AIRBOURNE
AMAGER BIO, KØBENHAVN
15.10.17
Af Matilde Schmidt
Foto: john-son
Det er ved at blive efterår, bladene falder af træerne og minderne om sol, varme og sommerens fede Airbournekoncert på Copenhell, blev atter vækket til live i Amager Bio i går aftes, da de solbrændte ’aussies på coke’, igen gæstede København. Airbourne har sluppet sig selv løs, og turnerer rundt med deres Breakin’ Outta Hell Tour, i kølvandet på deres seneste album med samme titel, og har man oplevet Airbourne live, så ved man at der er potentiale til at blive sparket til helvede og tilbage igen. Hvis du som sagt ikke tidligere har set Airbourne, så er du gået glip af en energiudladning af de helt vanvittige. Jeg har tidligere set Airbourne med stor glæde og fornøjelse, omtrent en håndfuld gange, men sådan en regnfuld oktober søndag, der kan man nogen gange godt, være gået lidt død i smølfen*. Således smådepressiv, søndagstung og efterårsdoven, fik jeg flået mig selv op ved hårrødderne og helt ud på Amager, hvor jeg havde et par venner, der også skulle dukke op. Havde jeg haft en billet jeg selv havde købt, og ikke en akkreditering til gengæld for en anmeldelse, så var jeg helt sikkert blevet hjemme i den varme Netflix-hule. Hvorfor er det relevant for en koncertanmeldelse? Jo, det er jo anmelderens subjektive holdning til den oplevelse et pågældende band udsætter pågældende anmelder for, og det må derfor være af yderste vigtighed, at fastslå denne anmelders mentale tilstand, netop før den musikalske oplevelse. Denne anmelder var, skulle man være i tvivl, helt på energiniveau som et dovendyr på sovemedicin. Ved ankomsten til Amager Bio, er opvarmningen Desecrator godt i gang, faktisk næsten færdige, nogen havde i søndagsdepressionen ikke overvejet at koncerten muligvis startede kl. det der stod på billetten. Det var fedt, men en egentlig anmeldelse vil ikke være fair, men konklusionen er, at Amager Bio var varm, klar og svedig efter trashede Desecrator, som Airbourne havde medbragt fra Australien.
Efter at være blevet lukket ind i Amager Bio, og have fået stukket en fadbamse i hånden af en veninde, indtog vi gulvet tæt på scenen.
Amager Bio var udsolgt, Airbourne havde revet alle metalfolkene ud af hulerne, og denne aften var forventningerne i top kunne man mærke. Forsanger og leadguitarist Joel O’Keeffe, som grundlagde bandet for godt 15 år siden sammen med sin bror, var som vanligt iført bar overkrop som sin karakteristiske hvide guitar, og han lagde ud med at ville vide, om vi var klar til rock ’n’ roll. Det var jeg som udgangspunkt ikke, og i min depressive tilstand, i øvrigt også med en smule snot og feber, havde jeg allerede lyst til at smadre den glade energiske mand, bare fordi sådan nogle små krudttønder, er røvbelastende når man selv er kørt i sænk. Men Airbourne lagde ud med deres sædvanlige åbningsact ”Ready To Rock”, og der var blæs på galningene fra første sekund. På et baggrundstæppe, af en mur af Marshallforstærkere, og i røg og damp, blev vi allesammen blæst omkuld. Inden vi var halvvejs igennem det første nummer, så havde anmelderdamen smidt snot og vinterdepression i glemmebogen. Airbourne genoplivede mit partyselv på under to og et halvt minut. Respekt for det, og tak for det. Så da tonerne til andet nummer, I’m Going To Hell For This, væltede ud gennem højttalerne, så følte jeg egentlig at jeg også var klar til helvede, hvis det var prisen for en aften med Airbourne. De australske rødder og en opvækst på AC/DC fornægter sig ikke. Om Airbourne er en kopi af legenderne eller om de er deres egne, det er ofte diskuteret, og denne aften var Airbourne bestemt deres egne. Med en rock ’n’ roll attitude der ikke kan købes for penge, men med så top fede riffs og så meget el spade, så kan Airbourne ikke være kopier af noget som helst. Nuvel, deres musik lyder som Airbourne fra ende til anden, nogle vil måske lidt nedladende sige det lyder ens, men det er pisse ligegyldigt når de spiller live. Det er en fest fra ende til anden. Joel O’Keeffe opfordrede hurtigt publikum til at leve deres rock og rul side ud.
– Gå amok, tænd en joint, drik jeres medbragte whiskey, crowdsurf, gør hvad fanden I vil!
Og det gjorde publikum, for en performer som Joel O’Keeffe har dem i sin hule hånd, og den sprængladning af fest, manden selv holder, den kan ikke undgå at smitte af.
Men en hyldest til nu afdøde rock-gud, Lemmy Kilmister fra Motörhead, ”It’s All For Rock N’ Roll” og omkvædet ’It’s All For One – And One For All – Together We Stand- Together We Fall – It’s All For Rock N’ Roll’ stod bare stærkt denne aften, for metalfællesskabet var samlet og alle var glade. Hverdagens bekymringer og trivialiteter blev glemt i den hurtigt spillende og hårdt pumpende rock ’n’ roll fest.
Når jeg tidligere har kaldt hele Airbourne for galninge, så er det måske så meget sagt, for med en frontmand som Joel O’Keeffe, der har en energi som en forårskåd kvie på græs, så virker resten af bandet ret nedtonede og falder lidt i baggrunden, hvilket egentlig er lidt synd. O’Keeffe væltede rundt i hele Amager Bio, han var både på balkonen og spille et af de bedste guitarriffs ever, nemlig Black Sabbaths ”Paranoia”, han fik hevet i deres legendarisk luftalarm oppe på Marshallmuren, han fik lavet Jack D. og cola til de nærmeste folk, han crowdsurfede og han var faktisk bare så meget over hele spillestedet, at man blev forpustet af at holde øje med manden. Nå ja, og den obligatoriske dåsebajer, blev da også klasket ind i panden til der gik hul oppe på balkonen, og de omkringstående og O’Keeffe selv, var sølet ind i skumsprøjt. Alt i alt gimmicks nok til flere shows, men Airbourne leverer dem løbende på en aften. Måske er det også derfor, vi måtte nøjes med 12 numre, og ca. 1 time og 15 minutters velklingende rock ’n’ fuckin’ roll.
SÆTLISTE:
1.READY TO ROCK
2.I’M GOING TO HELL FOR THIS
3.TOO MUCH, TOO YOUNG, TOO FAST
4.DOWN ON YOU
5.RIVALRY
6. GIRLS IN BLACK
7. BOTTOM OF THE WELL
8. BREAKIN’ OUTTA HELL
9. IT’S ALL FOR ROCK ‘N’ ROLL
10. STAND UP FOR ROCK ‘N’ ROLL
EKSTRANUMRE:
11. LIVE IT UP
12. RUNNIN’ WILD
* Død i smølfen: At være gået helt ud, ikke orke noget, være slukket mentalt.
