Den københavnske progrockkvartet VOLA varmer op til albumrelease og Europaturné med ny musikvideo.
VOLAs debutalbum, “Inmazes”, udkommer den 16. september på Mascot Records. Herfra har “Stray The Skies” fået en smuk billedside, hvor kreativiteten og drømmene får frit løb. På lidt over 4 minutter flettes alt mellem himmel og jord sammen i et forunderligt animeret univers, hvor vi både er under vand, på jorden og i luften. Der er øjne, der ser, fugle der flyver, fisk og hvaler der svømmer og en gigantisk flodbølge, der vender op og ned på det hele og blander bandet sammen med det drømmende univers.
Musikvideoen er begået af bandets bassist, Nicolai Mogensen, og hans kæreste Anne. Det seje team stod også bag VOLAs forrige animerede musikvideo, “Gutter Moon”.
Billedsiden til “Stray The Skies” består af sådan cirka 2120 frames, alle tegnet i hånden.
“Egentlig var planen, at videoen skulle være meget enkel både i handling og udtryk, men det stak hurtigt af for os, da vi begyndte at pingponge og brainstorme på idéerne. Der var ingen game plan. Alt er derfor meget intuitivt og legende og så er det selvfølgelig et helhjertet forsøg på at formidle den stemning og lyd, der er i sangen,” fortæller Nicolai om tilblivelsen af det animerede univers, der udgør musikvideoen.
Og netop det intuitive og legende og den ikke-eksisterende game plan er en vigtig del af bandets identitet, både musikalsk og visuelt.”Vi prøver bare, at følge vores mavefornemmelse – om den så tager os under vandet, til drømmeland eller ud at flyve,” lyder det fra VOLA.
Og flyve gør bandet i den grad. For på fredag udkommer deres album “Inmazes” og snart hopper de også ombord på tourbussen, der skal fragte dem godt og grundigt rundt i Europa sammen med det svenske metalband Katatonia og det islandske progrockband Agent Fresco. Og VOLA kan se frem til en omfattende turné med i alt 33 koncerter – fra Malmö til Marseille og fra Leipzig til London – og ikke mindst koncerten på dansk grund den 26. oktober i Pumpehuset.