Dirty Danske Days Of Summer

HALSHUG+BERSÆRK+CABAL
BETA, KØBENHAVN
06.08.16
Af Bell Bruun
Foto: Kim Song Sternkopf HeartMatter Artworks

Endnu en gang afholder Beta på Amager i år deres sommerfestival, Dirty Days of Summer, og til den såkaldte “danskerdag” var der nogle hårdtslående, tunge og energiske bands på plakaten. Alle bands lagde op til at man havde høje forventninger til deres respektive koncerter og disse forventninger blev også indfriet, i hvert fald i de fleste tilfælde.

Dirty Days of Summer er en hyggelig minifestival og en god idé fra Betas side, hvis arrangører tydeligvis ved hvad rock- og metalfans godt kan lide: Flipperspil, grillmad, metalquiz og fadøl. Alle disse ting var også denne lørdag at finde på pladsen ude foran spillestedet, og blev flittigt brugt inden koncerterne startede.

Første band på scenen var københavnske Cabal. Bandet har kun udgivet et enkelt album, EP’en Purge, og gav derfor en noget kort koncert, men i dette tilfælde var der så heldigvis tale om kvalitet frem for kvantitet. Trods deres, indtil videre, korte karriere var det et meget professionelt og yderst tight band, der startede aftenen. Genremæssigt er vi i en form for dødsmetal, men ikke af old school slagsen, for Cabal har en imponerende, nærmest doomagtig, tunghed i deres lyd, mens vokalen bevæger sig i både de skrigende og mere dybe growl. Der var en hiphop-lignende attitude fra forsangeren med hætten trukket over hovedet og bouncebevægelser, men det passede egentlig godt til det tunge groove, der ofte høres i bandets guitar. Cabals numre lød meget tæt på indspilningerne og med den, som altid, skarpe lyd på Beta, gav de en stærkt overbevisende koncert. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer for dem.

Efter en kortere pause var det århusianske Bersærk, der skulle indtage scenen. Bersærk udgav sidste år deres formidable album Mulm, og har allerede fået sig en betragtelig fanskare, hvilket var til at få øje på til deres koncerter på Copenhell, så vel som Roskilde Festival og igen på Beta. Det er forfriskende at et band tør at begå sig på deres modersmål, og det giver unægteligt deres tekster en helt speciel og kendetegnende stil. Og så er det jo nok også bare på ens eget sprog, at de fleste begår sig mest succesfuldt på skrift. Bersærk har allerede med deres beskidte sludge metal og energiske udadvendthed høstet megen ros for at være et godt liveband, og det rygte levede de op til på Beta fra start da de lagde ud med nummeret ”Mørke”. Der blev headbanget godt i gennem foran scenen og bandet virkede selv meget glade for at optræde. Det er altid dejligt at opleve bands, der virkelig går op i at levere den bedst mulige præstation, og det er utvivlsomt tilfældet med Bersærk. ”Dæmring” gav koncerten endnu et skud af vildskab og masser af fællessang, hvilket også var tilfældet med den fængende ”Nordenvind” , den tunge ”Himlen skælver” og ikke mindst den medrivende ”Ulm”, hvor forsanger Casper Roland Popp i den grad viste hvor dygtig en sanger han er. Som sædvenligt var der meget varmt i Beta og det kunne man også godt se på bandet, bl.a. på forsangeren der var nødt til at tage sin sædvanlige skovmandskjorte af og tørre sit ansigt med et håndklæde, men det påvirkede ikke musikkens udførsel, for Bersærk er virkelig et band, der brænder for det, de laver. Som et af deres egne linjer lyder: ”Der er kun én vej, og det er i gennem!”- Det kunne passende være deres motto. Hvor er det dog fedt, at Bersærk er dukket op på den danske metalscene!

Efter Bersærks magtdemonstration af en koncert, skulle aftenens sidste navn, punkbandet Halshug, give deres koncert. Desværre blev koncerten lidt forsinket af uvisse årsager, og dørene var lukket noget tid, så en større masse hobede sig op foran baren. Så var der til gengæld også ladet op med fadøl, da dørene åbnede og folk næsten løb ind, og der hørtes spredte sætninger som ”Skal du op at moshe, eller skal du bare stå nede bagved og nyde musikken?”. Forventningen til bandet var derfor høje fra en stor del af publikummet. Halshug er en del af den såkaldte DIY-punkscene i København og har spillet en del på de mindre spillesteder i hovedstaden, hvilket har gjort dem ret kendte på kort tid. Sidste år udgav de deres debutalbum Blodets Bånd og har et nyt album på vej til oktober. Ud fra titlen på albummet, kan man se, at der, ligesom i Bersærks tilfælde, er tale om et band, der begår sig i på dansk, dog er det noget sværere at høre teksterne i Halshugs tilfælde, da punkvokal ofte, med visse undtagelser, er ret råbende og/eller skrigende, men det gjorde nu ikke noget, for sådan skal det jo være i punk. Nu skal det siges, at denne skribent ikke er den største punkkender, men til gengæld godt kan lide den fandenivoldskhed, der er i genren og derfor var det ærgerligt, at netop dét faktisk var noget, der manglede i Halshugs optræden. Bandet spillede godt sammen og der var lidt referencer til den klassiske britiske punklyd, men det var, som om bandet manglede overskud og energi. I forhold til både Cabals og Bersærks koncerter, var det lidt skuffende at opleve, at Halshug flere steder under deres koncert virkede en smule uinspirerede. Selvom der ikke var en finger at sætte på deres evner til at spille deres instrumenter, så manglede der noget kant og nerve. Måske har det også at gøre med, at Halshug rent genremæssigt var et lidt underligt match med aftenens andre to bands, men ser man bort fra det, så var det bare ikke den mest spændende måde at slutte en ellers rigtig god aften af på.

Alt i alt må aftenen dog bestemt siges at være en succes og forhåbentlig fortsætter Beta med sine beskidte sommerdage til næste år. Der er altid plads til mere snavs for os, der foretrækker en ikke alt for ren lyd i vores øregange.

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @halshugcph

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @Baerserk

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

artist: @cabalcph

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *