ANTHRAX + THE RAVEN AGE
AMAGER BIO, KØBENHAVN
06.03.2017
Tekst: Thomas Thomsen
Foto: John-son
Det hører til sjældenheder, at et supportband trækker mere i mig end selve hovednavnet. Men faktum var, at det var tilfældet mandag aften, da en af ”The Big 4” parkerede tourbussen uden for Amager Bio.
Anthrax var i byen i anledning af, at deres album ”Among The Living” i år kan fejre 30 års jubilæum. Med sig som support, havde de, de engelske opkomlinge fra The Raven Age.
Hvorfor så denne omvendte forventningens glæde?
Jo, fordi Anthrax faktisk aldrig rigtig har fanget mig på en måde, hvor jeg har stået med armene over hovedet. Måske fordi jeg aldrig rigtig har givet dem chancen, siden jeg prøvede at kaste mig over albummet ”Sound Of White Noise” tilbage i 1993. For øvrigt et, efter min mening, ganske glimrende album. Men det blev ikke til mere.
Hvorfor så overhovedet tage i Amager Bio?
Af den simple grund at The Raven Age var på plakaten og fordi jeg var nysgerrig på, om de kunne levere det samme – hvis ikke mere – live, som de kan på deres EP der blev udgivet tilbage i 2014. Men naturligvis også for, at konstatere om jeg i min musikalske opdagelsesrejse, burde have været mere opsøgende i forhold til det amerikanske thrashband Anthrax.
The Raven Age
Det store spørgsmål – kunne The Raven Age så levere varen og om muligt mere til.
Lad mig sige det med samme. De leverede i mine øjne et mesterværk af en optræden, som jeg var mere end tilfreds med. Det til trods for, at der ikke var meget plads til, at de føre sig med de store fysiske armbevægelser på scenen. Men de musikalske armbevægelser var også mere end rigeligt for mig.
For de kom virkelig ud over scenekanten og skød melodiske metalsplinter efter publikum. Et publikum som var nærmest ikke eksisterende da de første toner lød. Men som deres optræden skred frem kom der flere og flere til. Og det virkede som de fangede publikum som spilletiden skred frem.
At de kom ud over scenekanten skal ikke ses i lyset af, at de nærmest var placeret på selve scenekanten, som følge af det gear som Anthrax havde stillet op. Det var som, at se fem mand høj stå i en telefonboks og bevæge sig rundt mellem hinanden for at skabe lidt bevægelse på scenen.
”Uprising” med sin yderst stillegående start, der nærmest virker hypnotiserende, indledte showet. Men de stillegående rytmer og den kælende vokal blev som lyn fra en klar himmel erstattet af en voldsom energi, da trommeslager Jai Patel først satte sig på stolen og sendte det ene kraftfulde slag efter den andet mod de forsvarsløse trommeskind. De kraftfulde slag fortsatte han med hele showet igennem samtidig med, at han flere gange jonglerede med stikkerne og greb dem igen inden de i næste splitsekund blev smækket i tønderne som en sulten tæppebanker.
Forsanger Michael Burrough virker måske en anelse arrogant på scenen, men hans vokal er fængende på en måde der gør, at han kan tillade sig at bære denne arrogance.
Guitaristerne Dan Wright og George Harris leverede skiftevis det ene riff efter det andet og supplerede på skift med solonedslag og bassist Matt Cox var energisk, både i sit spil og hans publikumskontakt.
5 britiske fyre der havde en fest på scenen og som synede af, at det her vil vi sgu. Hvis I vil være med i festen så er I mere end velkomne. Hvis ikke, så holder vi den sgu alligevel.
Kvaliteten af deres numre – og her taler vi samtlige spillede numre mandag aften – var for mig at høre på et niveau der sjældent ses, når man har så begrænset et musikalsk bibliotek at gøre med, som tilfældet er for The Raven Age.
De er de nye drenge i klassen og de er mere end velkomne.
Det var vellydende, energisk, og ikke mindst livsbekræftende.
The Raven Age – vi ses til Copenhell. Og for dem som ikke hørte dem i Amager Bio eller har stiftet bekendtskab med dem på anden vis. Tag på Refshaleøen til sommer. I vil ikke komme til at fortryde det.
Anthrax
Jeg overlevede miltbrandangrebet. Ikke, at jeg havde frygtet, at jeg ikke ville, men nu synes jeg lige I skal vide, at jeg er i god behold.
Det næste I bør vide er, at jeg ikke har det mindste i mod, at blive udsat for det igen. Faktisk har jeg besluttet mig for, at tage på en rejse gennem deres materiale.
Nu var det faktisk ikke første gang jeg stiftede bekendtskab med Anthrax i koncertsammenhæng. Men de gange det har været tilfældet, har de bare været fyld på en plakat, der har været overskygget af andre bands med større skrifttype. Det da lige med undtagelse af en torsdag aften i Helsingør, hvor de kørte Slayer i stilling. Men med den overhaling Slayer udsatte dem for efterfølgende, glemte jeg hurtigt, hvad det var de havde forsøgt, at overbevise mig om.
Nu, skal der her jo ikke være en vandring i mine historiske bekendtskaber med Anthrax eller mangel på samme.
Albummet Among The Living var af gode grunde i centrum mandag aften og det blev derfor blevet spillet i sin fulde længde.
Nu er det sådan, at hvis albummet var blevet udgivet i dag, er jeg af den overbevisning, at det ikke havde fået samme status om 30 år, som det så åbenbart har i dag. Og måske skal vi være glade for at virkeligheden er som den er.
For folk ved deres fulde fem, vil sikkert betegne det som en omgang uorganiseret rod og spektakel, der havde talt sine dage før de rent faktisk var begyndt at skulle tælles, hvis albummet først var blevet udgivet i det herrens år 2017. Måske det ikke engang havde fået prædikatet thrash, men blot trash. Og det manglende ”h” i stavningen gør en helvedes til forskel.
Men nu er faktum jo, at albummet blev udgivet for 30 år siden og har sat sit aftryk på thrash metal generelt men i særdeleshed på varebetegnelsen Anthrax.
Numre som ”Among The Living”, “Caught In A Mosh”, “I Am The Law”, “A Skeleton In The Closet”, “Imitation Of Life” gik rent ind på lystavlen hos undertegnede og gav mig den fornemmelse, at der er håb om det her var et bekendtskab, der nok skal udvikle i den rigtige retning.
Da Scott Ian introducerede “Imitation Of Life” var det med oplysningen om, at den blev skrevet tilbage i 1986. Det var dengang præsidenten for en verdens mest magtfulde nationer havde en baggrund som skuespiller. Mere mærkværdig kunne det nok ikke blive på den front. Og så er det vi skriver 2017 i dag, og hvad har vi nu fået. Noget i den stil lød det og salen forstod meningen.
Trods en knust hånd efter mødet med et håndtryk fra skotsk fan tidligere på turen, lod selvsamme Scott Ian primært hænder tale med tunge riffs. Og når der skulle leveres de finpudsede soloer overlod han scenen til Jon Donais, der i øvrigt virkede meget lidt nærværende i sin publikumskontakt. Men spillemæssigt leverede han varen.
Hvad han så ikke havde i nærvær leverede de øvrige. Bassist Frank Bello og i særdeleshed forsanger Joye Belladonna, der virkede som en duracell kanin på speed. Men hans kontakt til publikum var i en liga for sig og nåede helt ned til de bagerste rækker i salen.
I fraværet af trommeslager Charlie Benante var substitutten John Dette (tidligere Testament, Slayer m.fl.) hevet ind fra udskiftningsbænken. Og hvis man troede det var et dårligt skifte, var man alvorligt på afveje. Med et spil der var så præcist, hurtigt og tight, at selv de mest tætsiddende slimfit jeans ville få dig til at ligne en hængerøv, kunne han være mere end tilfreds med sin indsats.
“Blood Eagle Wings” og “Breathing Lightning” fra det seneste album For All Kings blev mod afslutnngen leveret med en klar overbevisning om, at jeg fremadrettet ikke vil være “Antisocial” i forhold til Anthrax efter mandag aften.
Der var horn og knyttede hænder i luften. Fællessang over hele linjen. I det hele taget et publikum der var medlevende og som virkede tilfredse med det som Anthrax leverede.
Det spillede de:
The Raven Age:
Uprising
Promised Land
The Death March
Eye Among The Blind
The Mercyful One
Salem’s Fate
Angel In Disgrace
Anthrax:
Among The Living
Caught In A Mosh
One World
I Am The Law
A Skeleton In The Closet
Efilnikufesin (N.F.L.)
A.D.I. / Horror Of It All
Indians
Imitation Of Life
Fight ‘Em Till You Can’t
Madhouse
Blood Eagle Wings
Breathing Lightning
Antisocial
