Metal Hammer Paradise 2017
Weissenhäusser Strand, Tyskland.
Fredag d. 10.november 2917.
Tekst og foto: Kristian Mølgaard
Halvanden time fra den danske grænse, lige ud til Østersøen og 25 km fra Kiel, ligger der et badeland, der får Lalandia til at ligne et soppebassin. Nu hader jeg også Lalandia, så der skal ikke så meget til; men dette her er altså fedt.
Tilmed, så er det her man kan tage til en årlig metal-festival uden at skulle ligge i et telt, tisse i en busk og bade i ulækre brusere. For denne festival hedder ikke for ingenting ”Comfort-festival” – her bor man i lejligheder/feriekomplekser og har adgang til det enorme vandland, bowling (gab), spillemaskiner, restauranter, kæmpe aktivitetsland, m.m. Ikke dårligt.
Måske også derfor publikummet til denne festival er så anderledes – og måske også derfor musikken er ud over hvad man ellers ser på en festival.
I hvert fald havde jeg, som i 2015, sat kursen mod Kiel-området for at se festivalen an igen. Som sidst, var der opsat store højttalere ved receptionen og hvor der normalt kommer familier med forventningsfulde børn til vandland og legeland, var der et vrimmel af halvgamle og helgamle tyske bangere, battleveste, læderjakker og alt hvad der hører til.
Jeg er af den gamle garde, mht. musikken, så min første festival var Monsters Of Rock i Nürnberg i 1987, året efter fulgte samme festival i Schweinfurt – måske derfor at den tyske festival-stemning giver så gode minder.
Der er tre scener – hvoraf den mindste befinder sig i et lille sekskantet hus, den mellemste (Baltic Ballroom) ligger i selve centeret, ovenpå en stor restaurant – den sidste scene (True Metal Stage) er sat op i et enormt telt, der mest af alt minder om et cirkustelt uden stole og manege. Alt sammen i fede rammer, så fede som de nu er på sådan et sted – og noget der gør det til en helt speciel festival, idet hele stedet er lukket ned den weekend, dvs. kun gæster der skal til festivallen har adgang og kan leje lejligheder.
Der er, som altid, små og ukendte bands med, men selvfølgelig også navne der er mere international format – i år prydede Kreator, Powerwolf og Testament plakaten som de store hovednavne. Men også Paradise Lost, Katatonia, Death Angel og Amaranthe var at finde samt tyske Doro og andre navne.
Vi lagde ud med at se det symfoniske powermetal band fra Hannover, Beyond The Black. Det var tydeligt, at det tyske publikum elskede det band og det skulle senere vise sig, at næsten uanfægtet hvornår der blev spillet power-metal, var de helt oppe at ringe. Beyond The Black har en utrolig smuk sangerinde, der synger klokkerent. Og musikken har visse gode elementer, der er steder der fænger og de er dygtige musikere. Men ud over det, blev vi desværre hurtigt mætte af det ensformige tempo. Men en fornøjelse at se det tyske publikum i total festhumør. Med et telt i den størrelse er der plads til VIP-område, barer og bagerst en lille forhøjning med stole til de lidt ældre modeller. At Beyond The Black var på hjemmebane var tydeligt.
Efter et par rundture i det store område, hvor hele centeret er fyldt med plade/cd-boder og de officielle boder med merchandise fra bands, smuttede vi ind i Baltic Ballroom (ja, ovenpå den store pizza-restaurant), for at se hvad Samael kunne præstere.
Det schweiziske industrial-band var begyndt da vi entrede den lille sal – og vi forlod hurtigt stedet. Jeg er ”gammel” trommeslager, det samme er min søn – og at se bandet, der havde en rytmeboks opstillet, samtidig med lyden fra selvsamme, var noget der mindede om technotrommer, var noget der slukkede alt. Vi gav dem 2 min. og så smuttede vi igen. Jeg ved det ikke er fair af en anmelder, men det var simpelthen så ringe en lyd. Publikum så også mere eller mindre paf ud – lige med undtagelser af de sædvanlige fulderikker.
Vi headede mod den store scene i teltet, hvor der blev gejlet godt op til Doro skulle på. Kranier på størrelse med store badebolde var placeret foran trommesættet og der var lagt i gryden til ægte nostalgi fra 80’ernes kvindelige hard-rocker, Doro Pesch. Det er en bemærkelsesværdig 53-årig blondine, der holder sig ret godt, hende Doro. I 80’erne var hun forsanger i Warlock, som nogle af Jer fra dengang måske husker. Senere gik hun solo og stiftede bandet Doro. Hun har altså været mere eller mindre aktiv gennem hele sin karriere og har udgivet 16 studiealbums gennem tiden. Jeg havde ikke meget kendskab til hende, udover de numre der var med Warlock før i tiden. Så det skulle blive spændende hvordan hun ville gribe den store scene an.
Fra første strofe blev jeg kastet tilbage til 80’erne, gymnasietiden og alt hvad der hørte til. Hendes stemme er meget let genkendelig og hun har sådan set ikke ændret meget siden dengang. Hendes hår, hendes attitude, hendes approach på scenen – alt er kliche og det er tysk med stort T. Og alligevel var det sgu meget fedt. Hendes nye tour hedder ”Strong and Proud Tour 2017” og det var sgu et meget passende navn til hendes tour. Hun var sprængfyldt med energi og leverede numre, som bare ikke laves mere. Et nummer ”We are the metal heads” – det siger vel alt. Det tyske publikum gik all in – de elsker Doro og de lidt kiksede titler.
Doro kan vel bedst betegnes som en Sanne Salomonsen på speed og 5 liter kaffe. Og en anelse mere hæs. Og det var ikke ment som en fornærmelse mod Sanne. Doro kan et eller andet på scenen og hun ved det. Vi fik serveret en lille trommesolo med tilsvarende 80’er klicheer fra Johnny Dee (”Are you out there? Do you wanna rock?”). I nummeret ”All we are” var det dog ved at være for meget. Omkvædet gentages og synges i kor af publikum i hvad der føltes som en evighed. Og det kendetegner det tyske folk på festivalen – de elsker mere end andre at synge i kor og gerne det samme igen og igen. Der stod vi to danskere og følte os meget alene i verden. Men det tydeliggør hvor meget Doro betyder for tyskerne denne aften. Hun havde dem i sin hule hånd og det vidste hun. Derfor var hun meget svær at få af scenen efter de var færdige og hun ville gerne have spillet noget mere, det var tydeligt. Hatten af for Doro – hun kan altså stadigvæk.
Vi forlod teltet og smuttede op i Baltic Ballroom for at se Paradise Lost, der i mellemtiden var halvvejs i deres sæt. Der var ikke meget aktivitet på scenen, men lyden var helt i top og stemningen rigtig fed mellem folk. For mit vedkommende var det mest numre fra ”Lost Paradise” og ”Gothic” der talte. Det er numrene fra den periode jeg ventede på. Og de kom da også og blev serveret med usvigelig præcision. Bandet var afslappet og cool på scenen og spillede alligevel med en nerve, der smittede af på det entusiastiske publikum.
På den store scene i teltet var tyske Powerwolf i mellemtiden gået på. Vi magtede dog ikke mere power-metal og sing-along, så efter en kort lytter, fandt vi tilbage til lejlighed og stilheden. For lørdag var tiltænkt de store navne.
Lørdag d. 11. november 2017.
Efter en tur i det enorme vandland med andre musikelskere, slide badebukser tynde og nyde det indendørs tropiske klima, var det tid til musik igen. Vi nåede desværre ikke pigebandet Thunder Mother – alene navnet gjorde at vi havde lyst til at opleve dem, men desværre…
Så vi gik direkte til makronerne og måtte konstatere, at det atter var power-metal der var på programmet – i Baltic Ballroom spillede tyske Majesty op. Komplet med øjenskygge og læder. Og power-metal var igen noget der faldt i tyskernes smag. Majesty har 9 albums i ryggen, hvilket er ret imponerende – for musikken var jævnt kedelig. Havde vi konstateret det højlydt på tysk under koncerten, var vi nok blevet lynchet. For stemningen var høj og det smittede af på bandet, der bare smilede endnu bredere. Men stadig var det en tyng omgang power-metal, der blot var med til at understrege, at vi nok bare ikke er til power-metal. Og da slet ikke en lørdag eftermiddag. Under et nummer, der var så melodisk at det kunne have været et nummer til MGP, bad de folk hoppe og det gjorde de så også selv. På scenen. På rad og række. Vi var klar til at forlade lokalet igen, hvilket vi så gjorde – kun for at vade direkte ind i næste power-metal-act på scenen i det store telt.
Orden Ogan er tysk (surprice) og spiller folk/power metal. End ikke en stærk kop kaffe kunne ændre på mit syn. Der er simpelthen for meget power-metal på programmet i år og det var trættende i længden. Atter var der omkvæd, sing-a-long og bombastiske tekster.
Vi så frem til Death Angel i Baltic Ballroom kl. 18.45.
Men inden da skulle vi lige checke Grand Magus kl. 16.45 – det var ikke et band vi kendte, så et svensk band der i folderen stod til at være melodisk death, lød da selvfølgelig interessant. Det var det dog ikke. Det var mere stoner og idet hele taget meget ordinær metal. Trioen fangede slet, slet ikke vores opmærksomhed og vi forlod hurtigt Baltic Ballroom igen. Meget uinteressant og jævnt kedeligt.
Så efter noget ”Wienerschnitzel mit Pommes” i én af de ellers udmærkede restauranter, var det tid til noget thrash. Men først skulle vi hilse på Testament, der skulle spille kl. 21.15. De holdt Meet’n’Greet og det var fedt at hilse på gutterne, få snakket om dengang jeg så dem første gang i 1988 til Monsters Of Rock i Scweinfurt, at have ”the next generation” med sig til koncerter og en trommesnak med mesterlige Gene Hoglan. De fyre holder stadigvæk!
Både min søn og jeg trængte til noget musik der kunne rive lidt op i systemet og ryste det fællessyngende tyske folk lidt. Og det kunne da heller ikke passe, at her kun var folk der ville have power. Der måtte være andre som os mellem de mange tusind mennesker. Og det var der. For da vi entrede det sammenpressede lokale Baltic Ballroom, var der fuld knald på den ægte thrash med herlige Death Angel. Jeg har aldrig set dem før, men for s…..! Der var så meget knald på dem, under så kontrollerede forhold, at jeg håber de har sikret restauranten nedenunder godt. Sjældent har jeg oplevet sådan en energi til Metal Hammer Paradies! Der blev moshet og headbanget og det var SÅ tiltrængt og befriende at opleve et band der i den grad gav den gas. Deres breaks sad lige i skabet og det var i det hele taget så sammentømret et band, at man fik gåsehud. Forsanger Mark Osegueda var i topform og leverede alt med en mine så seriøs, at man ikke turde andet end nikke anerkende med hovedet til musikken. Fantastisk og vel nok én af de fedeste gigs jeg har set længe!
Godt blæst igennem gik vi tilbage til det store telt, hvor folk-metal-tyskerne i Eluveitie var ved at være færdige med deres ganske forfærdelige folk-metal. I alt talte vi 9 personer på scenen, deriblandt 2 kvinder med harpe, fløjte og cello. Ud over det kunne vi også observere sækkepibe og tværfløjte. Igen følte vi os alene, idet det så ud til, at samtlige tyskere var samlet for at se på dette vanvid. Sangeren skiftevis growlede og sang skønsang, mens han blev afbrudt eller akkompagneret af de før-nævnte instrumenter. Jeg lærer aldrig at forstå det. Og ønsker det heller ikke.
Da de gik fra scenen, var der plads til vi kunne få en plads foran hegnet og være vidne til mægtige Testament, der skulle på 21.15. Gene Hoglan’s sæt blev kørt ind på et imponerende højt podie, hvor der var trapper op ad begge sider. Bagtæppet blev skiftet og efter ca. 40 min. gik lyset og vi fik endelig mere thrash.
Testament var i topform – de lagde ud med ”Brotherhood of the snake”, og her måtte Chuck Billy hurtigt ærgre sig, idet hans mikrofon svigtede flere gange. Lyden var heller ikke den bedste, idet det var trommerne der dominerede alt, alt for meget. Men efter 3-4 numre havde lydmanden fået styr på det og da de serverede ”Into The Pit”, var lyden i top og det samme var folk. Der blev gået voldsomt til værks i pitten, så vi var meget godt tilfredse med at stå ved hegnet oppe foran. Vi fik også ”Low”, og ”Stronghold”, men sært nok havde de også lagt solo’er ind af alle. Både Alex Skolnick, Eric Peterson, Steve DiGiordio og Hoglan, måtte alle fyre en solo af efter et nummer var slut. Det var ikke nødvendigt. Jeg ville hellere have hørt noget mere musik. Men alligevel, så formåede Testament at give en fed, fed oplevelse. De var tydeligvis tændte og Alex Skolnick prøvede flere gange at smide et plekter ned til min søn, der så dem for første gang (til sidst lykkedes det) og da de spillede ”Over the wall” til sidst, så min søn og jeg smilende på hinanden – to generationer mødtes – kærlighed i luften overalt og alt gik op i en højere enhed! Tak, Chuck Billy & Co.
Vi kunne lige nå at sunde os med en kop kaffe og en cacao i den lille hyggelige cafe i centeret, få benene op og gøre os klar til det absolutte hovednavn, mægtige Kreator.
Da vi kom ned til indgangen ved teltet var der sat en bevægelig djævelfigur op, der havde en pige hængende i armene, mens Iron Maidens ”Run to the Hills” tordnede ud af højttalerne. Vi var derfor kun lige kommet ind, sønnike havde efterset ørepropperne og Iron Maidens nr. var slut, da lyset gik ned og introen ”Choir of the Damned” flød ud over den brølende folkemasse. Jeg har aldrig oplevet Kreator før og havde store forventninger til de tyske mega-thrashere. Det samme havde folk omkring os. Jeg tror alle der havde billet var mødt op til dette show.
Kreator lagde hårdt og velspillende ud med ”Hordes of Chaos” som jo er suveræn at lægge ud med. Total lækker lyd og et velspillende band var med til at give den fuldendte oplevelse og da der blev skudt enorme mængder sølvkonfetti ud over folk, var det lige så man kneb en tåre. Samtidig var det et publikum der tog imod deres helte som var de konger (og det er de måske også i Tyskland?) og samtidig formåede at være hyggelige at være sammen med.
Kreator leverede et fuld ud mindeværdigt show og vi fik ”Satan Is Real”, ”Gods of Violence”, ”Enemy Of God”, ”Phantom Antichrist” og ”Extreme Aggression” samt ”Pleasure to Kill” leveret så hårdt og brutalt, sammen med andre klassikkere, at man gik derfra helt varm i kinderne. Og med et smil så bredt at det var på da hovedet ramte hovedpuden lidt efter.
Metal Hammer Paradies finder sted hvert år i november og er en helt særlig festival. Publikum er ikke det almindelige festival-folk. Det er mere de ældre, de garvede og endda hele familier. Det er tydeligt de kommer for at mødes over tysk metal, primært og så de udenlandske hovednavne der kan hamle op med det krævende, men glade publikum. Kombineret af varieret udbud af bands (selvom der altså VAR for mange power-metal-bands på i år), og de lækre omgivelser man befinder sig i, er comfort-festival ikke helt forkert. Lækkert sted, lækre omgivelser og masser af muligheder – det er en festival der klart anbefales. Øl og vand serveres i krus med pant, så der flød ikke med affald, rimelige priser og de løb aldrig tør for hverken pølser eller sprut og øl. Tysk grundighed.
Der er i forvejen ikke mange danskere med – i det hele taget er der ikke meget andet end tyskere. Men for satan, hvor er det en lækker festival. Husk badebukser!
I år spillede bla. også Feuerschwanz (!), Katatonia, Axxis, Battle Beast, Helruna, Kissin’ Dynamite, m.fl.
