsen stod malet i ansigtet på tusindvis af fans verden over, og internettet rasede i fælles front imod ”skrigeballonen”, ”vikaren fra helvede” og ”Axl/DC”. Axl Rose er umiskendeligt arrogant, og med en douchebag faktor på over 100 er det ikke så sært, at trofaste fans fik nyheden galt i halsen. De fleste glemte dog i ren ophidselse, at Axl Rose også besidder en af verdenshistoriens mest ikoniske rockvokaler og et performergen udover det sædvanlige. Han ved hvordan man håndterer et stort publikum, og der gik da heller ikke længe, før de positive tilkendegivelser og anmeldelser begyndte at strømme imod AC/DC og deres nye vikar.
Selvom AC/DC er så utroligt meget mere end bare deres forsanger (uanset hvem der varetager denne tjans), så har Axl Rose optaget meget spalteplads de seneste måneder, og han var da også omdrejningspunkt for langt de fleste forudgående samtaler og diskussioner denne søndag i Aarhus. Følelsen af nostalgi ligger dybt i underbevidstheden hos fans af AC/DC, og derfor er det også nærmest urimeligt svært at skifte ud i besætningen.
Inden Aarhus ved selvsyn fik mulighed for at kaste deres kritiske blik på den nye rødhårede giraf, skulle vi dog lige trækkes igennem opvarmning med Tyler Bryant and the Shakedown. Arrangementet var allerede startet kl.14 på parkeringspladsen foran stadion med livemusik, boder og sjove indslag, og fadølspromillen var derfor stødt stigende, da opvarmningsbandet gjorde sin entré. Det skærpede ikke ligefrem publikums opmærksomhed, og Tyler Bryant havde i forvejen utrolig svært ved at fange publikum interesse.
Med kun tre mand og en yderst sparsom sceneopsætning så det en smule latterligt ud på den store scene med de buttede djævlehorn, og de formåede da heller ikke at fylde scenen ud, selvom Tyler ivrigt løb frem og tilbage og lirede den ene solo af efter den anden. Når de tunge riffs fungerede bedst, lykkedes det Tyler Bryant at generere sporadiske klap blandt publikum, og enkelte rejste sig endda fra deres pladser på tribunen. Koncerten var hæmmet af et alt for lille billede på storskærmen og en middelmådig lyd på vokalen. Tyler Bryant and the Shakedown gjorde deres for at varme Aarhus op til aftenens rock brag men magtede ikke at efterlade noget varigt minde.
Forstærkere på række kom til syne, da knap 20 mand hastede på scenen for at gøre klar til AC/DC. Endelig en sceneopsætning der kunne matche scenens størrelse. AC/DC spiller ikke små koncerter, og publikums interesse rettedes da også i stigende grad imod scenen, hvor man fornemmede noget stort tage form. Axl og resten af DC trak den dog lidt ud, og den fantasiforladte DJ nåede næsten at spille hele Rolling Stones bagkatalog, inden Angus endelig cruisede over scenen i fuld gadedrenge-step med Axl humpende efter sig på sin nyligt erhvervede gipsfod. Chris Slade, Stevie Young og Cliff Williams var der selvfølgelig også, men det var mildest talt de to førstnævnte, der trak den største del af læsset denne aften.
I nærmest samme øjeblik gik solen ned bag Ceres Park, fadølstågerne lettede, og publikum rettede deres fulde opmærksomhed imod scenen og brølede med på Rock or Bust fra bandets seneste album. Et middelmådigt nummer der dog virkede forløsende for det store publikum, og Axl Rose fik lynhurtigt slået sin troværdighed fast. Det var tydeligt, at han tog opgaven alvorligt, og man fornemmede hans stolthed over at varetage så vigtig en post. Han snurrede og dansede aftenen igennem rundt på sin gipsfod, og som andre anmeldere allerede har bemærket, så var det i hvert fald ikke hans fejl, at koncerten svingede i kvalitet. For det gjorde den, det må vi indrømme. Publikums engagement steg og faldt som vinden blæste, og den kollektive brandert toppede tilsyneladende alt for tideligt. De sikre hits fra bagkataloget tog kegler, mens nyere materiale generelt faldt til jorden, og heri finder vi også en af bandets største svagheder: det er simpelthen for længe siden, de sidst har tilføjet noget relevant til selvsamme bagkatalog.
Højdepunkterne overgik dog langt lavpunkterne, og da først Back in Black kom på, var der ikke et øje tørt. Dirty Deeds Done Dirt Cheap løftede festen endnu et niveau, og selv Angus blev her nødt til at smide hatten af ren begejstring. Senere røg også jakken, og også Axl nåede hurtigt at gennemsvede sin røde bandana. Han talte ikke meget med publikum men virkede generelt tilfreds, og sammen med resten af bandet leverede han stærke udgaver af Thunderstruck, hvor publikum for første gang hengav sig totalt, High Voltage, Hells Bells, Given the Dog a Bone, T.N.T. og You Shook Me All Night Long. På trods af smuttere fik vi altså al den fællessang, vi kunne have ønsket os, og også aftenens foreløbigt sidste nummer, Let There Be Rock, gjorde hvad den skulle. Angus trak selvfølgelig den sidste guitarsolo alt for lang ud, men det var vel forventeligt. Det blev reddet med en klassisk konfettikanon.
Så let slap vi selvfølgelig ikke, og folk vidste da også præcis, hvad vi manglede. Det var derfor ikke nogen overraskelse, da AC/DC fyrede op for pyroteknikken og spillede Highway to Hell som første ekstranummer. Derefter fulgte Riff Raff, inden de store kanoner blev rullet frem til For Those About to Rock (We Salute You), der sluttede koncerten af med et brag, som den var startet. Desværre var det også et af de få eksempler på, en sang som Axl hverken formåede at kopiere eller forny.
At tale om ”rock nostalgi i nye klæder” er måske en tilsnigelse, for AC/DC er vitterligt stadig AC/DC, og de gør stadig tingene på præcis deres egen pompøse og kompromisløse facon. Det glædede nok de fleste fans denne søndag aften i Aarhus, og denne anmelder kan da heller ikke lyve sig fra at have følt rock historiens tunge og nostalgiske vingesus en gang eller to. Alligevel bliver vi nødt til lige at runde Axl Rose tilstedeværelse en gang til, for selvom AC/DC stadig er AC/DC, så tilførte vikaren alligevel noget nyt. Måske var det ligefrem et famøst friskt pust, der kastede sin glans over aftenens ellers fadølstunge tur ned ad memory lane. Man må spørge sig selv: hvis ikke Axl, hvem så? Han påtog sig en nærmest umulig opgave, og resultatet var langt over forventning.
Et frisk pust, en 61 årig der stepper som en vårhare og et anonymt backing band. Det var nok til at gøre aftenens koncert til en succes.
