FLOTSAM & JETSAM
BETA, KØBENHAVN
13.04.17
Af: Nolder
Arkivfoto: Jakob Schultz
Det er yderst sjældent, at et band disker op med noget nær den perfekte sætliste efter mit hoved, men det var netop, hvad mine gamle helte fra Flotsam & Jetsam gjorde på Beta på denne højhellige Skærtorsdag. Bandet, som er mest kendt for at have fostret Jason Newsted, bragede frem på thrashscenen i midten af 80’erne, hvor de udgav de to klokkeklare klassikere Doomsday For the Deceiver (1986) og No Place For Disgrace (1988). Herefter er det gået op og mest ned på stribevis af skiver i 90’erne og 00’erne, før bandet endelig genfandt storformen på sidste års selv-titlede album, så jeg håbede i den grad på flest mulige numre fra netop disse tre albums, da jeg entrede det lille spillested på Amager, lige som de danske opvarmere fra Pectora havde forladt scenen. Og faneme om ikke Flotsam leverede præcis, hvad jeg havde fantaseret om: Fire numre fra Doomsday, fire numre fra No Place, fire numre fra den nyeste plade og blot en enkelt afstikker til 90’erne i form af ”Smoked Out” fra albummet Drift (1995), og det nummer sparker sgu også røv! Lige fra de første toner af ”Seventh Seal” var der styr på både lyden og samspillet, og her fra dykkede sættet ikke på noget som helst tidspunkt. Den gamle guitarist Michael Gilbert delte på perfekt vis spotlightet med den nye six-string-shredder Steve Conley, godt bakket op af den eminente rytmesektion bestående af Jason Bittner på skind og bassist Michael Spencer, som sjovt nok også styrede de tykke strenge, da jeg første gang så Flotsam varme op for Megadeth i Hamborg tilbage i 1987. Bandets allerstørste styrke er dog forsanger Erik A.K., som bestemt ikke er for alle med sin lyse vokal, men som alle dage har passet perfekt til Flotsams melodiske thrash. Selvom manden vel må nærme sig de 50 år, så sang han denne aften bedre end nogensinde, og hvor er det dog imponerende, at hans stadig mestrer de høje skrig til UG. Det kom især til udtryk i gamle classics som ”She Took an Axe” og ”Doomsday For the Deceiver”, som stadig lyder nøjagtig lige så friske som tilbage i midtfirserne. Og som altid fik jeg ståpels, da manden slog over i den stille passage om harakiri i ”No Place For Disgrace”, som faneme lød endnu bedre denne aften, end da Flotsam maltrakterede KB18 med Death Angel i 2015. Andre highlights var den udødelige ”Hammerhead” med brillant basarbejde fra hr. Spencer, de røvsparkende gamle klassikere ”Dreams of Death” og ”Desecrator”, den evigt fede hilsen til PMRC i ”Hard on You” og den Trooper-inspirede ”Iron Maiden” fra den selv-titlede skive. Hell, jeg kunne remse samtlige numre op, for de var alle boblende fede – selv den afsluttende ”I Live You Die”, som jeg ellers aldrig har været specielt begejstret for på skive. Nogle vil måske mene, at jeg går lidt overbord i superlativer her, men Flotsam fortjener sgu alle roserne for en koncert, der klart var den bedste, jeg har bevidnet fra deres hånd. Og nu hvor bandet langt om længe har oparbejdet en god vane med at besøge Danmark jævnligt, så må de meget gerne kigge forbi om et par år igen. Et oplagt emne for Copenhell!
