HATEBREED + DYING FETUS + BÆST
TRAIN, AARHUS
27.04.17
Af Anders Nygaard
Foto: Mariann Libach Burup
Torsdag aften lagde Train endnu engang hus til en seriøs heavy pakke. Det er altid en fornøjelse at komme forbi spillestedet på havnen, så det har glædet mig, at de i foråret ikke kun har satset på de mest åbenlyse mainstream headlinere. Det synes publikum angiveligt også, for fremmødet var ganske fint til aftens treenighed af maskulin bølle-heavy.
Aftenen åbnedes af lokale Bæst, og det kan efterhånden ikke overraske nogen, at det blev gjort med bravur. De her drenge har simpelthen aldrig en dårlig dag. Man kan argumentere for, at der, siden de spillede debutkoncet for lidt over et år siden, ikke har været den helt store udvikling at spore, men det skyldes altså ene og alene, at de allerede dengang lagde et så ualmindeligt højt niveau for dagen, at både kolleger og branchefolk måtte bukke sig i støvet. Bæst har kun en enkelt, aldeles udmærket, ep på samvittigheden, men de styrer scenen, som havde de stået på den de sidste 15 år. Det er sjældent at opleve et lokalt opvarmningsband, som virkelig kan få gang i publikum, men Bæst både tiltrækker og aktiverer folk i en grad som kun sjældent er et opvarmningsband forundt. Det er svært ikke at spå Bæst en stor fremtid.
Næste band på scenen var amerikanske Dying Fetus. Et band som for mig altid har været umuligt ikke at holde af. I al sin banalitet repræsenterer de den vulgære og ligefremme symbolik, som gør at nogle folk drages af dødsmetal, imens andre løber skrigende væk. Det er dødsmetal på den store og dumme facon, men det er satans velspillet, og det var også tilfældet torsdag aften på Train.
Det er svært virkelig at sige noget om bandets sceneoptræden, for selvom de løbende blev lidt mere levende at se på, så var de tre musikeres fysiske tilstedeværelse yderst begrænset. De var nærmest demonstrativt inaktive, som kun dødsmetal musikere kan tillade sig at være det, men man må give dem, at materialet til gengæld blev leveret med knivskap præcision. Det var fandme godt nok tight, og med numre som ”From Womb To Waste”, ”Justifiable Homicide”, ”Killing on Adrenaline” og den nye ”Fixation on Devastation” på setlisten, så kan det praktisk talt ikke gå galt. Selvom Dying Fetus altså leverede en lige lovligt indadvendt optræden, så trak de et ganske sikkert stik hjem.
Indadvendte er der til gengæld ingen, der skal beskylde aftenens hovednavn for at være. Jamey Jasta brølede Hatebreeds budskab om ødelæggelse, genopbyggelse, ære og foragt i hovedet på publikum fra først til sidst, og folk slugte det råt. Det var tydeligt, at langt de fleste var kommet for at se Hatebreed, og pitten summede af liv. På plade har denne anmelder, indrømmet, et lidt anstrengt forhold til Hatebreeds til tider simple budskaber og melodier, men som jeg tidligere har oplevet det, så fungerer det live bare fantastisk godt. Jamey Jasta, og for øvrigt resten af bandet, lever og ånder for at stå på den scene, og så har de et bagkatalog, der er medrivende nok til at samle hele salens opmærksomhed. Sange som ”Defeatist”, ”Honor Never Dies” og selvfølgelig megahittet ”Destroy Everything” var perfekte oplæg til fællessang, og sådan var det stort set hele vejen igennem sættet. Hatebreed er trods 23 år på bagen stadig en magtfaktor på den melodiske metal og hardcore scene.
