MINDRE COWBOYVEST OG MERE HAVEFEST

DEN 2. JUNI SER EN NY ENDAGSFESTIVAL DAGENS LYS. MEN HVORDAN HAR DENNE TÆNKT SIG AT SKILLE SIG UD FRA MÆNGDEN? METALIZED HAR FÅET EN SNAK MED ARRANGØR MIRZA RADONJICA OM NYESTE SKUD PÅ FESTIVALSTAMMEN, SLAM-IT!

Af Bell Bruun

I forhold til hvor lille et land Danmark er, og at den hårde rock og metal trods alt stadig er lidt af en subgenre, er det imponerende hvor mange nye festivaler, der inden for genren er dukket op de seneste få år. Endnu en melder sig nu på banen, og bærer navnet SLAM-IT! Den bliver dog ikke blot endnu en i mængden, fastslår en af arrangørerne bag.

Inspirationskilde af internationalt format

Hvis man har fulgt med i den danske livescene de seneste par år, vil man have opdaget at mange nye metal- og rockfestivaller er opstået, herunder Heavy Days in Doom Town, A Collossal Weekend, Dark Mental Festival, og listen forsætter. Derfor er det også lidt af et sats at skabe endnu en festival med den hårdere musik, men man spørger man arranggør Mirza Radonjica, så er der klare idéer om hvordan man ønsker at skille sig ud med festivalen SLAM-IT!, som får sin debut i Pumpehuset fredag d.2. juni:
– SLAM-IT! er en idé, der faktisk måske mere er skabt i Jeppe Nissens og Copenhells hoved end i mit eget, for det var dem, der tog fat i mig sidste år under Copenhell, fortæller han.
Uddybende forklarer han, at tanken bag SLAM-IT! er at lave en fest med et anderledes udtryk, for især det lidt yngre publikum, hvilket blandt andet kommer til udtryk i designet af plakaten for festivalen, da den er turkis med palmer. Det skal være lidt mindre djævlehorn og en mere sommerlig vibe, som han udtrykker det. Ifølge Mirza er der en mangel på netop dette udtryk på den danske metalscene, hvor man ofte er lidt mere konservativ og gammeldags, det være med veste med patches og en vis forkærlighed for metalbands fra især 80’erne. På den internationale scene er lignende begivenheder, koncerter og festivaller dog intet særsyn, og nogle af disse er da også inspirationskilder for SLAM-IT!, herunder nævner han den britiske festival Slam Dunk Festival, et navn, som jo minder noget om SLAM-IT!, et navn, der blev valgt fordi, det skulle lyde friskt i tråd med hele festivallens stil. Og netop dette med friskheden og at være noget nyt på scenen, er kernen i festivalen, da den jo netop skal appellere til et yngre metalpublikum, som skal kunne relatere til SLAM-IT!:
– Det har vi været meget opmærksomme på i vores visuelle identitet, at det hele har en ung stil, som er meget anderledes fra hvad man ellers associerer med metal og rock, uden at fornærme nogen, understreger han, med henblik på de andre succesfulde festivaler i landet.

På kanten af det kendte

Det er hermed slået fast, ar SLAM-IT! skal stå for noget nyt på metal- og rockscenen, og ser man på programmet, så er der også en del andre begivenheder på dagen udover de respektive optrædende bands, fx af ølpong, grill og skateshow. Faktisk får man en fornemmelse af, at det lidt er en stor havefest, man er inviteret til, og det er også meningen, siger Mirza. Men hvordan hænger havefest sammen med hård musik?
-Jeg synes, det hænger perfekt sammen, svarer Mirza øjeblikkeligt.
Han indrømmer dog, at det havde været endnu bedre hvis man kunne lave en strandfest af en art. Det til trods, hænger det meget godt sammen, for det er netop en ny definition af hvad rock og metal skal kunne, og den kan mere, end man regner med, mener Mirza.
– Der er masser af diversitet i metallen, det er også en af de ting, der tiltaler mig ved den, men lige den her slags mere lette, ’frække’ metal, den vil vi gerne prøve at dyrke lidt mere i Danmark, fortæller han.
Det er ikke kun formen af festivalen, der udfordrer det kendte. Kigger man på de bands, der optræder til SLAM-IT!, er det i øjenfaldende hvor stor forskel der er genremæssigt ikke kun navnene i mellem, men også mere generelt sammenlignet med mange af de danske metalbands, der er populære. Dette vækker nysgerrigheden, for hvad er egentlig den røde tråd i valget af bands?
– De er alle sammen unge eller repræsenterer en genre, der er ung i sit udtryk, forklarer han.
Han nævner blandt andet hovednavnet Issues, der blander r ’n’ b med hård metal, det er nok noget, der er lidt mere underligt end hvad man er vant til i metalmiljøet, mener han, og kalder det, med et glimt i øjet, Justin Bieber-core. Det er med andre ord en ny lyd i metallen der repræsenteres til SLAM-IT!. Mirza har selv været meget involveret i hvem, der skulle spille, da det også er hans pladeselskab, Prime Collective, der er en af arrangørerne, og derfor er der også nogle af deres bands på plakaten. Han understreger dog, at det vigtigste kriterium er, at navnene skal kunne byde på noget, der ikke er så klassisk, men mere nutidigt, og måske endda lidt kommercielt.
Han skal også selv optræde med sit band Siamese, der faktisk udgiver nyt album samme dag som SLAM-IT! , og han medgiver, at det kan være svært at have denne dobbeltrolle, især hvad gælder banddelen af arbejdet, da det er svært at have fokus både på at arrangere og promovere bandet, men det er ikke kun hårdt, det er også sjovt, understreger han.
Og SLAM-IT! kombinerer jo netop det sjove i havefestelementerne med den hårde musik, og Mirza håber, denne kombination bliver en succes, sådan at Live Nation vil være med til at lave SLAM-IT! til en tilbagevendende begivenhed. Indtil da håber han på, solskin, og god stemning, ikke mindst:
-. Jeg håber, at folk kommer med et åbent sind, og prøver at lytte efter hvad det er, der sker. Også dem, der nødvendigvis ikke vil komme til det her. Det rigtigt sjove er at få nogen ind og de siger ’Okay, det er faktisk meget fedt, det de har gang i’. Det er sådan accept bliver skabt, og jeg håber, vi kan skabe mere accept af den her scene, for den er rigtig stor internationalt, afslutter han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *