BLOOD INCANTATION + CRUCIAMENTUM + TAPHOS
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
17.03.17
Af Søren Willatzen
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Endnu engang bød Bombehuset på en fantastisk omgang OSDM i form af den nye garde. Amerikanske Blood Incantation kom for første gang forbi Europa igår, hvor briterne i Cruciamentum kom igen forbi Skandinavien. Dertil kom de lokale favoritter Taphos og initierede hele det 4 timers lange dødsritual. Som altid foregik det på Pumpehusets mindre scene, men på trods af dette, blev salen rigtig godt fyldt ud lige fra klokken slog 20:00. Lyset er som altid ikke ligefrem imponerende, som var til gene for fotograf Jimmi Brandt Pedersen uden tvivl. Men når det kom til mit speciale, så var lyden overvejende god. Taphos havde måske lidt støj over sig, men slet ikke noget der kan anses for værende direkte dårligt.
Som sagt, så kom Taphos først til dødskultens forårsfest lidt over 8. Jeg så dem tidligere i år i KB18, hvor der i den grad blev revet et nyt røvhul til hele salen. I denne omgang var de stadig vildt gode, men måske var gennemslags kraften ikke helt det samme som sidst jeg så dem. Når det så er sagt, så er Taphos et hamrende godt band, som man skal holde øje med. Vildt professionelle og med knogleknusende sange som Venus’ Death og Perpetual Void kan disse Københavnere sagtens finde sig på størrelse blandt Dead Congregation, Krypts og Disma i fremtiden. Det eneste kritik er nok, at de burde få sørget for at musikken ikke drukner i støj live. Når der nu er sådan en fed bas og så mange über tunge riffs, så burde de skulle høres højt og tydeligt. Hvis man ikke har set dem endnu, så kan de varmt anbefales at tjekke ud, når Krypts spiller ved Ungdomshuset på Dortheavej.
Efter den sonisk tæsk og øl var alle helt klar til noget af Storbritanniens absolut tungeste. Mørkere er dødsmetal er voldsomt svært at finde uanset hvilken tid du er i. Med deres blanding af funeral death/doom og OSDM blæses salen helt ned i graven fra første takt med The Conquered Sun, første sang fra Charnal Passages. Med en cool stage presence og perfekt blanding af teknik og atmosfære ledes publikum ind i en helt speciel stemning, hvor brutalitet og ambience mødes. Personligt var det en helt unik oplevelse, hvilket ikke bare blev realiseret af bandet men også lydkvaliteten. Imellem bandet og lydmanden fik jeg selv en hamrende god lyd hele vejen rundt, selvom jeg stod helt ovre i højre side. Bassen skar igennem og hele dybden i trommesættet kom perfekt igennem. Ved Collapse, kunne jeg ikke holde mig fra at headbange som en besat. Lydkvaliteten var helt oppe at ringe og efter en god 30-40 minutter med Cruciamentum kunne jeg ikke vælge et bedre nummer at slutte af på. Salen var i den grad tændt på dette tidspunkt og trods lidt bavl med lead guitarist D.L.s guitar, så beviste de skotsk-engelske dødsprofeter, hvorfor de havde nået til dette niveau.
Siden settet var flyttet en smule på dette tidspunkt var der kun et kort skift mellem Cruciamentum og Blood Incantation, så det var nok ikke alle, der fik deres fadøl med til starten af den sidste del af ritual. Blood Incantation fra Colorado gik på og havde med det samme en ret interessant optrædelse. Forsangeren Paul Riedl mumlede helt vildt meget i den mest monotone stemme, som man kan tænke sig frem til imellem sangene. Hvor nogle i publikum uden tvivl syntes, at det var skide irriterende, fandt andre – så som mig – det ret underholdende og komisk, når han fandt en sammenhæng mellem universets nihilistike udgangspunkt og hverdagens trummerum. Men jeg tror næppe, at nogen i salen syntes, at der var det mindste irriterende over deres sange. Uanset min kærlighed til Cruciamentum, så var aftenens højdepunkt i hvert fald Blood Incantation. I deres eksperimentelle blanding af old school dødsmetal, psykedeliske og til tider progressive elementer, kommer man i sandhed ud på lidt af en astral rejse. Allerede ved sang nr. 2 udbrød en pit og resten var godt igang med at headbange til den sublime musik. Med vildt meget indlevelse og en imponerende teknisk kunnen hele vejen rundt mindede Blood Incantation som en syret blanding af Pink Floyd, Vektor og Immolation, som på trods af min forberedelse ikke havde forberedt mig på den oplevelse. Efter en sprunget lilletromme og lidt mere monoton spas kom det episke 13 minutters lange nummer, Vitrification of Blood Pt. 1, som for alvor bød ind til noget seriøs headbanging. Lyden lige her var voldsomt god og gjorde, at man helt kunne leve sig ind i musikken. Dog blev ekstranummeret ikke ligeså heldigt, hvor støj overtog lidt på guitarerne. Alt i alt, jeg forlod den aften med en ringen for ørene, et smil på munden og måske lidt af et had for St. Patrick’s Day.
