PRIMORDIAL + SLÆGT
LILLE VEGA, VALBY
24.09.2016
Af Simon Hesselager Johansen
Foto: Japs
Den irske folke-black metal-gruppe Primordial blev dannet for 25 år siden i den lille fiskerlandsby Skerries-øerne ud for Dublins kyst, og har i lang tid slidt i obskuritet før de her indenfor det sidste årti er blevet et af de mest respekterede bands i miljøjet. Med god grund – deres isolation relativt til noget større metalmiljø har givet det irske femkløver både en grad af dedikation til kunstformens grundlæggende idealer og unik stilistisk indgangsvinkel til genren, der har få paralleller i dag. Det var derfor med stolthed, at de i gåraftes på Lille Vega kunne spille for anden gang på dansk jord (efter Copenhell 2015) for en stor og loyal skare af følgere.1
Supporten kom fra Slægt, et ungt dansk band som indenfor de sidste par år har sat ild til landets metalverden. Det har været noget underligt, at nationen som skabte Mercyful Fate – det første rigtig seriøst okkulte metalband af indflydelse – ikke har udviklet nogen større black metal-bevægelse som andre skandinaviske lande bortset fra isolerede grupper som Denial of God eller projekter som Hexis, Myrkur og Redwood Hill der uanset deres meritter har befundet sig på genrens grænseområder det meste af tiden… en situation som Slægt har rettet op på. De fire medlemmer indtog så Lille Vegas scene midt i blødt mørkeblå lys oplyst af røgelsespinde med optagelser af middelalderlige kor spillende i baggrunden – hvilket hensatte stemningen til den slags satanskulter som Anton Laveys Church of Satan og Michael Aquinos Temple of Set der satte sindene i kog tilbage i 1980erne.
Slægts har fundet grundlaget til deres stil i ikke kun Mercyful Fate men andre okkulte 80’er-metal-grupper som Angel Witch, Cloven Hoof og Witchfynde hvilke de så har filtreret gennem den melodiske svenske black metal-lyd kendt fra Arckanum og Dawn: Lange ambitiøse sange, der skifter mellem langsomme og midt-tempo riffs karakteriseret af en underligt søsyg melodisk sensibilitet mindende om elektrificeret middelalderlig folkemusik til hurtige dele bestående af syleskarpe tremolo riffs kronet af dobbeltguitar-melodier i fuld dekadent neoklassisk grandeur. Det var i disse passager, at Slægt virkelig svævede højt – især fordi deres sangskrivning omhyggeligt byggede dramatisk spænding op mellem hver individuel del.
Bemærkelsesværdigt nok brugte Slægt en markant anderledes lyd end til deres sidste koncert, hvor udstyret denne gang var i stedet tunet til at bringe det episke og mytiske frem i deres lyd mere end det traditionelt heavy som sidst – hvilket bragte hele indtrykket tættere på Primordials univers. Samtidig kunne arven fra førnævnte okkulte NwoBHM-grupper høres i, at alle riffs og solos var nemme at huske og headbange til – samt der var noget rockende over selv de mest abstrakte melodier og rytmer.
Primordial skuffede heller ikke, da de gik på scenen i næsten komplet mørke ledt an af deres frontmand Alan Averill tidligere bedre kendt under sit nom de guerre Naihmass Nemtheanga mod baggrundoptagelser af katolske salmer og irske folkeviser. I sin scene-tilstedeværen mindede Averill om en genopstået pestdødning fra en dystopisk nær fremtid, hvor civilisationen havde kollapset… og gejlede straks publikum op til ekstatisk fantasisme ved at påkalde fællesskabet mellem alle de samlede som en krydsning mellem en kultleder, militærdiktator og eccentrisk pub-stamgæst.
Den irske kvintets signaturlyd har siden midt-90’erne udgjort en apoteose af både moderne black metal og traditionel heavy metals storslåede episke sider. Forestil jer en slags videreudvikling af Bathorys vikinge-albums, hvis Manowar-inspirationen blev erstattet af Thin Lizzy. Dette kan høres i, hvordan deres musik er blevet opbygget af veldefinerede metaliske riffs og baseret udelukkende på konventionel metal-instrumentation – men hvis rullende melodiske sprog og Bodhran-agtige rytmer altid har kunnet sporedes tilbage først og fremmest til traditionel irsk musik snarere end nogen anden kilde. Især i betragtning af hvordan kompositionerne er blevet arrangeret ud fra storslåede langstrakte fortællestrukturer i stil med episke kvad, noget som også kom frem i hvordan Averill usædvanligt gnidningsløst mestrede både rene vokaler og højere black metal-rasps som få andre vokalister i genren. I deres kreative vision indgår alle de forskellige genrer de kombinerer i én og samme tradition, hvilket blev klart i sange som “Traitor’s Gate” som uden problemer skiftede gear mellem antemisk heavy metal-territorie og sublimt black metal-vildnæs.
Alt dette udmærkede Primordials sombre lyd som milevidt fra den barokke symfoniske bombast, der ellers har markeret sig som et kendetegn for folke-black metal scenen. (sammenlign med f. eks. russiske Arkona eller finske Moonsorrow) Hvilket også reflekterede Averills sangtekster, der netop fik deres centrale spænding fra kontrasten mellem den moderne industrialiserede civilisations eksistentielle fremmedgørelse og den fjerne mytiske fortid – hvor der hele tiden svævede en kynisme i baggrunden omkring, hvorvidt disse højtflyvende idealer som styrede den svundne traditionelle verden i praksis fungerede som mere end blot endnu en retfærdiggørelse for menneskets evige umenneskelighed mod sin medmennesker. En subtekst, som kom op til overfladen i den hårrejsende “Gods to the Godless” der ligeledes kunne beskrive Qin Shi Huangdis blodige erobring af Kina, Oliver Cromwells jerngreb over Irland eller Islamisk Stats rædselsregime i Syrien.
Dette dystre men idealistiske verdensbillede, som Primordials musik og kreative værk så konsistent har afspejlet perfekt gennem deres karriere, gav så netop igen ekstra resonans til de glimt af kosmisk harmoni og naturlig sublimitet som så kunne høres i sange som “Heathen Tribes” eller “Autumn Ablaze” hvor denne kompromisløse vision spredte sig gennem hver eneste element af gruppens optræden. En så ren vision, der perfekt kanaliseredes af deres sangskrivning, visuelle æsttetik og koncertpræstation som samlet helhed, har været nøglen til hvordan Primordial på en gang har undgået enhver af genrens klichér men perfekt opfyldt dens højeste ideal.
