Meridian Med Modig Afløser-trio

DEFECTO + MERIDIAN
16/9-16
Konfus Esbjerg
Af ZoNNi
Foto: Lena Angioni

En fredag i metallens tegn på det lille hyggelige og fede spillested Konfus bød på Meridians releaseparty af pladen Breaking The Surface. Defecto, der spillede på dette års Copenhell, lagde hårdt ud og spillede en lille time med fuldt blæs på. Lyden var mega god, drengene spillede tight og godt og stemningen var fed. Forsangeren Nichlas Sonne ville nu gerne have lidt mere liv i publikum, der dog også rykkede lidt tættere på scenen og fik lidt mere fut i de så småt øl-påvirkede lemmer. Der kom for alvor gang i publikum, da Defecto spillede deres gimmick i form af en cover-version af Let It Go fra Frozen og herefter blev der spillet en rigtig fed ballade i form af det sidste nummer på Excluded pladen, The Sand of Time, der virkeligt svingede.
Efter en kort pause med det klassiske ‘lille-scene-sceneskift’ gik Meridian på og overraskede publikum med en meget speciel annoncering her på deres release-dag. Forsangeren Lars lå i København med lungebetændelse, så Meridian havde med lynets hast hevet hele tre kaniner op af ja-hatten. Meridian lagde ud med at spille et enkelt nummer instrumentalt, inden Sveinur, kendt fra en sangkonkurrence på tv, hoppede på scenen og sang tre sange, der inkluderede singlen City of Holy War. Der var næsten ingen tid til at øve, da beslutningen om ‘ikke’ at aflyse blev truffet ret sent, men trods et enkelt kort udfald, hvor teksten var væk, gjorde Sveinur det ret godt. Bandet med de to guitarister Martin og Marco, der virkeligt spillede gode harmonier, samt rytmemaskinen med Klaus på gryder og Peter på bas var i hopla og lyden var megagod, så man kunne høre alt der blev spillet til mindste detalje. Nu blev det så tid til den anden gæstesanger i form af Simon fra Phoebus Cartel, endnu et Esbjergensisk band, og dette gav pludseligt Meridian en helt anden punket og rå attitude. Det var ret sjovt at opleve, da Simon gav det til Meridian, som Paul DiAnno gav til Iron Maiden, på de to sange, der banede vejen for den tredje gæstesolist. Edmund Jakobson sang også tre numre og det skal siges at alle tre sangere leverede et stabilt stykke håndværk, hvor de med ultrakort varsel blev kastet for løverne, i noget materiale de ikke havde sunget før. Godt gået!
Hele seancen blev sluttet af med at Sveinur indtog scenen igen og Black Sabbaths War Pigs fik en ordentlig tur til publikums store begejstring. For så at toppe kransekagen helt, kom alle tre gæstesangere på scenen og gjaldede løs på Iron Maidens The Trooper, som bandet spillede super fedt og tight, hvor de harmonerende og duellerende guitarister virkeligt imponerede. Alt i alt en fed aften i det vestjyske, hvor der blev truffet en god beslutning i ikke at aflyse. Og god bedring til Lars.

_DSC9429

_DSC9423

_DSC9383

_DSC9358

_DSC9354

_DSC9352

_DSC9316

_DSC9266

_DSC9262

_DSC9213

_DSC9211

_DSC9191

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *