NIBE FESTIVAL
Nibe
29.06.2016 – 02.07.2016
Nogen husker den allerførste gang. Men det var først den 31. gang, at Nibe reelt mistede sin mødom. Og det med en højeksplosiv orgasme, som selv ikke den mest professionelle pornoskuespiller kunne fake.
Sydvest for dobbelt A hviler normalt fred og idyl. Men Den Lille Fede, som festivalen kaldes, sørger år efter år for at forstyrre denne idyl.
Og årets udgave har efterladt – få men alligevel nogle – metalsplinter i miles omkreds.
Nuvel. Nibe Festival er ikke Copenhell eller Roskilde Festival. Måske ikke det sted, hvor læserne af Metalized søger hen som det første.
Men deres program indeholdte elementer af rock og lidt metal. Og for øvrigt en masse hygge, hvis du trængte til en slapper ovenpå en omgang Copenhell.
Med Volbeat som det absolutte hovednavn, var det lykkedes festivalen at gøre intet mindre end et scoop. Som den ene ud af to festivaler i Danmark – den anden Tinderbox.
Hvorfor så lige Nibe og ikke Copenhell eller Roskilde kunne man forledes til, at spørge?
Jo, fordi Nibe VILLE have Volbeat og omvendt. Det kalder på respekt.
For Nibe var det vigtigste ikke, at der var proppet foran scenerne. Det her handlede om mangfoldighed og lidt for enhver smag. Det var og skulle ikke være en Volbeat koncert. Det var en festival, hvor Volbeat ”kun” var hovednavnet.
Volbeat
Tilbage i Skalskoven efter 9 års fravær indtog de Stor Scene allerede onsdag aften. Og hvilken tilbagekomst.
Hvad der har fået Volbeat tilbage er nok en gåde for de fleste. Men festivalen VILLE have Volbeat og Nibe kunne leve op til bandets krav til produktion m.v.
Med til historien hørte, at Volbeat spillede på festivalen tilbage i 2007 og ved den lejlighed følte sig godt behandling. Og det betyder meget i Volbeats bog. Og nok også at de kan spille for et dansk publikum.
At, Michael Poulsens svigerfamilie så tilfældigvis bor tæt på Den Lille Fede, i byen Gjøl, har nok ikke så meget med det at gøre. Men, når nu lejligheden bød sig, kunne familien da også lige sætte et aftryk under aftenens koncert.
Skoven var tæt pakket og folk ventede i spænding. Lidt over 22.30 lød den klassiske intro med Motorheads ”Born To Raise Hell” og med et brag faldt tæppet til jorden og der blev sat i gang med ”Devils Bleeding Crown”.
Setlisten var den samme som til Tinderbox, bortset fra at ”Black Rose” havde sneget sig med i stedet for ”The Gates Of Babylon”.
Og når hun nu var i byen kunne Sarah Balckwod fra canadiske Walk Off The Earth jo lige så godt springe på hesten og synge duet sammen med Michael Poulsen på ”Lonesome Rider”.
”De seneste 10 år har jeg været rundt på alle værtshuse i København for, at støve Johan op” proklamerede Michael Poulsen. Tja, hvorfor. Jo såmænd for, at kunne følge op landeplagen ”The Gardens Tail”. Og det lykkedes. ”For Evigt” vil Johan Olsen have sat sit aftryk på Volbeat. Og ”For Evigt” har i den grad potentiale til at blive et større hit end ”The Gardens Tail”. Og live fungerer den i den grad.
Til tider stod jeg med fornemmelsen af, at det Volbeat præsterede var en anelse bedre end til Tinderbox knap en uge før. Hvorfor? Det var ikke fordi der var flere mennesker. Tværtimod var der ”kun” halvdelen af hvad der var i Tusindårsskoven. Men det virkede som om, at det, at det var et mindre spillested og så særligt Nibe hvor de slog deres folder tilbage i 2007 havde en afsmittende effekt på deres performance.
Kasper Boye Larsen virkede mere løssluppen. Rob skulle lige have publikumskontakt, men så kørte hans strengeleg også derudaf, eksemplificeret ved en fantastisk solo på ”Let It Burn”. Jon sad trofast som bagerste mand og spillede trommer med en træfsikkerhed selv Messi ville misunde. Og Michael. Ja, han var næsten på hjemmebane og strålede om kap med projektørerne.
Og VolBjarne – Michaels svigerfar – fik sin debut på den store scene. Tilbuddet om, at han da godt kunne overtage bassen, hvis de nu en dag stod og manglede en, kunne Michael ikke sige nej til. Men, lad det blive ved den enlige svale. Jeg foretrækker nu det nye medlem Kasper.
Der var ild, metal i luften og setliste der sjældent er set bedre sammensat. Selvfølgelig kunne der findes plads til andre numre. Men der var ingen numre som faldt igennem i mine ører.
Volbeat kom, spillede og sejrede.
Magtens Korridorer
Torsdag aftens hovednavn – hvis man skulle tro Johan Olsen ”fra Volbeat” – er altid garanter for fest og godt humør. Og deres optræden var ingen undtagelse.
Om de er spritstive eller ej, så leverer de et stensikkert show. Hver gang. De kan i princippet møde ind på kontoret fem minutter i spilletid og levere deres ypperste med en energi, som enhver østeuropæisk kvindelig atletikudøver skal anvende EPO for at opnå.
Og publikum kan li’ dem og vil ha’ dem. Ja, selv en ældre herrer i en nydelig Hellerup polo t-shirt var oppe i skyerne og dansede med på ”I Kolde Stjernes Lys”.
Deres sange rammer en dybt. Og bliver spillet med en indlevelse fra dem alle. De nyder det. Og publikum nyder det.
Sangene står i flor og kan plukkes en efter en og sammensættes i en butik efter smag og behag. Tag bare ”Nordhavn Station”, ”Jeg Vil Hellere Dø”, ”Milan Alle”, ”Giv Mig En Dag” osv.
Og hyldesten til alle ”Hesteluder”ne, er, om man finder teksten politisk korrekt eller ej, bare et must i et MK show. Men politisk glæde var der, hvis man kastede et blik på landets gæstende Integrations- og alt mulig andet minister.
Det var tid for ”Tæppet”, at falde. Ikke i bogstaveligste forstand for det var der nogle andre der tog sig af lige efter dem. Men sangen er og bliver et fænomonalt nummer trods sin stilgående start. Men stilheden afbrydes af en voldsom eksplosion som et slag i ansigtet.
”Vi har lidt travlt” lød det fra Johan mod slutningen. ”Dem der kommer bagefter har en masse udstyr der skal sættes op. Hvad man ikke har i teknik må man have i udstyr lød det videre. Vil I ikke nok blive og høre dem. De vil så gerne have i bliver. De er faktisk et udmærket band og vi spår dem en stor fremtid”. Sådan – ironi af bedste klasse.
Electric Guitars
Guitarlir og lige lidt mere lir. Konstateringen er klar og tydelig. De to herrer Mika Vandborg og Søren Andersen kan bestemt deres kram, når det kommer til finurlig strengeleg.
Men det er ikke kun en guitar mellem hænderne de mestrer. De kan faktisk også synge. Og synge godt vel at mærke.
Men guitaren er epicentret i deres optræden. Og kvaliteten i dette spil forplanter sig på elegant vis i resten af forsamlingen på scenen. For bandet der står bag, swinger virkeligt.
Jeg skylder dem, at få det hele med. For det var ikke med min gode vilje, at jeg måtte forlade Reservatet i utide.
Steen Jørgensen
Han er nok mest kendt for hans virke i Sort Sol. Der stod han så. Mutters alene. Eller det vil sige han var akkompegneret af hans medbragte guitarist.
Iklædt hvid skjorte og jakke suppleret med nypudsede laksko og korte speedoolignenden shorts lyste han op med ben så hvide som mine (eller var det mine). Med kasket og solbriller, hvor øjnene kun kom til syne hvis lyset ramte dem fra en bestemt vinkel, leverede han mindeværdig oplevelse.
Med en blanding af hans eget materiale og et dyk ned i kataloget fra Sort Sol indtog han Reservatets scene omgivet af de smukke trækroner.
Om det var publikums manglende kendskab til hans formåen eller blot behovet for at nyde hans optræden uden de store armbevægelser skal jeg ikke være dommer over. Men hans optrædende havde i mine øjne en trancelignende effekt – ihvertfald på mig.
Med en stemme så sprød, at selv et frisk stykke ristet rugbrød ville ligne en omgang øllebrød. Ja, så må jeg bare konstaterer at han – i mine øjne – har en af de mest iørefaldende og overdådige sangstemmer i dette kongerige. Tag bare ”Kiss The Streets” som var intet mindre end fænomenal.
En Bølgegang af et show, hvor du blev trukket rundt i manegen. Fra det dystre og deprimerende lydunivers over elektroniske disco rytmer der kunne slå Jomfru Ane Gade skakmat, til solstrålende toner.
Steen Jørgensen er bestemt en anbefaling værd.
Dizzy Mizz Lizzy
For fanden i helvede. Jeg bliver mere og mere Dizzy for hver gang jeg hører Lizzy og de Mizzer ikke. De har for vane, at spille godt. Nogle gange eminent. Og torsdag aften var en af de eminente.
Den energi som de leverede burde være nok til at sikre strømforsyningen til resten af festivalen – for den vil onde tunge sige, at der kunne være brug for, i og med at den var røget et par gange undervejs i forbindelse med andre musikeres optræden.
At kNibe sig selv i armen kan være nødvendigt, hvis man tror det er løgn. Og det vil jeg påstå, at det var nødvendigt fredag aften foran Stor Scene.
Opvisningen på Østerbro Stadion på en solbeskinnet Grundlovsdag i det herrens år 2015 hører til sjældenheder – ja, nærmest uden for kategori som en hidsig Tour de France etape.
På Tinderbox spillede de godt, men i Nibe nærmede de sig klimaks.
De spiller så stærkt og sikkert – forledes man til at sige – hver gang de træder ind på en scene. Bidrager alle til festlighederne. Og hvis man blot pillede en af dem ud af showet – og her taler vi IKKE kun Tim Christensen – så ville det hele falde mere eller mindre til jorden.
Der er ikke meget falsk orgasme over dem, selv når de spiller det let udskældte instrumentale nummer ”Mindgasm”. For det nummer viser hvor stærke de hver især er på deres instrumenter.
Nogen lever måske i fortiden og tænker, at Dizzy Mizz Lizzy kun er det selvbetitlede debutalbum og ”Rotator”. Men her er man bestemt på vildspor, hvis man går ned af den vej. For det er en blind vej.
Numrene fra det nye album ”Forward in Reverse” som indgår i setlisten er så stærke og indgår faktisk meget naturligt. Der er ikke meget Reverse i showet når de bliver leveret. Men i særdeleshed mere Forward og det i en hastighed som en Formel 1 kører ville misunde.
Tag bare ”Made To Believe” som, i mine øjne, var en af de stærkeste leveringer denne aften. Sjældent har jeg hørt sangen spillet på den måde. Og jeg har trods alt hørt en DEL koncerter med Dizzy Mizz Lizzy de seneste to kalenderår. Der var saft, kraft, intensitet og meget mere.
Sådan er det! Og hvis I ikke er enige rager det mig en papand – bum basta!
Queen Machine
”De her musikere er så gode, at de har fået skrevet verdens bedste sange til dem.”
Sådan lød præsentationen af plagiatet Queen Machine. Hverken mere eller mindre.
Okay, jamen bring it on baby og overbevis mig om, at dette ikke bare svarer til en Thailandsk kopiudgave af et par Ray-ban. Solbriller som smuldrer fra hinanden så snart solens stråler rammer dem.
Og fandme om de ikke gjorde det. Nej, ikke faldt fra hinanden. De overbeviste mig om, at det her var noget af det tætteste man kommer på en ægte Queen optræden. Siger jeg, som ikke har jordens chance for at sammenligne, da jeg aldrig har oplevet den ægte vare.
Men lad mig slå det fast med syvtommersøm, som stadig ville lade Jesus hænge på korset. Forsanger Bjarke Baisner Laursen ikke bare lignede Freddy Mercury, hvad udseende angik. Han fandme også sang noget der til mindede om ham. Og her taler vi ikke kun teksterne, men også klangen i vokalen. Og hvis det ikke var nok bevægede han sig rundt på scenen som den originale vare. Klasseprodukt.
At teltet var mere eller mindre fyldt til bristepunktet og flere stod uden for og fulgte med var bare et bevis på, at de leverede varen.
Det ene hit efter det andet – behøves jeg nævne dem – blev sprøjtet ud over scenen.
Efter sådan en omgang havde man bare lyst til, at skrige ”I Want It All – And I Want It Now” igen og igen.
Baal
Spark mig i BAALlerne og sig mig lige, at det er takken for, at der skulle gå 20 år før jeg oplevede dem på en livescene. Nostalgisk tilbageblik på hvad Baal præsterede for 20 år siden.
De havde det hele. Lige ud af landevejen guitar med de fræsende momenter i soloerne. Lysglimtende tangenter der stod i fin kontrast til den dybe og sprøde bas. Trommer der blev spillet med stil og lige så glat og elegant som en bare isse. Og ikke mindst en hæsblæsende vokal der havde sine operaklingende tendenser. Til tider lød den som Peter Belli på en god dag. Og det er bestemt ment positivt.
Da det var tid til at sige farvel og tak blev det gjort med maner med… naturligvis Say Goodbye. Hvilken afslutning på et trip down memory lane.
Dúne
Højeksplosiv forestilling uden sammenligning. Ikke noget, at sige til, at drengene roses for deres liveshows.
Et fyldt med energi og forventningsfuld stemning var, hvad der mødte dem de trådte ind på scenen i det tætpakkede telt.
Kvitteringen for dette fremmøde kom da også prompte i form af ”Dry Lips” og så var der ligesom sat en standard for hvordan denne aften skulle udvikle sig.
Og uanset hvad de rørte ved var tempo, energi, saft og kraft i det hele. Bassen og trommerne var tunge som bare helvede og kunne mærkes i hele kroppen.
Deres popularitet blandt publikum var der ingen tvivl om. Og måske også en årsag til, at de spillede på festivalen for 7. år i træk. SÅDAN.
Foruden deres egne numre, blev det også til Dúnéfiserede numre som de blandt andet optrådte med i Toppen Af Poppen. Men pop var der sgu ikke meget af denne aften.
Mod slutningen af showet var teltet fyldt til bristetpunktet som en overfyldt flygtningebåd i et sted i middelhavet. Forskellen var dog, at her var der ingen der flygtede var fattigdom, men nærmere søgte rigdommen i det som Dúné leverede.
Nuvel, regnen silede da ned udenfor, men jeg tvivler på at det kun var af den grund, at folk søgte tilflugt under teltdugene.
Dúné flænsede i bogstaveligste forstand teltet fra hinanden.
Red Warszawa
Henning har lige været i Thailand og få lavet nye patter. Ja, og ny røv. Måske endda suppleret med ekstra tyngdekraft i hans ædlere dele.
Ja, så er man – hvis man kender til RW – klar over, at de næste fem kvarter vil foregå i et inferno af vanvittige indslag.
Med tekster, som er godt og grundigt på afveje fra det politisk korrekte Danmark er man ikke i tvivl. Lad mig nævne i flæng: ”Bøsse Dræbt Med Stegegaffel”, ”Bollet Ihjel Af Hest”, ”Spil Den Med Satan”, ”Return Of The Glidefedt”, ”Sut Den Onde Numse” og ”Tror Du Det Er For Sjov Jeg Drikker”. Og ja, jeg kunne blive ved.
Og da slet ikke når man ser deres sceneoptræden supplerer det vanvittige på tilsvarende vis. For eksempel da Heavy Henning blev overfaldet af tre personer med ansigterne skjult af hestehoveder og det eneste han ønskede bare var at spille på sin guitar.
Som en sidebemærkning skal det fremhæves, at Henning faktisk ikke set med så meget tøj på tidligere til en koncert. Men da han var spillet varm røg hans cardigan, hvorefter man med klart udsyn kunne betragte hans velsiddende kokosnødder.
Enten elsker du kvartetten eller også ser du dem helst forsvinde hurtigere end du kan blinke med øjnene.
Jeg hører til den første del af koret. Ikke fordi at jeg ser noget smukt i deres tekster. Men fordi det er så vanvittigt og befriende at se, at der nogle der tør være så politisk ukorrekte som tilfældet er.
Og mon ikke man skal undlade at putte mere alvor i det end højst nødvendigt.
Deres begejstring for, at kunne komme og lave (K)Nibeøvelser var bestemt til, at få øje. Med en spillelyst der var så stor, at de til sidst blev afbrudt inden deres sætliste var spillet til ende.
Nibe. Hvis I nu lægger moderat fysisk pres på festivalledelsen. Ja, så kommer vi gerne tilbage næste år og gør det færdigt.
Afrunding
Nibe… I kan være stolte af jer selv. Og tøv ikke med, at bringe mere rock og metal på plakaten næste år. Jeg kan sagtens anbefale lige af hvert. Det vil klæde jer og publikum skal nok komme.
