DEATH TO MONO: PUDSIGE HERRER, TORMENT, DEATH TO SEATLLE, WRATH OF BELIAL OG SICKSEED
MONORAMA, ÅBYHØJ
30.09.17
Tekst og foto: Mariann Libach
Monorama skulle endnu engang lægge rammer til en metalfest. Billige bajer, voldsom volume og heavy herrer var garanteret.
19.30 slog dørene op. Folk blev budt velkommen af Kasper Rahbech, trommeslager i Death to Seattle og aftenens arrangør. Indgangsprisen var en flad, rund 20’er og i den pris medfulgte en øl. Øllen var lunken, nuvel, men hvor meget har man at kræve med sådan en billetpris. Øllene i baren var kølige, som de er bedst, og kunne købes for den nette sum af 10 danske kroner.
Aftenens arrangement er arrangeret af Aarhus-bandet Death to Seattle, som reaktion på at de ikke synes, de har nok jobs. For at skaffe sig selv en koncert og hjælpe andre bands i samme båd valgte de at stable Death to Mono på benene. Death to Mono er et eventnavn der bør blive husket, da det er lavet på et interessant grundlag og giver en fabelagtig koncertaften.
Til jer der ikke kender Monorama: Monorama er en forening der tilbyder øvelokaler for alskens bands i de jyske forstad Åbyhøj ved Aarhus. Stedet er ikke stort, der er ikke langt fra band til publikum, hverken i bogstavelig eller overført betydning, og der hersker en særlig stemning af hygge. Mange aarhusianske metalbands har haft deres gang i Aarhus, og der er derfor et helt særligt fællesskab og forhold bands imellem. Denne aften veg ikke bort fra hvad man kan forvente af en aften på Mono.
PUDSIGE HERRER
Klokken er 20.02, og den første larm lyder fra scenen. En catchy basgang flyder ud gennem lokalet efterfulgt af en vrængende vokal. Pudsige Herrer skal åbne aftenens bal. Det er bandets første koncert, og begejstringen for at spille live fornemmes tydeligt ved samtlige bandmedlemmer. Især den unge og dygtige bassist har svært ved at stå stille gennem koncerter. Konstant bevæger han sig frem og tilbage i takt til musikken. Også forsangeren har et energidepot, der øjensynligt må og skal tømmes ud i løbet af koncerten. Manden bag den til tider vrængede og dansksprogede vokal springer rundt på scenen, på gulvet og blandt publikum. Af og til bliver energien til en belastning for kvaliteten af musikken, men de pudseløjerlige mænd, om man vil, sender glæde ud gennem salen. Flere gange var forsangeren nede fra scenen, og han delte pudsige påfund med publikum. Et af dem var en megafon medbragt på scenen, som blev brugt i overgangen mellem to numre. En samfundskritisk sang kaldet Oprør fremført af en voksen mand med et billede af Lars Løkke og ordene ”Ikke min statsminister” på tshirten, sikrer at politik også bliver infiltreret i aftenens indhold. Dette går på tværs af bandsene, da tshirten er merchandise fra et af aftenens andre bands, sikrer
Efter et par numre opstår et problem med bassen, hvilket ikke hjælper på det i forvejen tilbagetrukne publikum. Med hjælp fra Wrath of Belials bassist kommer der igen basgange fra scenen og festen kan fortsætte. Dette gælder også de spredte klapsalver, bandet erhverver sig mellem deres numre. Publikum er opdelt, siddende og stadig tilstrømmende. De fleste nykommere sigter direkte efter baren bagerst i lokalet. Dog er der spredt rundt i salen hoveder der ikke kan stå stille på rygraden. I et nummer er der et pludseligt temposkift, bassen er skiftet ud med guitar, og det er min overbevisning, at dette nummer senere på aftenen og med flere øl indenbords havde været mosh pit potentiale. I det føromtalte nummer Oprør sprang forsangeren ned fra scenen for tredje gang og fik her publikummer til at råbe catchphrasen ”Oprør” ind i mikrofonen. Her var der for første gang denne aften tale om publikum interaktion i koncerten, og det skulle ikke blive den sidste.
Til trods for småfejl og den nu fratagne koncertmødom, blev der leveret et udmærket sæt. Stor applaus til gåpåmodet og den energi de indtog scenen med.
TORMENT
Efter en meget kort pause var det blevet tid til nogle tunge Københavner-drenge, der var taget hele vejen til det mørke Jylland for at smadre deres toner ind i smasken på jydefolket. Der var knald på fra starten af, og tempoet var sat betydeligt op fra aftenens første band. Ikke kun musikken besad voldsom energi. Denne sad også i hver og et bandmedlem. Forsangeren var den største energibombe af dem alle. I notaterne fra aftenen har jeg beskrevet ham både som en krudtugle og en gorilla. Spark, spring og spjæt blev udført i stil med musikken, mens resten af bandet vuggede op og ned. Til tider kunne jeg blive i tvivl om bandets medlemmer i de tungere passager vuggede så dybt ned, at de kunne slikke gulvet, mens jeg kiggede væk. Aftenens første forsøg på en moshpit blev også sat i værk af forsangeren, der sprang ned fra scenen af flere omgange. Publikum skulle også blive vidne til en lille danseopvisning fra forsangeren, der simpelthen ikke kunne holde energien i sig.
Et super veloplagt band, der dog til tider gav indtrykket af at være relativt rygvendte mod publikum, hvilket ikke er et plus i min bog. Musikken var dog en fordel for bandet her, da de satte gang i nakkemusklerne hos publikummet, og nogle publikummer derfor næppe har set nok af koncerten til at tænke for meget over om det var for eller bag de så på. Hurtigt, festligt og vildt beskriver den halve times koncert udmærket, og det var bestemt svært at stå stille til. Det noget tilbageholdne publikum blev blødt en smule op under koncerten, og var snart klar til næste band.
DEATH TO SEATTLE
Tiden var inde til at aftenens arrangører skulle træde på de skrå brædder. Death to Seattle, der stod bag aftenens arrangement, skulle indtage scenen med deres for nogle udefinerbare musik. Hvilken genre de ifølge dem selv gør sig i, vil jeg komme ind på senere.
Publikum er blevet mindre sceneforskrækkede og er nu trukket tættere på. Stemningen er god og alle er klar på disse badutspringere af en samling musikere. Bassist Simon Buje har fart på fingrene fra starten. Rasmus Godsk på vokal ligner en med elektricitet i kroppen, og Kasper Rahbech tæsker løs på gryderne med arme og ben. Det fornemmes at aftenens arrangement egentlig er en hyggelig aften for venner, som arrangør Kasper Rahbech har forklaret mig det. Death to Seattle er tydeligt på hjemmebane, og publikum trækker gennem koncerten tættere og tættere på scenen. Denne tiltrækning fik bandet dog sat en stopper for under sidste nummer, hvor de vanen tro udførte deres signaturemove; instrumentmassakre. Efter flere forsøg lykkedes det Rasmus at splitte sin guitar ad i stumper og stykker. I mens havde bassisten Simon besejret sin bas og sad i ægte slagherrer-stil med den ene fod på byttet og med en øl i hånden.
At bandet kalder sin stil for nærdødsgrunge kan ikke komme bag på nogle, da et show med dem altid har noget af et klimaks og fart over feltet. Selv deres bløde side med deres ballade havde smadder-stemning. Bassisten Buje forklarede mig efter koncerten, må folk ikke forveksle deres lyd med tyngden i metallens dødsgenrer, og har man først oplevet Aarhus gutterne live forstår man deres genrebetegnelse.
WRATH OF BELIAL
Dødsmaskinen triller nu for alvor ind over Aarhus forstaden Åbyhøj. Wrath of Belial rummer nogle efterhånden erfarne gutter, og der er alvorlige tæsk på menuen, når de stiller sig på en scene. Lokalet emmer af dødsmetal med fart over feltet. Publikum begynder at bevæge sig fra den ellers velbesøgte bar op mod scenen, og der bliver mere trængsel i lokalet. Ingen står stille, og publikum fungerer nærmest som én stor, bølgende organisme. De erfarne drenge skyder død og ødelæggelse ud over publikums nakkemuskler. Der bliver mellem to numre råbt et ønske om længere hår fra en i publikum. Det skulle ikke undre mig, om denne lyst til langt hår kom fra at se på hvordan bandets ene guitarist rystede lokkerne.
Forsangeren ejer scenen, og spyr sine ord ud over publikum som en drage spyr ind. En aggressiv fremtoning der går i ét med musikken og lyset og skaber den helt rigtige stemning til netop dette show.
Der er en kontakt mellem publikum og band, der altid bør være i højsædet hos alle bands, og den var uden tvivl til stede denne aften. Selvom det ikke altid var nyhedsværtens overgang til vejret hver gang, formåede bandet at dreje lettere åndssvage publikum kommentarer til deres næste nummer, inden de endnu engang skulle blæse lytterne omkuld.
Under sidste nummer var publikum for alvor blødt op. Forreste række var blevet en lang kæde af headbangers. Hår og overkroppe gik fra helvede mod himlen og tilbage igen i takt til musikken med et eksemplarisk forbillede i bandets selv. Aftenens første publikumforsøg på at starte en moshpit blev sat i værk, og selvom det ikke lykkedes var stemningen stadig høj og bandet tromlede derudaf.
SICKSEED
Aftenens rosin i pølseenden var dødsmetallerne Sickseed. Til trods for deres motto ”Affald siden 1999” fandt jeg dette band, som et der har meget at byde på. Endnu engang var der dømt fart over feltet. Folk står det tætteste på scenen, de har været denne aften, og temperaturen er i top. Folk er mere eller mindre berusede, og alle er glade. Der er heller ikke længere tale om hvorvidt, bandet når ud over scenekanten. Den barriere brydes af publikum på scenen og crowdsurfing. En fra publikum rækker sin telefon til vokalisten og beder ham hilse på kæresten, der sidder i den anden ende af telefonforbindelsen. Telefonen bliver sendt rundt på scenen og leveret tilbage inden næste slag skal stå mellem højtalernes volume og tinitusen i publikums ører. Stemningen i salen har nået højdepunktet, og undertegnedes bukser sprak midt under koncerten. Så må der da være dømt dødsmetal, hva’?
Dygtigheden blandt musikerne er der ingen tvivl om. Deres sammenspil er godt, og der er gode skift mellem tempo og knivskarpe afslutninger. Aftenens sidste energi blev i den grad fyret af under den kyndige behandling af Sickseed og endnu en aften i metallens tegn er nu afsluttet.
