SATYRICON + SUICIDAL ANGELS + FIGHT THE FIGHT
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
17.10.17
Af Bell Bruun
Foto: Japs
Satyricon er et af de bands, der virkelig kan skille vandene når man taler om blackmetal, for er de overhovedet stadig en del af genren? De har langt fra samme lyd som de havde i 90’erne, men hvad kan de så byde på i 2017? En hel del, viste de (endnu en gang) i Pumpehuset i går.
FIGHT THE FIGHT
Inden aftenens hovednavn gik på scenen, var der dog først hele to bands, der fik lov til varme op for nordmændene. Eller forsøge på det, i hvert fald, for det lykkedes ikke helt for det første band, ligeledes norske Fight the Fight. At de er Satyricons landsmænd var ikke sådan lige til at regne ud ved første lyt, da bandets melodiske metalcore har en umiskendelig amerikansk lyd over sig, og det virkede som et noget kuriøst valg af opvarmningsband, men måske var det netop det fælles norske bagland, der var grunden til valget? Bandet spillede kun i lidt over tyve minutter, og der var ikke mange fremmødte i Pumpehusets store sal, hvilket næsten var lidt akavet at overvære, især fordi bandet lidt opførte sig, som om de var en succes. Selvtilliden fejlede i hvert fald ikke noget. Det gjorde forsangerens vokal til gengæld, når han bevægede sig bort fra den skrigende udgave: Sjældent har jeg hørt noget så skingert. På deres, indtil videre, eneste album, Fight the Fight, der udkom tidligere i år, lyder forsangerens renvokal heller ikke optimal, men det var faktisk værre live. Når det gælder resten af bandets optræden, gjorde de det trods alt rimeligt godt, alt taget i betragtning, og bandets numre havde også mere tyngde live end på indspilningerne. Det var dog ikke en imponerende koncert, men heller ikke en katastrofe, blot ret uinteressant og lidt klichéfyldt, især når forsangeren afslutter med at råbe ”You’re the best audience!” til en næsten tom sal.
SUICIDAL ANGELS
Andet opvarmningsband lå også ret langt fra hovednavnet rent genremæssigt, så vel som geografisk. Suicidal Angels er et græsk thrashband, der har eksisteret siden 2001, og har en del udgivelser bag sig, hvoraf den seneste er sidste års Division of Blood. Bandet havde både et banner på bagvæggen samt to mindre bannere i hver side af scenen, bare så man ikke var i tvivl om hvem der spillede. Måske var det dog ikke helt dumt med de mindre bannere, da et kæmpe, overdækket trommesæt skyggede for en stor del af bagvæggens banner. Selvom bandet er af lidt nyere dato, lyder deres musik meget som den klassiske thrash fra 1980’erne, som fx Kreator, og det er en genre, som er ret taknemmelig live, da der er en rå energi, der får gang i publikum, hvis det altså er et nogenlunde velspillende band, der står for udførelsen. Og det var da heldigvis tilfældet med Suicidal Angels, der dedikerede deres første sang ”Capital of War” til København. De første tyve sekunder, sådan cirka, var lyden meget lav hvad angik guitarerne, på trods af at der blevet lavet lydprøve lige inden bandet gik på scenen, men det blev der hurtigt rettet op på, og lyden var fin resten af koncerten. Suicidal Angels havde også æstetikken i orden i forhold til at ligne et gammelt 80’er band, og var også gode til at levere guitarsoloer og voldsomme trommer. Inden nummeret ”Bloodbath” opfordrede forsangeren folk til at gå mere amok: ”I wanna hear you fucking moving down there!”, hvilket da også resulteret i en lille circle pit. Der var mødt mange flere op til Suicidal Angels og der kom kun flere til i de tre kvarters tid, bandet spillede. Nerven hos bandet var ikke lige stærk hele koncerten i gennem, hvilket gav et lidt svingende energiniveau, men især på de numre hvor trommerne var i fokus, var Suicidal Angels overbevisende og det lod til, at de var i deres rette element på de sange. På trods af at thrash ligger langt fra black, var det ikke et helt dumt navn at have som opvarmning.
SATYRICON
Men det var jo i særdeleshed Satyricon, alle var kommet for at se, og det var tydeligt med en udsolgt koncert og et proppet pumpehus. Forsanger Satyrs ikoniske treforkmikrofonstativ var det første, der kom på scenen og indikerede at nu var de på vej. Med et bagtæppe med Edvard Munch-maleriet, der er brugt som forside til bandets nye album Deep Calleth Upon Deep og noget underlig keyboardmusik, kom bandet på scenen og lagde hurtigt ud med ”Midnight Serpent”, der er åbningsnummeret fra det nye album. Ligesom det også var tilfældet med Satyricons forrige, selvbetitlede album, lyder de nye sange en del hårdere live, og det fik man allerede indtryk af ved dette koncertens første nummer. Herefter gik bandet straks videre til den tunge ”Our World, It rumbles Tonight” fra netop forrige album, som så førte videre til den rockede, fængende ”Black Crow on a Tombstone” fra The Age of Nero, et nummer der rummer en del af essensen bag black ’n’ roll, som Satyricons nyere stil ofte bliver kaldt. Satyr Wongraven er ikke en frontmand af mange ord, men han formår til gengæld at tage styringen over en hel sal ved sin blotte tilstedeværelse. Der er noget meget magtfuldt over hans måde at betræde scenen, at hæve sine arme i vejret, stille sig op på monitoren eller skue ud over sit publikum, sit folk, bag sin trefork, som en styrmand på sit skib.
Efter at have fremført titelnummeret fra det nye album, forsvandt bandet ud fra scenen i et par minutter. Der var ikke nogen god forklaring på dette forsvindingsnummer, ud over en form for teatralsk handling måske, men det forstyrrede sammenhængen af koncerten lidt, og det var en smule irriterende. Dog kom bandet tilbage og fremførte en smuk udgave af den mere stilfærdige, slæbende ”To Your Brethen in the Dark”. Egentlig et nummer, der ikke havde brændt sig synderligt fast ved gennemlytningerne af albummet, men live fik det en meget overbevisende kant især grundet Satyrs tørre, insisterende stemme. Et nummer, der nu huskes meget bedre dagen efter. Energiniveauet steg igen efterfølgende med hvad der næsten kan kaldes en slagsang for bandet, om man vil, den hidsige ”Repined Bastard Nation” fra Volcano. Satyr var en ren indpisker på scenen under dette nummer, næsten som en kultleder, der har kontrol over masserne, og det giver lige lidt ekstra fed effekt til et nummer, der netop, blandt andet, handler om ikke at lade sig holde nede af den slags. Og en kejser, der leder folket, fik man også et indtryk af at han var på en perfekt udgave af ”The Age of Nero”, uden at han på nogen måde er netop Nero.
”Diabolical, Now” var endnu et nummer, der virkelig rev publikum med, på trods af at der skete noget uheldigt med lyden i starten af nummeret, sådan at det lød mudret. Efter fejlen blev rettet, var det dog igen en fest, selvom man godt kunne have brugt et endnu kraftigere brøl fra publikum under omkvædene. En hypnotiserende fremførsel af ”Black Wings and withering Gloom” gav et afbræk fra den vilde stemning, og ordinerede med sin ildevarslende, krybende stemning, i stedet langsom headbanging til publikum. Herefter forekom igen en pause, og da bandet igen entrerede, Satyr nu med guitar, fik vi at vide, at det var tid til to sange fra klassikeralbummet Nemesis Divina fra 1996. Det første var det rent instrumentale ”Transcendental Requiem of Slaves”, som bandet spillede med stor alvor og koncentration, og så naturligvis den storslåede ”Mother North”, der altid er en kæmpe succes blandt publikum, der også skrålede med som kor, når Satyr forlangte det. En sidste pause kom der også inden de to sidste numre, endnu en publikums favorit ”The Pentagram Burns”, hvor man igen havde fornøjelsen af Satyr på guitar, og den fede, riffbårne ”Fuel for Hatred”, der selvfølgelig fik gang i en mosh pit, sådan som Satyr mente, at det burde være.
Man kan have mange meninger om Satyricons musikalske stil før og nu. Der er de mennesker, der helst vil høre de tre første albums og derfor ikke synes, de setlister bandet spiller nu er meget værd. Man kan dog også være åben for at et band har lov til udvikle sig, og konstant gå nye veje, og her er Satyrcion virkelig dygtige. Når man står og lytter til de lidt ældre sange blandet med det nye, så opstår der den røde (sorte?) tråd, der ikke er helt så nem at høre på album, men som pludselig giver mening live. Den lyd, som bandet har arbejdet sig frem til, virker som en ganske naturlig udvikling for et band, der nægter at lyde som alle andre, og en frontmand, der er perfektionist til fingerspidserne og utvivlsomt altid har lagt stor tanke bag det, han laver. Derfor er Satyricon et fremragende liveband, der kun er blevet bedre med årene, og ikke mindst er de et band, der stadig er relevant for metalscenen. Tak, d’ herrer!
