MELVINS + REDD KROSS
JAZZHOUSE, KØBENHAVN
17.10.17
Af Søren Willatzen
Det er ikke længe siden, at jeg havde fornøjelsen af at anmelde Melvins og deres nye plade, hvor de efterhånden aldrende punk inspirerede originaler stadig viste en høj kvalitet – og ikke mindst originalitet. Grunge er en genre, som mange ofte vil nævne, når vi snakker om Melvins’ vigtighed, men netop Mastodon og Big Business i sludgemetallen har uden tvivl taget en del fra originalerne fra Montesano. I går aftes var jeg og en flok stor nok til at få Jazzhouse udsolgt vidende til nok én af årets absolutte stærkeste koncertoplevelser/soniske syretrips på tværs af mange genrer. Man kunne se alt fra folk i Autopsy, Death, Conan, Sleep, Pearl Jam og Nirvana trøjer til den koncert, hvilket for alvor beviser Melvins’ indflydelse strækker sig meget bredt. Redd Kross, som sidst var på turné i Danmark for 20 år siden kom med Melvins (selvom 50% af Redd Kross er Melvins medlemmer i dag) og levere også stærkt, men famlede totalt i sammenligning med magtdemonstrationen få minutter senere.
Jazzhouse er et meget hyggeligt lille koncertsted på Niels Hemmingsens Gade, hvor øllen er billig, lyden er i orden og der flere gange om året kan garanteres jazz, blues og rock fra alle mulige hjørner af verdenen. Netop derfor var det også helt ideelt, at et band af Melvins særhed skulle spille i Jazzhouse af alle steder i København – og nok også derfor, at det er én af de mindst repræsenterede spillesteder her i redaktionen. Lydbilledet var ikke dårligt overhovedet, alle instrumenter gik helt klart igennem uden nogen støj eller voldsom feedback. Man kunne dog godt savne en lidt mere hårdslående lyd, men det kunne være meget værre. Lyset på Jazzhouse er måske ikke deres højeste prioritet og det skinder ironisk nok også igennem, når man skal se på én enkelt farve belyse et band igennem en hel koncert. Her er der i hvert fald plads til forbedringer.
Allerede ved Redd Kross kunne man fornemme, at alle gæster var mødt op, hvilket er ret sjældent at se. Min viden omkring bandet var stortset inteteksisterende før jeg fik fisket mobilen op af lommen, for at tjekke deres Wikipedia side ud og indså, at der var en del af min rockviden, som var stærkt manglende. Redd Kross spiller en lidt speciel blanding af pop punk af den gamle skole, hvor der er hæftig klassisk og glam rock inspiration samt plads det lidt mere eksperimenterende og progressive her og der. Brødrene Jeff og Steve McDonald (hvor Steve McDonald i 2016 kom på den kilometer lange liste af Melvins bassister) dannede Redd Kross i sin tid og kører stadig stærkt som frontmændene i bandet siden bandets start i de tidlige 80’er. De viste uden tvivl, at evnerne var på plads. Man blev godt underholdt, men efter 40 minutter begyndte de efterhånden overspillede Rolling Stones og The Who rehash riffs at blive en tand for meget. Guitarsektionen var ikke svag, men de kunne godt lære noget om at skrive lidt mere interessante og ørehængende riffs til at komplimentere den fede bas og vokal præstation. Til min store overraskelse, så spillede Redd Kross i lige så lang tid som Melvins, hvis ikke længere end dem. Jeg vil i hvert fald slå fast, at Redd Kross var kompetente, men desværre kunne de ikke måle sig med Melvins på nogen måde.
Netop 10-20 minutter efter Redd Kross optræden gik King Buzzo og Co. på scenen på den mindst spektakulære vis og gjorde klar til at blæse publikum omkuld. Som altid ligner Buzz Osbourne en tegneserieskurk fra en 70’er tegneserie med sit vilde – og nu – helt hvide hår, hvor Steve McDonald fik skiftet til noget mere mørkt og Dale Crover, tja, lignede Dale Crover. Det startede ud med et Flipper cover af sangen Sacrifice, men naturligvis gjort i den forvrængede og sindssyge Melvins stil, hvor Dale fik vist, hvordan trommer skal spilles. En sand tøndetæsker, der hidkalder torden, som om hans trommestikker var rørt af Thor og med et feel der kunne være en værdig modstander til John Henry Bonhams. Igennem de flydende overgange kom én af de fedeste sange, Queen, fra deres ikoniske album ’Houdini’ nogle minutter inde i sættet, hvor man tydeligt kunne mærke at trods de mange år efter deres start – så har intet ændret sig. Musikken er hård, fanatisk, sindssyg og det slutter aldrig. Den time hvor Melvins spillede, der stoppede de ikke før slutningen. Det var som om, man hørte den mest korrigerede jam session nogensinde, hvor der var plads til alt fra Beatles til korte og sjove indslag som Scooba og gigantsange så som The Bit. Evnen til at gøre deres livepræstationer ligeså specielle og unikke som deres plader, samt den musikalske overlegenhed som alle tre medlemmer kommer frem med, gør netop Melvins til en inspiration til så mange musikere og bands igennem tiderne. Der er virkelig ikke meget at sætte fingeren på til denne koncert. Redd Kross var om nogen de rigtige til at varme op for Melvins, måske lidt for langt et sæt og Melvins havde for kort et sæt, men ak. Det er Melvins vi snakker om. De gør sgu, hvad der passer dem og har altid gjort det. Derfor er de metalmusikkens originaler og vi elsker dem for det. Det er uden tvivl et band, som jeg skal ind og se igen. Jeg kan råde alle, som bare havde den mindste interesse i at se Melvins eller Redd Kross om at slå til næste gang.
