SLOUGH FEG + WASTED
KB18, KØBENHAVN
11.06.2016
Af Simon Hesselager Johansen
Foto: Emma Schebeska
Amerikanske Slough Feg er ikke endnu blevet blandt deres generations bedst kendte traditionelle metal-grupper, men de har stolt kæmpet opad hver eneste trin af deres karriere fra da de blev dannet i midt-1990ernes USA og undervejs vundet en trofast kult-fanbase. Denne sommer har de spillet både på Muskelrock og på Sweden Rock, og efter det kunne Slough Feg også opleves på dansk jord 11. juni i KB18. Da jeg selv så dem i 2014 på Stengade var det en koncertoplevelse som jeg aldrig glemmer. Det var derfor med høje forventninger, jeg troppede op til koncerten her lørdag aften.
Åbningsbandet Wasted var et dansk heavy metal-band fra helt tilbage i de tidlige 1980erne, som ligesom mange andre kult-helte fra dengang først har fået skyggen af den anerkendelse de har fortjent her i det 21. århundrede. De havde noget bøvl med det tekniske, før de skulle på, men entusiasmen og visionen manglede ikke da det endelig kom i gang. Sangeren Mick ”Throat” Sonne mindede med sit vejrbidte ansigt, lange grå hår og Djenghis Khan-moustache om en genetisk krydsning mellem Dave Brock fra Hawkwind og doom-legenden Scott ”Wino” Weinrich. Hans galgenhumoristiske kommentarer om gruppens karriere i mellem sangene tilføjede noget ekstra ”je ne sais quois” til hele oplevelsen.
Jeg skal her nævne, at ”galgenhumor” menes her bogstavelig: Han havde en kludedukke hængt fra sin mikrofonstander med et sjippetov som galgerebet, hvilket virkelig understregede den morbide humor i Wasteds musik. Deres lyd befandt sig et sted mellem Saint Vitus og Trouble, med deres sangskrivning bygget om mellem langsomme og sombre men majestætiske passager til galloperende speed metal-riffs kronet af indviklede guitarduel-soloer, men samtidig havde flere af de hurtige sektioner noget rå og punket over sig, hvilket resulterer i en mere lurvet og beskidt stemning end sidstnævnte gruppes metafysiske og eksistentielle verdensbillede.
Mick Sonnes vokaler viste sig at være lige så uforglemmelige som hans personlighed: Han lød som en slags gal Shakespeareansk skuespiller, som efter at have spillet skurk i ret mange lavbudget-gyserfilm havde startet en karriere som metal-sanger. Det var tydeligt gennem hele Wasteds sætliste, at medlemmerne havde spillet sammen i 30 år og opnået fantastisk kemi hinanden imellem, og den intuitive forståelse de enkelte musikere havde for at spille op imod hinanden tilføjede virkelig et ekstra lag intensitet til deres musik. Sangskrivningen viste også en imponerende fornemmelse for at opbygge og udløse spænding i hvordan de skiftede gear mellem forskellige tempoer og meget diverse riff-stilarter i samme sange. Denne balancegang mellem modsatrettede elementer kunne også ses fornemmes i teksterne, som kontrasterede både mytologisk og virkelig ondskabs op med den eksistentielle jagt efter frihed i en grusom verden – og det idiosynkratiske særpræg, som kommer fra Sonnes morbide moro får på en eller anden måde alle de forskellige ingredienser i Wasteds stil til virkelig at flyde sammen i en forenet helhed.
Slough Feg skuffede ikke, da de gik på ved 10-tiden. Deres koncerter har altid været en meget anderledes type oplevelse end de fleste andre traditionelle, hvilket bl. a. skyldes at de ikke har taget deres udgangspunkt så meget i Sabbathariansk betonrock eller Deep Purple og Rainbows neoklassiske grandeur men snarere i folkrocks tungere og dystre hjørner med intensiteten og forvrængningen skruet så højt op som muligt. Frontmanden Mike Scalzis sangtekstunivers har også sine rødder i en underlig blanding af 1970er-science-fiction-kitsch, moderne socialrealisme og masser af absurd humor som har mere tilfælles med Captain Beefheart’s Magic Band end noget indenfor metalgenrens eget stamtræ Med andre ord er Slough Feg mere eller mindre en slags postmoderne Thin Lizzy.
Dette har gennem deres karriere været nøglen til Slough Fegs appeal, da få andre i nyere tid hovedsageligt har lagt vægt på netop den af traditional heavy metals inspirationskilder. Slough Feg har heller aldrig været en gruppe, man skulle se for deres tekniske færdighed eller disciplinerede instrumentale færdigheder. I stedet var deres optræden endnu en gang drevet af rå personlig intensitet og instinktiv musikalitet med mere vægt på bandmedlemmernes entusiasme og improviserede samspil op ad hinandens musikalske personligheder end at ramme noderne nøjagtigt eller holde takten. Nøjagtigt ligesom de irske folketroubadurer, Thin Lizzys Phil Lynott repræsenterede en hård rock-udgave af – gruppens for ikke-gælisktalende svært udtalelige navn som Mick Sonne fra Wasted jokede omkring hentyder også til en obskur guddom i irsk mytologi, og det har sandsynligvis ikke hjulpet deres karriere at 2003 inkluderede bandnavnet denne skikkelses fulde titel The Lord Weird Slough Feg! Denne inspiration jokede Scalzi også med, da hans kommentarer mellem sangene flere gange hentød til Lynotts på Live and Dangerous. ”Is there anyone with a little Italian in them tonight?”
Også den amerikanske blues-tradition trak Slough Fegs frontmand Mike Scalzi på. Med sin vagabond-hulemands-fysiognomi og dybe stemme som afhang mere af gade-raconteur-karisma end heroisk stemme-akrobatik mindede han om en slags heavy metal-udgave af Tom Waits, især da han midt under koncerten tog en gammeldags bluesmands porkpie-hat på. Både ham og bassisten Adrian Maestas vandrede flere gange ud i publikum, mens de spillede, og klatrede rundt på forstærkere og paller udenfor scenen – hvilket måske gik fuldstændigt imod metals tradition med klar adskillelse mellem publikum og kunstmer, men var fuldstændig i forlængelse af middelalderens spillemænds optræden og moderne blues/folk-sangere for den sags skyld.
Især i deres længere episke sange såsom ”Warrior’s Dawn” og ”Ape Uprising” (baseret på filmen Abernes Planet) blev det klart, at Slough Feg har fortsat disse musiktraditioner mere end den kontinentaleuropæiske klassiske musik som metals episke side ellers oftest er blevet sporet tilbage til. Disse sange fulgte ikke samme linære progressive komposition som hverken klassiske sonataer eller konventionelle heavy metal-eposer, men tog hele tiden uforudsigelige og til tider legesyge eller humoristisek sidespor tæt op ad de rablende sidehandlinger som folkesagn og middelalderlige digte enten opnåede gennem genfortællinger eller skjalde som tilføjede nye øjeblikkelige twists i deres fortællinger for ikke at kede deres publikum. De humoristiske elementer i Slough Fegs musik og optræden, samt kombinationen af socialrealisme og fantastiske fortællinger i sangteksterne, fungerede også som en videreførelse heraf: De gamle irske episke digte og folkesagn var, ligesom Eddaerne eller Beowulf, morsomme da de var befolket af mennesker som fortalte vittigheder og grinte af deres skæbner. Når bizarre og uhyggelige ting sker i folks liv, joker de om det på samme måde som hovedpersonerne i de gamle sagn – og i Phil Lynott eller Mike Scalzis sangtekster.
På trods af Wasted og Slough Fegs meget forskellige individuelle udtryk, demonstrerede begge grupper altså lørdag aften hvorfor de både måske godt nok kun er blevet kultbands men også hvorfor de har udviklet så trofaste fanbaser: De to bands har udviklet hver deres særprægede tag på genren, som kom direkte fra deres respektive sangskriveres unikke personligheder og jeg ikke kunne forestille mig fra mange andre.
