PALLBEARER + PINKISH BLACK
PUMPEHUSET
15.04.17
Af Thomas Dahlstrøm
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Imens de danske rock og metal kapaciteter var samlet til High Voltage Awards, spillede amerikanske Pallbearer i pumpehuset. Om det havde indflydelse på antallet af koncertgængere, er ikke til at vide, men der var langt fra så mange i Pumpehuset, som undertegnede havde regnet med. Derfor blev koncerten spillet i den lille sal, ikke at det gør noget, for der har jeg kun haft gode oplevelser.
Pinkish Black
Opvarmningen var amerikanske Pinkish Black som spillede med en noget usædvanlig opsætning. En mand på trommer og en mand på sang/synth/keyboard og så ikke mere. Det var ligesom opsætningen en usædvanlig koncert. Det gjaldt for alle sange at synthen var centrum og at den skulle lægge en tung stemning. Den iøvrigt dygtige trommeslager skulle så følge op med dybde i lyden og med lidt tempo. Det var sgu egentlig meget fedt at høre noget der var anderledes og jeg blev til tider ramt af stemningerne i musikken, men hver gang jeg var lige ved at synes rigtig om det, tabte de mig igen. Igen og igen synes jeg at de kom tæt på og så skete der ikke mere. Jeg vil vædde min gamle hat på at en bassist og/eller en guitarist kunne løfte bandet til noget virkelig fedt. Der kunne lige komme en hård basgang eller et lille guitar riff til at bryde med den til tider trivielle synth. Sangen var i modsætning til synthen ikke triviel. Forsangerens mørke stemme var rigtig god og han formåede med sin stemme at skabe lidt dybde i lydbilledet. I sidste ende kunne han dog ikke redde koncerten op fra middelmådigheden. En middelmådighed der meget nemt kan blive til top notch med bare ét bandmedlem mere.
Pallbearer
Lige inden Pallbearer gik på, mødtes jeg med en bekendt oppe foran scenen. Hun fortalte at Pallbearer var den koncert hun havde set mest frem til, nogensinde. Av tænkte jeg, dels fordi hun så næsten kun kan blive skuffet og dels fordi jeg skal stå til regnskab, hvis hun skulle være meget uenig i denne anmeldelse. Summa summarum er at hendes entusiasme smittede og at jeg også selv kunne mærke forventningens glæde. Pallbearers nye album er fremragende og har scoret et flot nital i Metalized Magazine og jeg vidste på forhånd at koncerten ville være tung på det nye album. Hele seks sange blev der spillet fra Heartless, kun “Cruel Road” blev udeladt. Når man nu næsten spiller et helt album, kunne jeg sgu godt tænke mig, at man lige tog den sidste sang med og spillede albummet fra start til slut, for derefter at spille lidt af de gode gamle sange, men sådan blev det ikke gjort, desværre.
Første nummer var “Thorns” som blev startet ekstremt langsomt og tungt. Instrumenterne imponerede meget, men forsanger Brett Campbells stemme kunne slet ikke høres ordentligt. Hans lyrik forsvandt i en tåge, hvilket var lidt af en skuffelse. Sådan var det også på næste nummer “The Ghost I Used To Be” så jeg forlod min plads helt forrest, for at finde den gode lyd et andet sted. Nede bagerst var lyden meget bedre og her hørte jeg resten af koncerten. “Fear And Fury” blev spillet uden at imponere og så kom koncertens klare højdepunkt. Det tolv minutter lange nummer “Dancing In Madness” var intet mindre end fabelagtigt. En flod af lækkerhed skyllede ind over os. Distortede basgange og guitarrifs, den langsomme rytme fra trommerne og sang der smukt udtrykte galskaben. Det overlækre guitarmellemspil og slutteligt en guitarsolo der gik lige i trussen. De tolv minutter gik alt for hurtigt og blev afløst af en række sange som fremstod en smule monotome og trivielle. “I Saw The End”, “Worlds Apart”, “Lie Of Survival” og “Heartless” gik desværre tabt i ligegyldighed. Brett Campbells sang var kedelig og uden kant og jeg tænkte ofte, at han gerne måtte stoppe med at synge, så vi kunne nyde instrumenterne. Det gode ved “Dancing In Madness” var, at man kunne høre forsangeren lægge følelser i nummeret og de følelser forsvandt som dug for solen på de efterfølgende numre. Først på slutnummeret “Foreigner” kom der igen den kvalitet som jeg havde håbet på, men det er vel ret beset også mest et instrumentelt nummer og det var mest af alt for sent at redde koncerten. Jeg stod tilbage med en fornemmelse af at være blevet snydt. Det kunne have været hårdere, mørkere og mere følelsesladet og det er satme en skam. Der er så meget potentiale i Pallbearer og de fik slet ikke forløst potentialet I Pumpehuset.
Setlist
Thorns
The Ghost I Used to Be
Fear And Fury
Dancing in Madness
I Saw the End
Worlds Apart
Lie of Survival
Heartless
A Plea for Understanding
Foreigner
