ARCTURUS + IOTUNN
AMAGER BIO, KØBENHAVN
27.04.17
Af Bell Bruun
Arcturus er et band, der ikke minder så meget om mange andre bands på metalscenen. For det første påstår de at være fra en fjerne galakse, for det andet består bandet udelukkende af noget nær blackmetallegender og sidst, men ikke mindst, er deres musik med sine cirkuslyde og lignende syrede elementer, ret svær at beskrive. Al dette gjorde, at der var høje forventninger til Arcturus’ længe ventede tilbagevenden til Danmark, nærmere betegnet Amager og bioen.
IOTUNN
Inden metal fra rummet, skulle publikum naturligvis varmes op, og denne opgave stod det danske band Iotunn for. Bandet har eksisteret siden 2009, men den gang var det dog under et andet navn, og deres musik var en form for 70’er syrerock. Derfor er de som metalband et ganske nyt navn på den metalscenen og udgav sidste år debut-EP’en The Wizard Falls. Jeg havde på forhånd lyttet lidt til Iotunn, og det blev hurtigt klart at bandet lød en del hårdere live end på indspilning, hvilket skal forstås som en kompliment. Iotunn begår sig i en genre, der har en del elementer fra powermetallen, men det er ikke kun storladent, da der er virkelig meget fokus på de nærmest buldrende trommer. Hele bandet gjorde det egentlig ret godt som opvarmning; det var tydeligt at se, og ikke mindst høre, at de alle er nogle talentfulde musikere, men efter nogle numre føltes det musikalske udtryk dog noget ensformigt. Det var, som om sangene var skrevet over fuldstændigt samme skabelon: Forsangeren synger så meget i gennem som muligt, næsten falset nogle steder, og andre steder tæt på at lyde smule skingert, trommerne brager derudaf og så er der en masse guitarlir. Det være sagt, er det som nævnt ikke fordi, bandets medlemmer ikke er dygtige til hver deres instrument, vokalen inklusive, det blev bare for meget, især de utroligt lange guitarsoloer, der kom af flere omgange. Desværre for bandet var der ikke fyldt helt, ikke en gang halvt, op i salen i Amager Bio, hvilket dog ikke lod til at påvirke bandet synderligt, de virkede som nogle, der selv vidste, de var ret gode til at stå på en scene, og helt oppe foran scenen, var der da også en god håndfuld tilskuere, der gik amok på den begejstrede måde. Alt i alt et band, der er over gennemsnittet, men en koncert, der var lige omkring det netop gennemsnitlige.
ARCTURUS
En halv times tid skulle der efterfølgende gå, før aftenens hovednavn ankom på scenen. Det er første gang, denne skribent skulle opleve bandet, så den første tanke, der dukkede op ved synet af Simen ”ICS Vortex” Hestnæs og de andre bandmedlemmer var, at de slet ikke så nær så teatralske og dramatiske ud i deres beklædning, som regnet med. Der var da kapper, flyverhjelme og skøre briller, men ikke noget helt tosset. Måske kan man forklare dette med, at bandet har så meget drama og vildskab i deres musik, at de ikke (altid) har behov for at vise dette gennem eventuel udklædning?
Og tanke nummer to, en noget mindre overraskelse, var: Hold da kæft, en stemme! Har man lyttet bare en smule til de forskellige bands, hvor Simen Hestnæs’ stemme har været en del af konstellationen, ved man, at han er en sanger i Verdensklasse: Hans register strækker sig fra det growlende, det mørke og skarpe, hen over det skrigende, med små pudsige, men fantastiske triller og knæk, til de helt høje toner, og den smukke, rene skønsang. Og så formår han sågar tilmed at fortælle historier gennem denne stemme. Hestnæs blev bl.a. kendt for at være bassisten i Dimmu Borgir, men ud over at spille bas, lånte han også lige sin renvokal på et par numre, der gav disse symfoniske blackmetalsange en knivspids af æterisk skønhed, som fx på nummeret ”Progenies of The Great Apocalypse”. Derudover har han været forsanger i bandet Borknagar, og lavet musik under eget navn, så han er bestemt en erfaren herre. Bandets andre medlemmer er nu heller ikke helt ukendte, da trommeslageren er Jan Axel ”Hellhammer” Blomberg, der især er kendt fra Mayhem, keyboardspilleren er Steinar Sverd Johnsen, der har spillet i bl.a. The Kovenant, guitarist Knut Magne Valle er kendt fra bandet Ulver, og har været producer og/eller gæstemusiker for en del metalbands, herunder Aura Noir og Ravencult, og så er der bassisten Hugh Mingay, også kaldet Skoll, der også har været en del af Ulver Dermed er det altså lidt af et blackmetal-allstar-band, vi her har at gøre med, hvilket også var tydeligt at høre på det musikalske niveau.
Arcturus blev oprindeligt opløst i 2007, men vendte så tilbage for nogle år siden, og udgav det længe ventede album Arcturian i 2015, ti år efter det for første epoke afsluttende Sideshow Symphonies. En stor del af aftenens setliste var, naturligt og passende nok, hentet fra netop Arcturian, og selvom sangene herfra som bekendt ikke har samme klassikerstatus som mange af de ældre numre, lod det stadig til, at folk var meget begejstrede for de nye numre, som fx ”Crashland” og ”The Arcturian Sign”. Om Simen selv var begejstret, var på sin vis noget svært at gennemskue. Han virker som en virkelig rar mand, og minder lidt om en stor skovtrold med sit lange krøllede hår og små, sære dansetrin. Når man hører hans stemme på Arcturus’ albums, kan man godt få en idé om at han ville være ret vild og opfarende på en scene, netop som en trold af en æske, men på scenen i Amager Bio var hans opførsel noget mere tilbagetrukken og beskeden, og til tider nærmest lidt stenet. Han stod meget stille når han sang, og understregede teksten i det nummer, han var i gang med at synge, med små fagter og fingerpeg. Når han så ikke skulle forkæle publikums ører med sin røst, trådte han, nærmest ydmygt, tilbage på scenen og stod med armene foldet bag ryggen og rokkede lidt med i takt. Og så drak han både lidt vand og lidt Jack Daniel’s, alsidig mand som han jo er.
Og sådan fortsatte hele koncerten. I mellem numrene talte Simen lidt til publikum, men det var imponerende svært at forstå. Var det engelsk eller svensk, eller måske et sprog fra en fjern galakse? Whiskyen (og måske andre hjælpemidler) havde vist gjort sit indtog på formuleringsevnerne, men heldigvis var sangstemmen stadig i top. Og lyden var for det meste også ret tilfredsstillende koncerten i gennem, men de numre, der havde mange små detaljer, gik ikke rent igennem lydmæssigt, hvilket virkelig var en skam, især på det fantastiske nummer ”The Chaos Path”, hvor keyboardet druknede og det i det hele taget var svært at fornemme alle lydene, som den indspillede version indeholder. I øvrigt er det et af de få numre, Simen har kunne begive sig ud i fra albummet La Masquerade Infernale, da han var gæstesanger på dette nummer, samt to andre numre, hvilket resulterede i en formidabel, ond og gøglet duet med bandets daværende forsanger Kristoffer Rygg, bedre kendt som Garm, der er forsanger i tidligere nævnte Ulver. Garm var forsanger i Arcturus på et par albums inden Simen overtog som frontmand, og derfor fik vi desværre heller ingen numre fra det mesterlige album The Sham Mirrors, som er et ’Garm-album’ så at sige. På et tidspunkt under koncerten råbte flere folk i publikum endda på nummeret ”Radical Cut” fra selvsamme album, men Simen måtte undskylde med at han altså ikke kunne teksten, men at resten af bandet godt kunne spille den. Det gjorde de dog trods alt ikke, for der ville vokalen helt sikkert have manglet.
At samtlige medlemmer af Arcuturus er vanvittigt dygtige, skal der på ingen måde herske tvivl om, og man var da også rimelig godt underholdt det meste af koncerten, blot ved at lytte til numrene, da der ikke skete det store på scenen. Dog var det alligevel, som om koncerten ikke helt nåede de højder, man kunne forvente, da der gik lidt tomgang i metalmaskinen den sidste tredjedel af koncerten. Om det var Simens lidt for laid-back attitude, der smittede af på resten af bandet eller om det, mere sandsynligt, var den lidt for store og halvtomme sal, som bandet ikke helt kunne fylde, bogstaveligt, så vel som i overført betydning, må stå hen i det uvisse. Og helt galt gik det da heller ikke, da bandet lige valgte at sætte tempoet op på de to afsluttende numre, der bestod af ”Raudt og Svart” fra Aspera Hiems Symfonia og ikke mindst den aggressive, blackmetalklingende ”Angst” fra Arcturian. Det var en sang, hvor især Hellhammers evner virkelig kom til deres ret, og en passende afslutning på en koncert hvor det musikalske talent og sangskrivningen var på et højt niveau, der dog ikke formåede at nå helt op til stjernerne.