UFOMAMMUT + USNEA + LATE NIGHT VENTURE
KB18, INDRE KØBENHAVN
16.10.2017
Anmeldelse: Hesselager
Fotos: Malik Camlica
Booking-agenturet COLOSSAL har i de sidste år gjort meget for at bringe nogle af de mest banebrydende nye musikgrupper indenfor doom metal, hardcore, post-rock, progressiv rock og psykedelia til Danmark. Mandag aften havde de inviteret 3 bands i den kulturelle sfære forbi KB18 i Kødbyen, hvilket ikke gik stille for sig.
Første navn på scenen var danske Late Night Venture, der i deres karriere har udviklet sig fra et indadvendt og drømmende trippet post-rock orkester til tung og aggressiv sludge der ikke lader Cult of Luna eller Neurosis noget efter. Deres setliste bestod følgelig af en opvisning af begge stilarter. Alle sange, som blev spillet, skiftede med ekspertfinesse gear fra lettere sektioner domineret af guitarteksturernes sammensat efter tilpas æterisk stemning over hårde forvrængede kantet dissonante hardcore-passager til svingende tunge doom-riffs. Vokalen skiftede også alternativt mellem melankolsk ren bariton-sang og infernalsk vred hardcore-brølen. Det, som fik de to modsatte sider af deres musik til at hænge sammen, var hele det rum-udforsknings-tema LNV har til deres sangtekst/visuel/musik-Gesamtkunstwerk: Læg mærke til, deres første LP bar navnet ”Pioneers of Spaceflight” den anden ”Tychonians” var et konceptalbum om Tycho Brahe. Denne tematiske inspiration kunne især høres i de spacy elektroniske effekter, der fra synthesizeren brugtes til at underlægge lydlandskabet skabt af guitarerne med ekstra tekstur-lag. Resultat blev en perfekt stemning af universets uendelige majestætiske skønhed og destruktive kaos-kræfter indeholdt i ét og samme sublime hele.
Derefter fulgte death/doom metal-gruppen Usnea fra den amerikanske delstat Oregon, som på det seneste er blevet USA’s doom-mekka. (se også Atriarch, Danava, Red Fang, YOB, Witch Mountain) Nordveststaterne er nemlig de koldeste og våde i deres nation, nøjagtig som Yorkshire der var Storbritanniens centrum for både gotisk rock i 80erne og doom metal i 90erne. Usnea lød også præcis som man kunne forvente af et band fra et område af enorme bjergkæder svøbt i tåge og regnindhyllede skove af gigantiske nåletræer: Sætlisten bestod af 3 (!) sange hver et sted mellem 10 og 20 minutter i længde. Alle opbyggede langsomt spænding mellem kølige gotiske guitarpassager, langsomt traskende dødsdoom-riffs spillet med en underlig form for dyster impressionistisk melodi og psykedelisk vibrerende sektioner der tilføjede en overraskende del farve til de ellers nådesløst mørke doom-eposer – som morgenrøde skinnende igennem tåge over et øde landskab. Generelt viste Usnea et øre for at anvende musikalske elementer, der ellers ikke høres i denne slags doom, til at skabe en usædvanlig grad af nuance i lydbillederne og overraskelser i sangenes strukturer. For eksempel brugte vokalerne god vekselvirkning mellem dybe døds-growls, rene bariton-vokaler der mindede om munkes messen og høje dæmoniske black metal-skrig. Samtidig anvendte de to guitarister en dynamik mellem traditionel dødsdoom-riffing og skarpe tremolo-melodier der igen mindede om black metal i slow motion til at opbygge spænding i et par af sangenes fortællestruktur.
Med andre ord var det en høj standard, aftenens hovednavn – den italienske progressive doom metal-trio Ufomammut havde at toppe, da de gik på scenen ved 23-tiden. De er nok bedst kendte for deres bizarre navn – rumrejsende mammuter – og aparte univers der kan beskrives som en mørkere og mere foruroligende udgave af 70’er-prog rock-science fiction-koncepter eg Hawkwind, Magma og Rush end hvad de fleste nutidige metal-kunstnere tager for sig. Men de grundlæggende associationer i navnet – noget på én gang primitivt og arkaisk alligevel fremmed og højteknologisk – viste sig at passe fint på den italienske trios retro-futuristiske kosmiske doom.
Ufomammuts signaturstil demonstrerede sit grundlag i 60er/70ernes hårde blues-powertrios såsom Cream, Grand Funk Railroad, Jimi Hendrix Experience og Mountain med masser af tunge blues-baserede riffs og en aktiv rytmesektion hvor bassen og trommerne lige så meget indledte sangene og bar kompositionerne som guitaren. De moderne elementer kom fra nutidig doom metals teknikker indenfor guitarforvrængninger og lydeffekter til at ramme meget hårdere en noget 60er-band. Begge strenge-instrumenter var hooket up til så kraftige forstærkere, at deres akkorder mere føltes som et rytmisk bombardement af radioaktiv kosmisk stråling, og var svøbt ind i et arsenal af avancerede effektpedaler der lød som radio-signaler fra en udenjordisk civilisation. Vokalen blev også ret sparsomt brugt, da Ufomammuts musikalske fokus i stedet var på de instrumentale freakout-odysseer, men var relativt lavt i mixen og processeret gennem et stort lag ekko-effekter og digital forvræning som om der blev sunget igennem en gammel flyvemaskines radio-system.
En anden arv fra 60erne og 70erne kunne høres i selve substansen af Ufomammuts musikstil, og netop den påvirkning som har markeret gruppen som unik i nutidig doom med få andre ligesindede såsom YOB, nemlig Italiens legendariske progressive rock-scene som repræsenteret af Area, Goblin, Le Orme, PFM oa: Især trommeslageren viste et talent for at bruge ret uortodokse kombinationer af sine til at skabe nogle meget desorienterende rytmer, der virkelig bidrog til den psykedeliske stemning, og størstedelen af sangene som de spillede afveg fra cyklisk vers-omkvæd rocksangskrivning til hele tiden at tage uventede rejser ind i længere atmosfæriske instrumentale passager hvor de forskellige teksturer og effekter nøje komplementerede hinanden. Resultatet blev en lydmæssig rejse i tid og rum ud til fjerne højtteknologiske civilisationer, mangefarvede vistaer og surrealistiske landskaber på den anden side af galaksen.
Og i modsætning til Late Night Venture og Usnea, hvis ellers imponerende optræden var koncentreret i korte sætlister – undertegnede glæder sig derfor til at se begge som hovednavne – gik Ufomammut efter deres officielle sætliste var ovre tilbage på scenen og spillede et langt encore på hele 3 numre i alt 15 minutter. Deres idiosynkratiske blanding har aldrig været for alle, se de blandede, men for de indviede udgjorde koncerten en fremvisning af de mest spændende udforskninger af doom metals grænselande i 2017.
