SAINT VITUS + TOMBSTONES
VOXHALL, AARHUS
11.05.17
Af Anders Nygaard
Billeder: Sebastian Dammark, I Do Concerts
TOMBSTONES
Norske Tombstones har jeg kun stiftet bekendtskab med en enkelt gang før, da de for nogle år siden havde en opvarmningstjans for Eyehategod på Atlas. Den gang gjorde de ikke noget særligt indtryk, måske vurderede jeg dem endda lidt under middel, så det skulle være interessant, om de mellemliggende år havde gjort noget positivt for stoner/doom kvartetten.
Det ville være løgn at sige, at der var mange mennesker i salen, da Tombstones gik på scenen til lyden af en massiv basudladning, for det var der på ingen måde. Til gengæld var det tungt som ind i helvede. Det var virkelig virkelig tungt, og de få fremmødte begyndte hurtigt at vippe med hovederne. Forsangerens hidsige skrig skar godt igennem den massive mur af bas, og det skabte en behagelig kontrast. Lyden var generelt god, selvom det var lige højt nok, og Tombstones forsøgte med pænt held at variere tempoet. Især de helt tunge stykker fungerede godt, men det må fremhæves, at Tombstones inden for en forholdsvis snæver musikalsk ramme formåede at spænde overraskende bredt, og det er alligevel en bemærkelsesværdig præstation.
Det sparsomme publikum kvitterede med klap og enkelte jubelråb, og det var ganske fortjent. En flok drukkenbolte gik endda så vidt som at overhælde deres blegfede kroppe med pilsner foran scenen. Det var måske lige dedikeret nok.
Selvom min indgangsvinkel fra begyndelsen var negativ, så nåede Tombstones altså at få en solid stjerne i bogen inden aftenen var omme.
SAINT VITUS
Saint Vitus blev dannet i Los Angeles i årene omkring 1980, og de var med, da det for alvor begyndte at tage fart for doom metallen. Det udsagn skal naturligvis overhovedet ikke tages bogstaveligt, for siden debuten har de, med få afbrydelser, produceret og udgivet noget af scenens tungest heavy metal. Historien er der ingen grund til at fortabe sig i, for torsdag aften i Aarhus var Saint Vitus både levende og virile, i en grad så selv de mest stivnakkede måtte gynge med hovedet.
Efter en kort ølpause dæmpedes lyset. Salen var stadig ikke tæt på at være stuvende fuld, men lidt flere mennesker fandt dog vej til scenekanten. I stort set totalt mørke indfandt de fire gråhårede truckere sig på scenen. Det er altid bekymrende, når en forsanger går på scenen med en stor kop varm te, men Scott Reagers vokal viste sig dog at være ganske intakt fra start. I hvert fald skabte åbningsnummeret ”Dark World” begejstring i salen. Lyden var ikke perfekt, men det blev der rettet op på hen ad vejen, og især vokalen kom til at stå noget klarere i lydbilledet.
”War is our Destiny” løftede for alvor stemningen, og derfra var der ingen vej tilbage. ”White Magic/Black Magic” var næste skridt op ad rangstigen, og selvom stemmen løbende måtte plejes med varm te, så leverede både Reagers og resten af de gamle gutter varen.
”Sloth” var et behageligt og nedstemt input midt i sættet, og derefter blev tempoet meget passende sat i vejret med ”White Stallions”. Det var velspillet og dynamisk, og interaktionen med publikum var fin uden at være overdreven.
Titelnummeret, ”Saint Vitus”, skabte helt naturligt god respons, men koncerten toppede for de fleste nok alligevel, da de som sidste nummer spillede ”Born Too Late”. Desværre var det også midt i dette klimaks, at en fyr på første række valgte at kaste et tomt glas i mod bagtæppet, og det tog guitarist Dave Chandler mildest talt personligt.
”You’re throwing a fucking glass at me you fucking punk? Get the fuck out of here!”, råbte han og afbrød de andre bandmedlemmer midt i gennemspilningen af “Born Too Late”. Det var noget af et antiklimaks midt i den helt store hit-single, men ud blev ballademageren smidt, og Saint Vitus genoptog gennemspilningen af ”Born Too Late” med forøget styrke og aggression, og koncerten må, uanset dårligt fremmøde og glaskastende fans, siges at have været en succes.
