D-A-D + GO GO BERLIN
GJETHUSET, FREDERIKSVÆRK
12.08.2016
Tekst og foto: Thomas Thomsen
GPS’en var indstillet på Frederiksværk fredag aften. Nærmere betegnet Gjethuset i midtbyen. Utroligt hvad man kan opleve på de kanter, for det blev både til et besøg i Berlin og Disneyland. Da lyset blev slukket over pladsen, og det blev ”It’s After Dark”, var konklusionen klar og tydelig. Rocken havde sejret på en grå og kedelig sommeraften i august.
GO GO BERLIN
Berlin er en dejlig by. Og Danmark har sit helt Berlin. De kommer fra smilets by (Århus) og er blevet tilsat lidt Go Go.
Det mest fantastiske ved koncerter er faktisk, at møde op uden forventninger til, hvad der møder dig.
Du kan stå med følelse af, at have spildt din tid på det ligegyldige. Med en skuffelse der er til at tage at føle på.
Og så er der de situationer, hvor du står tilbage og tænker. Hvad fanden var det lige der skete der. Glædesfuld med et smil på læben og bare lyst til at sige tak. Tak for, at I bidrog med en oplevelse til mit livskapitel af den gode slags.
Ja, I har måske gættet det. Go Go Berlin gjorde en ret god figur fredag aften som support for D-A-D.
Fem unge drenge der knapt kriblede i deres fædres underbukser da mastodonterne inden for dansk rock så dagens lys. Ja, mine børn kunne de nok ikke være men det er sådan set også lige meget.
For de varmede op på forblændende vis inden D-A-D skulle på. Med stilsikker rock ’n’ roll der fængede fra start til slut. De hidsige riffs og energiske trommer. Svævende tangenter og tung bas. Den rå vokal der til tider blev afvekslet med de bløde passager. De stille momenter der i næste øjeblik blev udsat for et fandenivoldsk overhaling der ville få Rigspolitiets kameravogne til at blinke om kap med scenelyset.
Det var flot. Det var smukt. Det var en god blanding af det hele. Det var en konstatering af, at den dag D-A-D går på pension – gud forbyde det – er arvefølgen sikret.
D-A-D
Lad mig indledningsvist skrue tiden tilbage til “Nineteenhundredandyesterday”. Året er helt præcist 1989. På et værelse i et parcelhus i et ganske almindeligt og stille villakvarter i Vestjylland sidder en dreng. Han har lige erhvervet sig et album med titlen No Fuel Left For The Pilgrims med nogen der kaldte sig Disneyland After Dark. Det var før Walt Disney begyndte at spille med musklerne.
Drengen synes vældigt godt om musikken, men hans forældre er ikke helt enig med ham i, at det er sådan noget larm han skal høre til. Næ, min søn. Kom du hellere ind i stuen så du kan lytte til noget giro 413 sammen med dine forældre og få dig en hjemmebagt vaniljekrans som du kan dyppe i et dejligt glas koldt mælk.
Men drengen takkede pænt nej. Gjorde ungdomsoprør og overgav sig til de djævelske dæmoner som det i hans forældres øjne var. De havde jo langt hår osv.
Den dag i dag er drengen glad. Nu stod han her i Frederiksværk en fredag aften i august. 27 år senere. Glad og tilfreds fordi han i sin tid holdt fast i sit valg som han aldrig har fortrudt siden. Tværtimod.
Fredag aften var han som skudt tilbage til teenageværelset. Den var givet på forhånd. For enten hed det sig, at D-A-D ville spille No Fuel Left For The Pilgrims eller Riskin’ It All i sin helhed.
Ja, det var jo som, at stå på Dyrehavsbakken. Smide en femmer på et nummer på lykkehjulet med gevinstgaranti.
Men hvis jeg kunne vælge frit på alle hylder skulle det være No Fuel Left For The Pilgrims, som jeg skulle tage med mig hjem under armen som gevinst fredag aften.
Hvorfor? Jo, fordi jeg hørte D-A-D spille Riskin’ It All i Herning for knapt et år siden og derfor gerne vil høre No Fuel Left For The Pilgrims. For øvrigt en koncert som jeg andetsteds gav topkarakterer under overskriften ”FanD-A-Disk”. Med den i bagagen tænker jeg det var ok, at være sig selv nærmest og kaste en mønt i ønskebrøden og håbe på det ”bedste”.
Men det skulle ikke gå som jeg havde håbet. Om jeg var skuffet. Bestemt ikke. Slet ikke da showet var færdigt. For de gjorde det igen. Fandme om de ikke gjorde det igen.
Riskin’ It All, som i mine ører, hører til noget af det bedste på den danske rockscene, blev serveret på lige så smuk vis, som jeg tidligere havde oplevet det. Det var det rene ”Bad Craziness” fra start til slut.
Der var kun en lov og det var ”D-Law”, som overhovedet ikke kunne få tankerne hen på, at denne aften ville ende ud i en konstatering af ”Day Of Wrong Moves”.
Radaren var kun indstillet på en kanal. Og det var ”Rock ’N’ Rock Radar”. Afbudt af frisørernes hadesang ”I Won’t Cut My Hair”, var det tid til at skrue ned for tempoet og tage en tur ”Down That Dusty 3’rd World Road”.
Min bankrådgiver vil nok være enige med D-A-D i, at det ikke er sjovt når jeg har en tilgang til livet hvor det bare handler om ”Makin Fun Of Money”. Men hvad pokker. Jeg må jo bare ”Grow Or Pay” på et tidspunkt.
”Smart Boy Can’t Tell Ya’ er så evigt rigtigt. Tro på dig selv og vær klar på ”Riskin’ It All”. Så skal du nok komme frem her i livet.
”Sleeping My Day Away” kan vi alle have brug for indimellem, men terroristernes proklamering om at ”Jihad” er det eneste rigtige, siger jeg pænt nej tak til.
”It’s After Dark” og Disneyland lukkede efter en fantastisk aften.
For fanden i helvede jeg synes godt om det her band. Og når de spiller, som de gjorde fredag aften, synes jeg rigtig godt om dem.
Du kan sige meget om dem… altså de fire herrer i D-A-D.
Men Jakob Binzer er en fantastiske guitarrist, som kæler for detaljerne i sit spil og præsterer de flotteste soloer. Spiller med en tilpas arrogance tilsat et glimt i øjet.
Det kan godt ske, at Stig Pedersen spiller tostrenget bas og at en vikar lærte det hele på 24 timer Stigge Nasty brækkede armen sidste år. Men han giver bandet kulør og hiver den ene ekstravagante bas frem efter den anden og placerer den vellydende i lysbilledet.
Og det evige talent Laust Sonne, der giver bandet ungdom, får det hele til at se legende let ud. Han er ikke bare et talent. Han er en klasse trommeslager som giver det hele elegance, saft og kraft.
Nogle vil måske sige, at Jesper Binzer synger på samme måde, som opråbet fra en østeuropæisk prostitueret der lige har modtaget falske penge for sit arbejde. Men det er ikke tilfældet. Skønsang er det måske ikke men det er det der er fundamentet i D-A-D. Uden hans stemme ville det være som at spise stægt flæsk uden persillesovs.
For fanden i helvede. Riskn’ It All var intet mindre end FanD-A-Disco.
No Fuel Left For The Pilgrims må vente til en god anden gang. Forhåbentlig jeg kommer til at høre albummet i sin helhed live. Hvis ikke. Så pyt.
Men D-A-D. Hør godt efter.
Det koncept som I har skabt med at spille hele albums kan I for min skyld godt forsætte med. Og gerne følge op med Helpyourselfish som det næste.
Setliste Go Go Berlin:
Mit kendskab til dem før koncerten var minimalt. Derfor ingen noter om spillede numre.
Setliste D-A-D:
Riskin’ It All albummet i sin helhed, dog snigløbet af I Won’t Cut My Hair undervejs.
Ekstra
Sleeping My Day Away
Jihad
Ekstra ekstra:
It’s After Dark
