DOT LEGACY + DRÖN
SPILLESTEDET STENGADE, NØRREBRO
14.10.2017
Anmeldelse: Hesselager
Foto: Michael Lillerøi Skov
Lørdag d. 14. oktober var det uafhængige spillested Stengade, der bedst kendes for at udgøre en slags middelgrund mellem undergrunds-DIY-koncertsteder som Mayhem eller Ungdomshuset og mere professionelle steder som Beta 2300, vært for to grupper i modsatrettede hjørner af stenerrock. Desværre var hovedattraktionen for undertegnede, Stone Cadaver fra Århus hvis debut-lp Reject Remove Replace fik 7/10 fra artiklens forfatter, nødt til at aflyse.
Første navn på scenen var Drön, en århusiensisk guitar-og-tromme-duo hvis image og sangtekstunivers baserede sig galgenhumoristisk på de mest fucked-up sider af jysk redneck-kultur som en slags dansk pendant til sydstats-sludge som Crowbar og Eyehategod.
Drön viste sig dog rent musikalsk at have deres egen mere unikke tilgang til sludge/doom: Deres stil var godt nok baseret ud af tunge langsomme bluesriffs trukket af led og kun sparsomt behæftet med særlig megen groove, kørt igennem et hvirvar af psykedelisk effektpedaler som fik guitarlyden til at summe varmt og fugtigt som en varmeluftspejling over en mose på en ulidelig sommerdag. Vokalerne var ret sparsomt brugt, og varierede mellem rene bariton-vokaler et sted mellem Glenn Danzig og Peter Steele samt aggressive punkede råb – der begge udtrykte hver deres nuance af frustration og angst.
På trods af bandnavnet holdt Drön sig hovedsageligt til et langsomt tempo, hvor hver nuance i hvordan guitarriffsene og trommerytmerne gik i bevidst akavede retninger som perfekt underbyggede den psykedeliske helvedes-landskabs-stemning, men satte af og til farten op hvor det virkelig kunne mærkes – især på én mere rocket sang, som guitaristen kaldte for ”det tætteste vi har på et pophit”. Ikke en stil, der indtil videre har været synderligt udbredt i sludge-scenen herhjemme, men stadig en ret interessant indgangsvinkel til genren. Ros skal især gives til Dröns trommeslager, der gav guitarspillet rum nok til at opbygge atmosfære og anvendte en stor del uortodokse variationer på sangenes grundrytmer til at skabe en tilpas foruroligende stemning – lektier vellært fra The Melvins’ Dale Crover.
Stone Cadaver, hvis konceptuelt velgennemtænkte og musikalsk ambitiøse fortolkning på stenerdoom i stil med The Obsessed og Spirit Caravan har imponeret mange herhjemme, var som nævnt før nødt til at aflyse pga sygdom så i stedet for gik det direkte til den franske kvartet Dot Legacy. Gruppen har taget sin retro-futuristiske æstetik fra 60er/70er-rumforsknings-programmer og datidens science-fiction på band-T-shirts og sangtekster (deres seneste plade To the Others var en koncept-album om Pioneer-rumsonden, er designet til at være en slags repræsentant for jordisk kultur for evt fremmee civilisationer). Med andre ord har Dot Legacy placeret sig ideologisk i retning af en slags utopisk space-rock-psykedelia, som en slags nutidig arvtager til avantgarde-prog-orkestre som Magma og Univers Zero – i skarp kontrast til Drön, der sammen med Slowjoint snarere har udviklet sig til at repræsentere for Udkantsdanmark hvad Crowbar og Eyegategod har gjort for det sydøstlige USA.
Da Dot Legacy gik på scenen, lignede de med deres androgyne frisurer og matchende guldlamé-jakker besætningen på et rumskib i en 70’er-science-fiction-serie som rollebesat af et datidigt glamrock-band, et image som passede fint til deres musik: Deres musikstil benyttede sig ivrigt af vekselvirkning mellem lettere og poppede glam-new-wavede guitarmelodier båret af harmoniske vokaler delt mellem medlemmerne under nærmest krautrockede minimalistiske rytmer til tungere buldrende stenerrock-riffs med masser af ulden forvrænging og guitartoner lydende som varme ørkenvind – dog spillet med hurtigt tempo og energi.
Arven fra 60’er/70’ernes progressive rock og tidlige elektroniske var klar i sangstrukturerne, der hele tiden tog uventede drejninger udover traditionel rock-komposition, samt i de lange udstrakte instrumental-jamsektioner hvor de duellerende guitarmelodier gav lydbilledet en ekstra dimension over fx Fu Manchus tidligere plader (som selve riffsene placerede sig i forlængelse af) for ikke at nævne det arsenal af analoge elektroniske lydeffekter som underlagde selv de enklere sektioner.
Alt i alt viste Dot Legacy ikke kun en interessant kombination af flere forskellige musikstilarter, der ikke sædvanligt forbindes med hinanden, men også havde en talent til at skabe en sjælden grad af teksturrigdom i lydbilledet og konceptuel gennemtænkthed i deres helhedsindtryk. En total modsætning, men underligt velfungerende komplementær modpol til Dröns helvedes-marsklandskab af slow-motion-hardcore og dommedagsblues-helvedes-landskaber.
Mange tak til Stengades fotograf Michael Lillerøi Skov for at have ville dele sine fotografier med Metalized.
