PARADISE LOST + PALLBEARER + SINISTRO
VOXHALL, AARHUS
07.10.17
Af Anders Nygaard
Billeder: Sebastian Danmark
Sinistro
Det var til en godt fyldt sal, at det portugisiske doom band Sinistro gik på scenen. Det er bestemt ikke en given kendsgerning for de fleste upcoming opvarmningsbands, men Sinistro beviste heldigvis, at de til fulde fortjente den store opbakning fra publikum.
Lyden var fra begyndelsen mudret og fersk, og der gik et chok igennem publikum, da lydmanden midt i første nummer endelig fik sat de rigtige stik i lydpulten. Pludselig dundrede bassen i mellemgulvet, og Patrícia Andrades betagende røst, som før havde været totalt fraværende, skar med stor effekt igennem det tunge lydbillede. Betagende var Andrades optræden på Voxhall på alle måder denne lørdag aften. Hendes fantastiske og alsidige vokal var helt naturligt et samlingspunkt for publikums opmærksomhed. Samtidig bevægede hun sig i fascinerende alsidig takt til musikken. Det ene øjeblik sødmefuldt, dragende og næsten sensuelt. Det næste i maniske, besatte ryk.
Det var teatralsk og på alle måder seværdigt. Selvom Andrade var flankeret af tre meget dygtige musikere, så tiltrak hun sig opmærksomheden, og det aspekt drog Sinistro helt tydeligt nytte af. Selvom de alle fire stod på en linje forrest på scenen, så var lyset skarpt rettet imod Andrade, som på den måde trådte endnu tydeligere i karakter rent visuelt. Vokal og musik stod ofte i voldsom og åbenlys kontrast, men på besynderlig vis var det også enormt harmonisk, og det var en kvalitet mange blandt publikum værdsatte. Efter en lille halv time blev Sinistro derfor klappet og hujet af scenen til stor og synlig begejstring for bandet selv.
Pallbearer
Pallbearer fra den amerikanske stat Arkansas har de senere år markeret sig som et af nyere tids mest interessante og nyskabende doom bands, og det har ved flere lejligheder bragt dem til Danmark, og blandt andet har de flere gange spillet i Aarhus. En blanding af solidt musikalsk håndværk og stædig og flittig tilbagevenden til mange af de små scener har derfor gjort dem til et navn, som man regner med. Den øgede stjernestatus kom tydeligt til syne lørdag aften på Voxhall, hvor mange dedikerede fans var mødt op for at headbange og synge med foran scenen.
Som det desværre også var tilfældet hos aftenens første band, så var lyden ikke med Pallbearer i begyndelsen af koncerten. Forsanger Brett Campbell skar en irriteret og næsten smertefuld grimasse, hver gang en hyletone brød det ellers flotte lydbillede. Det lagde en dæmper på koncertens indledende face, men da først der kom styr på lyden, blev Pallbearer også væsentligt mere tilfredse og levende at se på. Noget der tydeligt smittede af på publikum, og da Pallbearer midt i sættet spillede ”Worlds Apart” og ”Thorns” fra henholdsvis Foundations of Burden og Heartless, nåede stemningen et nyt niveau. Brett Campbell kastede triumferende sin knyttede næve i vejret, og bassist Joseph D. Rowland greb mikrofonen for i korte og præcise vendinger at lovprise byen Aarhus og aftenens publikum.
Knap tre kvarter efter koncerten var begyndt, sluttede de flot af med ”Foreigner” fra fuldlængdedebuten. Hvad der startede en lille smule trægt sluttede derfor succesfuldt, og Pallbearer nåede fint rundt i det endnu begrænsede bagkatalog.
Paradise Lost
”We’ve got a fucking shit ton of past” noterede en veloplagt Nick Holmes sig på et tidspunkt midt i sættet, inden han dykkede ned i først en anekdote om en tid, hvor de fleste af bandets medlemmer havde mere hår på hovedet for derefter at spille en række af bandets klassiske publikumsfavoritter.
Det skorter ganske rigtigt ikke på hverken medrivende doom-klassikere eller historisk signifikans og Paradise Lost, som har eksisteret siden 1988, var da også aftenens ubetingede hovednavn. De har opfundet og genopfundet death doom genren på utallige fremragende udgivelser, og de to seneste har umiddelbart været med til at reetablere deres position og relevans. Det seneste skud på stammen udkom for lidt over en måned siden, og fokus var derfor helt naturligt på meget af det nye materiale. Aftenen igennem blev vi dog præsenteret for en god og blandet set-liste.
Paradise Lost lod dog kortvarigt vente på sig, inden showet kunne gå i gang. Et stort mørkt banner prydede scenens bagvæg og længere fremme på scenen de klassiske stående bannere. Det store trommesæt var henlagt i mørklilla belysning. Temafarven fra bandets seneste plade og en farve som man kun med kyshånd kan byde velkommen tilbage i metallens tunge division. Kort efter rettedes et skarpt lys imod publikum, og til lyden af dramatisk musik indfandt Paradise Lost sig roligt på scenen. Alle naturligvis klædt i sort. Som sidste mand trådte Nick Holmes resolut over scenen, og med et lille selvsikkert og arrogant knips (eller var det et vink?) markerede han, at koncerten nu kunne gå i gang.
Hele bandet fremstod fra begyndelsen både velspillende og stilsikre, og publikum var med dem hele vejen. Trods de ofte deprimerende toner og tekster så var Nick Holmes i front både munter og nærmest jovial i sin omgang med publikum. Imellem numrene sludrede han således og fortalte korte historier.
”From the Gallows” markerede kort inde i sættet aftenens delvise fokus på materialet fra det nye album, og senere blev det succesfuldt fulgt op med blandt andet ”Blood and Chaos”, ”The Longest Winter” og titelnummeret ”Medusa”, hvor Holmes virkelig kommer ud i afkrogene af sin vokal. Især de klassiske og mere gotisk inspirerede numre vakte dog begejstring, og blandt andet ”Shadowkings” og aftenens sidste ekstranummer ”The Last Time” gik rent ind. Også bandets forrige plade, The Plague Within, blev ved flere lejligheder og med overvejende succes berørt. Især ”No Hope in Sight” har fået nærmest nyklassisk status, og som aftenens første ekstranummer viste det sig at være et overvældende højdepunkt, på en aften der ellers på alle måder levede op til forventningerne.
