RADIO MOSCOW + KALEIDOBOLT
SPILLESTEDET STENGADE, NØRREBRO
24.10.2017
Anmeldelse: Hesselager
Foto: Jimmi Brandt Pedersen
Spillestedet Stengade i Nørrebro har i de sidste mange år vist et ører for at få booket grupper i spidsen af psykedelisk og progressiv musik. Da Copenhagen Psych Fest desværre var nødt til at aflyse for i år her i oktober, var det en velkommen oplevelse at se to meget forskellige hårde psyk-powertrios gæste Stengade tirsdag aften d. 24 oktober og genoplive en arketypisk kold og regnvåd efterårsdag med deres soniske rejser mod det indre rum i varm analog-lyd.
Opvamningen var finske Kaleidobolt hvis tre medlemmer mindede om yngre udgaver af Uli Jon Roth, Lemmy Kilmister og Bill Ward. Hvad der fra start af overraskede var, at trommesættet stod i midten af scenen langt mere synligt end sædvanligt. Deres signaturstil viste sig at være en opfindsom progressiv hård rock, der var tættere på garage-jammer-betonrock med en ekstraordinær høj grad af teknisk kunnen end mere akademisk kunst-rock informeret af nærstuderet musikteori og nøje gennemtænkte filosofiske koncepter. Fundamentet i Kaleidobolts lyd var hurtige aggressivt rumstrende bas-riffs og indviklede jazzede trommerytmer spillet med en energi og intensitet, der komplementerede rytmernes tekniske kompleksitet fordi medlemmerne hele tiden prøvede grænserne så det lød som om at de bevidst gik efter rytmer og melodier som var en grad mere indviklede end de kunne – en fornemmelse som plejer at mangle i nutidig rockmusik. Guitaristens bidrag bestod hovedsageligt af et virvar akrobatiske melodier og space-blues-freakout-soloer, som spillede op ad og tilføjede masser af lag nuancerede modpunkter til bassen.
Så ekvilibristisk og imponerende som soloerne var, så markerede Kaleidobolt sig her som et rigtigt progressiv rock-band i at deres stil ikke var guitar-baseret men derimod drevet af syntese mellem de forskellige instrumentalisters samspil i gruppe. Sangene var alle ret lange (mellem 6 til 12 minutter) og skiftede hele tiden tempo for at tage nye uventede drejninger uden nogen respekt for traditionelle rock-strukturer. Selv de kortvarige stille sektioner opbyggede spænding ved at vise en høj grad dybde i de spacy psykedeliske teksturer og hvordan selv de mere afslappede rytmer konstant bugtede og slangede sig. Vokalerne var sparsomt anvendt – de tre musikeres instrumentale heroisme var helt klart fokus – delt mellem guitaristen og bassisten, langt fra virtuost operatiske vokaler eg Peter Hammill eller Ian Gillan men tættere på sjælfuld følelsesladen krængen-sjælen-ud med de få sangtekster delt mellem dystopisk polemik imod den teknokratiske verdensordens skjulte totalitarisme og surrealistisk science-fiction med et budskab af Rudolf Steinersk panteistisk spiritualitet. (endnu en klar arv fra Lemmy Kilmisters tid i Hawkwind) Den tyrkisgrønne og magenta-lilla belysning, de spillede i, tilførte ekstra retro-futuristisk stemning.
Kaleidobolt markerede sig som et unikt band i deres genre. Deres kombination af minimalistisk powertrio-instrumentation og beskidt ned-på-jorden garage-blues attitude med ambitiøse sangstrukturer og lange indviklede instrumentale passager er to sider af hård rock som sjældent høres kombineret. Det var også en fornøjelse at høre en så aktiv og kreativ rytmesektion – hvilke andre nyere rock-grupper finder overhovedet plads til bas- og trommesoloer? Sandsynligvis har finnerne fundet en signaturstil for rå og hård til at appellere til de fleste progressive rock-fans men samtidig for eksperimenterende til at appellere til fans af traditionel hård rock, derfor deres obskuritet men for os som godt kan lide gråzonen mellem de to har Kaleidobolt vist sig som en kærkommen overraskelse. Deres optræden var heller ikke helt perfekt: Guitaristen var nogle gange for lavt i mixen til at alle nuancerne i hans licks og soloer kunne høres. Jeg ved godt det er vigtigt at kunne høre rytmesektionen totalt når den er så vigtig for en gruppes lyd som Kaleidobolt, men når guitaristen sigter efter at blive den næste Uli Jon Roth og er godt på vej til at nå det vil jeg gerne kunne hans præstationer i total klarhed. Nogle gange var det også lidt svært at finde hoved eller hale i deres kompositioner, men det er en risiko ved hovedsageligt instrumental progressiv rock og så har de nogle idéer om hvad de kan forbedre på deres næste album. (de har kun to lp’er under bæltet indtil videre)
Aftenens hovednavn Radio Moscow, som tournerede som support for deres nye album “New Beginnings” der er nr 5 indtil videre, var der til gengæld ingen slinger i valsen med. De har siden siden deres dannelse i 2003 og første lp i 2007 markeret sig som en af spydspidserne i revival af den psykedeliske hård rock og tidlige heavy metal, siden tourneret med ikke kun ligesindede som Graveyard og Witchcraft men også et af deres store forbilleder Pentagram. Selv bandnavnet virker akut 60er/70er-retro-modkulturelt, især i en tidsalder hvor Rusland er mere politisk konservativt end NATO. (måske er “Radio Havana” eller “Radio Pyongyang” ikke mundret nok?) Da de gik på scenen, havde Radio Moscows medlemmer godt nok ikke kopieret deres musikalske forbilleders fysiske udseende helt så meget ned i detaljerne som Kaleidobolts men så stadig ud som om de var faldet igennem en tidsportal fra 70’erne til i dag og kunne sagtens have spillet hovedrollerne i en biker-film fra det årti. De havde også gjort noget mere ud af lysshowet som skiftede mellem rød/grøn og gul/lilla-komplementærfarver for at give en tilpas drømme-agtig stemning, med lys som skiftede til lavt og mat i de mere afslappede sektioner.
I modsætning til Kaleidobolts mere abstrakte og progressive stil var Radio Moscows lyd snarere en mere musikalsk veludført udgave af “Hendrix-fortolket-af-hulemænd” bands som Blue Cheer, Grand Funk Railroad og Sir Lord Baltimore: Behåret og forvrænget powertrio-bluesrock spillet med højt volumen, dreven af enkle hårdslående riffs opholdt af vandrende spankulerende basgange og en aktiv trommeslager som anvendte en masse forskellige kombinationer af sit kits forskellige komponenter til at spille opad de to andre. Tilmed anvendte de udelukkende teknologisk primitiv analog udstyr med en lo-fi varme, der fik guitarens riffs og multi-faceterede solos til at føle som varm sommerblæst over det rodbeslåede grund lagt ned af rytmesektionen.
Selvom sangenes fokus var på ligefrem riff-dreven aggressiv rock var det musikalske kreativitetsniveau stadig et niveau højere end de fleste nutidige stenerrock-bands. Man kunne høre, de tog deres inspiraton fra en tid hvor stort set alle rockgrupper havde en vis grad progressiv inklination som blev droppet i sen-70’erne: Størstedelen af sangene, på trods af at de holdt sig til traditionel rock-sangskrivning, skiftede oftere tempo end typisk for nutidige stenerrock-bands og slog tit ovre i lange instrumentale passager domineret af guitarheroisme spændende fra skrigende støj-sonataer over kreativt kontrolleret feedback flettet sammen i spacy atmosfærelag til mere folkemusik-inspirerede storslåede overjordiske melodier.
Hvad der holdt disse sektioner fra at blive for monotone eller retningsløse var netop, at bassens linjer og trommernes rytmer ændrede sig og spillede i modpunkt op imod guitaren til at tilføje ekstra nuancer – og tilføjede nye twists i deres linjer til at følge med guitarens improvisation. Al jammingen var også placeret strategisk som overgang mellem forskellige sektioner i sangene, så både bassen og trommerne varierede deres linjer for at opbygge spænding til temposkift eller at gå over i en længere instrumental passage. Noget, som fik deres sangstrukturer til at virke en grad mindre akavede end Kaleidobolt – hvem ved, måske får Kaleidobolt skrevet sig dette bag øret til deres næste album efter at have taget tips fra?
Generelt viste Radio Moscow en sjælden grad dedikation til at genopbygge og perfektionere psykedelisk hård rock på en måde, der fanger alle de interessante detaljer som gjorde den genre værd at høre i sin storhedstid og gjorde på nogle punkter det faktisk bedre end deres forbilleder. Oplevelsen må for undertegnede have været en af årets bedste indtil videre med den eneste hage værende at RM ikke gav nogen encore – deres sætliste var jo ikke synderligt lang, så det kunne de godt have gjort. Kaleidobolt viste sig også som et lovende nyt band med en opfindsom indgangsvinkel på genren, der godt nok ikke virkede helt så godt som Radio Moscow men da de er noget yngre så må det nok komme en gang i fremtiden nu når de har været under vingerne på sådanne mestre.
