Tekst: Thomas Thomsen
For det meste kan det altid betale sig, at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men nogle gange viser det sig, at det faktisk medfører, at man ender det forkerte sted alligevel.
Husker I “Morten og Peter” fra TV2 og det falske sted på en tur til Sverige? Morten der insisterede på, at de var havnet det falske sted.
Ikke at jeg skal sammenlignes – ud over trangen til chokolade – med den gode Morten, men jeg stod i noget nær samme situation. Jeg var havnet det falske sted selv om det var det rigtige. Men den her var til dels god nok.
Forvirret?
Det kan jeg sådan set godt forstå, for det var jeg mildest talt også i det øjeblik, da jeg blev sat over for Scott Ian fra Anthrax, da de gæstede Amager Bio i sidste uge.
For det var slet ikke Scott Ian jeg skulle møde, men derimod George Harris fra supportbandet The Raven Age.
Ankommet til Amager Bio præcis klokken 17.15 blev jeg spurgt til, om jeg var journalisten. Det bekræftede jeg (trods den manglende officielle uddannelse).
Tourmanageren blev hidkaldt, mens jeg blev bedt om at vente. Ud fra salen kommer den gode mand slæbende på den levende legende fra en af The Big Four.
10 minutter har du lød det fra den yngre manager. Forvirret stod jeg der og prøvede forsigtigt at sige, at jeg skulle tale med den mindre kendte George Harris og ikke Scott Ian.
Visse vasse – han må vente lød svaret lettere bestemt. Så hvem bliver ved med at insistere på et NEJ, når chancen for en snak med Scott Ian rammer, som lynet fra en klar himmel.
Gode råd var dyre. Ingen anelse om hvad jeg skulle spørge manden om, for jeg havde jo af gode grunde ikke forberedt noget.
Så der sad vi. Ved et cafebord midt i Bioen. Stilheden i starten virkede som en evighed, men varede i virkeligheden kun ganske få sekunder. Som når den sorte klap lige pludselig rammer dig ved det grønne eksamensbord.
Øhhh… Hvordan er det, at stå her 30 år efter udgivelsen af Among The Living og spille det i sin helhed?
– Tja… det er ok, indleder Scott.
Fuck tænkte jeg. Mon manden i dette øjeblik sidder og tænker på, hvor fanden den her jyske bonderøv er hentet ind fra.
Han undskylder for en slem hovedpine. Men manden er professionel og pludselig bliver stilheden afbrudt af en omfangsrig talestrøm fra amerikaneren.
– Et eller sted er det fuldstændig lige meget hvad vi spiller. Jeg spiller hvad der er på sætlisten. Jeg gør det bedste jeg kan og prøver at give publikum en oplevelse der er energisk og som de er tilfredse med, fortsætter Scott.
– Jeg fokuserer ikke så meget på, hvad vi spiller, men mere hvordan vi spiller det. Det vigtigste er selve showet og den vare vi leverer. Det at fansene kan li’ det og det kan de – tror jeg – supplerer Scott forsigtigt.
Det er ikke så meget fest og farver over Anthrax som der var tidligere. Ikke forstået på den måde, at koncerterne er kedelige. Men hvor den fik på alle tangenter før og efter deres koncerter tidligere i karrieren er det langt fra tilfældet i dag.
– Jeg tror ikke, at jeg festet sådan rigtig for alvorlig siden starten af dette årtusinde, fortæller Scott.
Som svar på spørgsmålet om hvordan den musik, som Anthrax spiller i dag, kan sammenlignes med den de spillede for 35 år siden, er Scott ikke i tvivl.
– Vi er langt bedre nu end tidligere. Da vi startede tilbage i starten af 80’erne, kunne vi knap nok finde ud af at spille og skrive en sang. Jeg synes vi er blevet bedre og bedre med årene, lyder det sikkert fra Scott.
Nogle siger det ikke er størrelsen der er afgørende og det kan Scott Ian nikke genkendende til.
– Jeg er fokuseret på det jeg gør, og ikke så meget hvor jeg gør det. Så om vi spiller foran et mindre publikum som i dag, eller står på et stort stadion foran titusindvis af publikummer betyder ingenting, fortæller Scott.
Vejen til succes er ikke noget der kommer af sig selv.
– De fleste jeg kender i branchen arbejder – og har arbejdet – røven ud af bukserne for at opnå succes. Så glem alt om, at vejen til succes kan indstilles på autopilot. Du kan ikke læne dig tilbage og forvente, at tingene kommer af sig selv. Og selv efter 35 år i branchen kræver det stadig at der skal arbejdes for tingene. Men naturligvis er nogle ting nemmere, men du kan ikke hvile på laurbærrene, lyder det bestemt fra Scott.
Trods 35 år i branchen er der ikke noget der tyder på at Scott og Anthrax har planer om at stoppe foreløbig – tværtimod.
– Jeg tror aldrig jeg været mere glad for at spille. Det skal naturligvis ikke forstås på den måde, at jeg ikke har brudt mig om det. Men det bliver mere fornøjeligt med årene, lyder det med glæde i stemmen.
– Jeg tror ikke der noget der er sjovere for mig end at spille musik. Der er ikke noget ude i samfundet som kunne få mig overbevist om andet. Det skulle da lige være, hvis jeg kunne blive professionel snowboarder. Men glem det. Jeg er i midten af halvtredserne, så det må blive ved drømmen. Musikbranchen er der, hvor jeg hører hjemme, fortæller Scott.
Mens vi sidder der og snakker kommer tourmanageren og serverer noget der ligner suppe, men Scott har ikke tid til at spise. Om det er fordi han er opslugt af vores snak eller har mistet appetitten efter synet af retten er godt spørgsmål.
– Der er så meget energi i musikken. Publikum der går amok på grund af musikken. Prøv at lav en sammenligning mellem et teaterpublikum contra dem der er til rock- og metalkoncerter. Der er ikke nogen branche som vores, hvor der er så meget energi i den reaktion du får fra publikum, fortsætte han.
Men det er ikke kun responsen fra publikum, der er det eneste plus. Det er det hele omkring musikken der betyder noget.
– Du kan sammenligne det lidt med at bygge biler. Man vil hele tiden udvikle tingene i en bedre retning. Vi prøver hele tiden, at løfte vores niveau en tand op hver gang og gøre det bedre og bedre, forklarer Scott.
– Jeg har stadig følelser for musikken og det jeg laver selv efter 35 år i branchen. Jeg fortsætter så længe jeg føler jeg kan gøre det og folket er tilfredse med det jeg præsterer. Angus Young fra AC/DC er vel 8-9 år ældre end jeg er, og han er lidt et forbillede for mig. Han spiller stadig og jeg har planer om at jeg spiller lige så længe han kan og måske mere til. Så når Angus stopper så har du en ide om, hvornår jeg gør det. Pensioneringen vil følge 8-9 år efter ham, lyder det.
– På den ene sider joker jeg men på den anden side er det sgu også alvorligt ment. Når jeg kigger på f.eks. AC/DC og Iron Maiden, som stadig kører på, så er det noget jeg bliver inspireret af. Når jeg ser på deres formåen og den intensitet de stadig spiller med, så er det bare med til at give mig yderligere lyst til at fortsætte, fortæller Scott.
– Lad os se hvad det ender med, slutter Scott, inden vi forsigtigt knalder vores knyttede næver mod hinanden. Undskyld, at jeg ikke giver hånd. Men det er fordi jeg tidligere på touren, gav hånd til en enorm skotte, som nærmest knuste min hånd, fortæller Scott pinefuldt.
En knust hånd eller ej. Han leverede sammen med resten af Anthrax en rigtig god aften i Amager Bio.
Han og resten af Anthrax er spillemæssigt stadig Among the Living. Lad os se hvor mange år, der går før bandet hører til Among the Dead.
Mens jeg pakker mine ting sammen og forlader cafebordet, hører jeg manageren hviske Scott Ian i øret, at jeg ikke var den rigtige journalist. Den rigtige – fra MyROCK – kom få minutter efter, at jeg var ankommet. Forsigtigt lister jeg afsted og finder den rigtige interviewperson.
Du kan læse interviewet med George Harris fra The Raven Age i næste nummer af Metalized.
