CLUTCH + JESUS CHRÜSLER SUPERCAR
KULTURBOLAGET, MALMØ
09.08.2016
Foto og tekst: Thomas Thomsen
Amerikanske Clutch er tilbage i Europa og har allieret sig med de svenske death ‘n’ roll rockere fra Jesus Chrüsler Supercar.
GPS’en er dog ikke indstillet med Danmark som stop på vejen rundt i Europa, så hvis du vil se dem må du tage en tur udenfor kongeriget for at fange dem.
Heldigvis kan man sige, at Malmø kun ligger en spytklat væk fra København og det øvrige Sjælland. Ja, i realiteten er det faktisk ikke længere væk end det kræver for en vestjyde (altså vest for vest) at tage til Boxen eller Fermaten i Herning for at opleve livemusik.
JESUS CHRÜSLER SUPERCAR
Menukortet bød på svensk death ’n’ roll fra Stockholm til forret. Det jeg troede der skulle blive en halvkedelig omgang svensk pølseret i moderate mængde, viste sig faktisk at ende med at blive smagfuld oplevelse af de bedre i pæne mængder.
Med rå og fræsende guitarlyd som fundament tilsat hidsigt trommespil og en snert af en Lemmy-vokal, satte de i gang med ”From Hell”, der blev fulgt op af ”Backfire”.
Den svenske monstertruck bragede videre med ”Killing Machine”, hvorefter den tunge last i form af ”Down, Down, Down” blev læsset af. Let og elegant rullede de videre ud af landevejen med ”Let It Roll”, som var ganske vellydende.
De fortsatte ned af “Death Street 16” i deres selvbetitlede ”Jesus Chrüsler Supercar” inden de sluttede af med ”Before I Turn You Down”.
Konklusionen var klar. Turn You Down gjorde de ikke. Der var ikke skyggen af utroværdig brugtvognforhandler over de svenske musikanter.
Det var råt, saftigt og lige ud af landevejen. Gaspedalen blev sparket i bund fra start til slut uden de store svinkeærinder undervejs. Og jeg kører gerne en tur med Jesus Chrüsler Supercar en anden gang.
CLUTCH
Nogle gange har du sat baren højt, fordi 1’eren var en succes der blæste dig omkuld.
Forventningerne til 2’eren bliver derfor sat derefter og der sker der ikke må ske. Du står med en skuffende smag i munden bagefter fordi det ikke var den oplevelse du havde sat næsen op efter.
Sådan kan mit andet møde med Clutch meget vel beskrives.
For godt otte måneder siden stiftede jeg for første gang bekendtskab med Clutch i Vega i København.
Den aften havde jeg ikke de store forventninger til dem for jeg kendte mildest talt ikke ret meget til dem.
Men en god ven kundgjorde over for mig, at dem ville jeg godt kunne lide. Så prøves, det skulle det da.
Med til historien hører at jeg dagen forinden var blevet blæst omkuld af intet mindre end en – i mine øjne – magtdemonstration af Slayer i Helsingør.
Det der skulle have været en stille og rolig fredag aften i byen skulle vise sig at blive lidt af en øjenåbner. For Clutch gav mig røvballesmæk for fuld skrue.
I og med at Clutch ikke lagde vejen forbi Danmark i denne omgang var jeg ikke i tvivl da jeg tidligere på året kunne konstatere at de ville besøge vores broderfolk i Malmø. Dem SKAL jeg da se igen og forventningerne blev da også sat derefter.
Men da aftenen var omme stod jeg med underlig ulden smag i munden. Var det, det band jeg havde oplevet otte måneder tidligere.
Plakaten sagde ja, men oplevelsesmæssigt nåede det aldrig de samme højder. Desværre. For Clutch er et band der swinger. Med deres bluesrockende numre tilsat et metallisk drys, kan de selv få min aldrende mor til at smide rollatoren og svinge hofterne som skulle hun score min afdøde far på ny.
Der kan godt ske, at jeg havde en dårlig aften. For en betragtning af publikum sagde det modsatte af min mavefornemmelse.
Det svenske publikum – og de danskere der sammen med mig havde taget turen over sundet – virkede begejstrede. Ikke mindst under ekstranumrene.
Hvorfor havde jeg ikke armene i vejret som de andre spørger jer mig selv?
Var det fordi publikumsantallet var mindre end i København. Eller var der det manglende syn af vedvarende moshpits foran scenen der gjorde det. Jeg må være jer svar skyldig men måske mine forventninger var skyhøje som de svenske ølpriser.
Deres setliste bugnede ellers af kvalitet numrene taget i betragtning. Deres seneste album Psychic Warfare – som jeg vil betegne som et eminent et af slagsen – fyldte godt i landskabet.
Dan Maines på bas og Tim Sult på guitarer gjorde ikke meget væsen ud sig. Det bortset fra at gå ind i sig selv og levere varen på deres respektive instrumenter. Det var der ikke så meget nyt i.
Trommeslager Jean-Paul Gaster fik igen det hele til at se legende let ud og fik trommerne til at swinge.
I modsætning til København sidste år, hvor forsanger Neil Fallon fra start indtog scenen på energisk vis med mikrofonen i hånden som en blanding af Angus Young og Elvis Presley, havde han taget guitaren i hænderne fra starten.
Da han endelig smed den fik den da heller ikke for lidt i frie bevægelser på scenen. Og hans særprægede, men eminente vokal, kan ingen tage fra ham.
Men trods det blev det aldrig den oplevelse jeg havde sat næsen op efter.
Setliste Jesus Chrüsler Supercar:
Intro
From Hell
Backfire
Death Row Blues
I Can Get It
Killing Machine
Down, Down, Down
Let It Roll
Digging My Grave
Death Street 16
Eternity’s Cold Black Night
Jesus Chrüsler Supercar
Before I Turn You Down
Setliste Clutch:
Elephant Riders
Colossus
MOB
Cypress
X-Ray Visions
Firebirds
Regulator
Incarceration
Sucker For The Witch
Son Of Virginia
Soapmakers
Crucial Velocity
The Face
Quick In Texas
Noble Savage
Ekstra
Electric Worry
Wolfman
